Skrives i mandtal

Her i december er det højsæson for top-10 lister. Som ansvarlig blogger er jeg naturligvis også forpligtet til at komme med mit bud på årets 10 bedste albums. Det er der dog et par hager ved...

For det første kan jeg overhovedet ikke huske hvad jeg har anskaffet mig af nyt i årets løb. At finde passende kandidater er et stort projekt, og forløber typisk således: "er den her ikke ny?" "næh, det er en 2008'er". Det antyder så det andet problem: langt det meste musik på mine hylder er ikke kommet til i oprindelsesåret. Enten fordi de er blevet indspillet før jeg opdagede bandet, eller fordi der typisk går nogle måneder inden jeg opdager at en favorit har barslet.

Så det korte af det lange er at jeg kun har 8 kandidater. Med min universitetsbaggrund i matematik kan jeg konstatere at det ikke er nok til en top-10 liste. Faktisk er det ikke engang nok til en top-8 liste for jeg ved at blandt mine favoritplader fra 2009 er mange jeg slet ikke har hørt endnu.

Jeg vil derfor nøjes med at nævne de 8 kandidater:

• bob hund: Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk
• Bon Iver: Blood Bank (EP)
  
• Bonnie 'Prince' Billy: Beware
• Brian Harnetty & Bonnie Prince Billy: Silent City
• Hope Sandoval & The Warm Inventions: Through the Devil Softly
• Magnolia Electric Co.: Josephine
• Malcolm Middleton: Waxing Gibbous
• Nikolaj Nørlund: Tid og sted

Af disse kan jeg varmt anbefale Josephine - det er nok det bedste Jason Molina har udgivet under Magnolia navnet, og et album jeg har hørt rigtigt meget. Den er i lige på grænsen til at være country, men overskrider den aldrig. Ikke en eneste af sangene falder igennem, og sange som Hope Dies Last, Map of the Falling Sky, Little Sad Eyes og Heartbreak at Ten Paces er helt oppe og ringe. Jeg er næsten klar til at erklære Josephine for den bedste plade jeg har købt i år - det er enten den eller A Hundred Times or More af Phosphorescent.

Årets udspil fra Malcolm Middleton og Nikolaj Nørlund kan også anbefales. Hope Sandoval har jeg først lige fået ind af døren, så ingen bedømmelse der. Blood Bank er jeg ambivalent overfor - titelsangen er fantastisk, men den sidste, af de kun 4 sange, er rædselsfuld. De resterende 3 albums kan kun anbefales til samlere.

Snydes for en rigtig top-N liste skal I dog ikke; her er The A.V. Clubs top-50 for dette årti. Fra den liste finder man kun 3 albums på mine hylder. Heraf er en slet ikke fra årtiet (Sigur Rós: Ágætis byrjun), en anden hører jeg aldrig (Radiohead: Kid A), så kun Sufjan Stevens: Illinoise er tilbage. Jeg må virkelig være ude af trit.