Helt ved siden af er det ikke: mine nyindkøb er blevet stedse mere fredelige, og der er ikke megen vildskab i mine koncertoplevelser. En mand og hans guitar - det er hvad jeg går efter nu om dage.
Hertil og ikke længere. Jeg har etableret min musikalske maginotlinie, trukket min streg i sandet. Country kan ikke accepteres. Jeg lægger hverken ører eller hylder til den slags. Country nor Western.
Men der er altid et Belgien...
Mange af mine favoritter er vokset op i en countrytradition, og en gang imellem får de tilbagefald. Et country nummer sniger sig ind på en ellers tilforladelig plade, eller det længe ventede seneste udspil fra en favorit, viser sig at være ren country (som da Bonnie 'Prince' Billy udgav sings Greatest Palace Music - en plade med countryversioner af hans ældre sange). Årets store opdagelse, Phosphorescent, var nær gået min næse forbi da deres nyeste album var ren country (jeg troede i første omgang at jeg havde fået fat på en anden gruppe af samme navn). Heldigvis gravede jeg dybere og fandt et par perler jeg nødigt ville være foruden.
Grænsen mellem gal og genial er som bekendt hårfin. Sådan er også grænsen mellem musik og country, og det er en evig kamp at forsvare den.
Giddy Up!
Helligbrøde: selv ikke the man in black kan jeg acceptere. Jeg er står uforstående overfor den næsegruse beundring Johnny Cash er genstand for.
Og så alligevel: jeg kan godt tolerere country på en films lydside. Naturligvis forudsat rollelisten rummer både Clint Eastwood og en abe.
Silver lining: originalversionerne af sangene på sings Greatest Palace Music udgør faktisk et glimrende gør-set-selv opsamlingsalbum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar