Snydt for Paradis

Da jeg flyttede til Århus var der, foruden den fantastiske Århus Studenternes Filmklub, 4 biografer: Biografen (nu Cinecity), Palads (Metropol), Folketeatret (Netto i Jægergårdsgade) og de smalle films oase: Øst for Paradis. På et tidspunkt blev de 3 første samlet under Nordisk Films Biografer, og Palads, med dens placering på det fashionable Trøjborg, blev koncernens århusianske artcinema. I praksis betød det at Palads overtog de mest givtige af ØfPs film og kun sendte dem videre når tilskuerpotentialet var udtømt. Nordisk Film kunne gøre dette, da selskabet er en mastodont på den danske biografmarked; hvis de vil have en film først, så får de det.

Sådanne svinestreger kunne jeg naturligvis ikke sidde overhørigt, så jeg besluttede mig for at vente med at se de nye film indtil de var nået til Øst for Paradis. Første test af denne strategi var O Brother, Where Art Thou?.

Da den langt om længe blev taget af plakaten i Palads og fik sin paradispremiere så mit projekt ud til at lykkedes. Jeg havde vist min foragt for storkapitalen og var klar til at støtte de uafhængige idealister.

Men jeg havde ikke taget højde for selvsamme idealisters talent for at skyde sig selv i foden: O Brother var kun på plakaten i 14 dage med een daglig forevisning. Een daglig matineforevisning! Filmen blev vist midt i arbejdstiden! Weekenden var heller ikke til nogen hjælp; det var december og familierne kaldte.

Filmen blev taget af uden at jeg havde støttet Øst for Paradis, og, hvad der var værre, uden at jeg havde set den. Det var en fortvivelsens tid.

Nogle måneder efter var filmen nået helt ud på Lars Tyndskids mark, så jeg måtte drage til Galten. Derude havde man en fin lille biograf, med et lavthængede lærred foran nogle tribuneagtige sæder på et horisontalt gulv. Jeg holder meget af den type biografsale da man kan sætte sig på første række (oceaner af benplads) og have et perfekt udsyn til hele lærredet. Uden at få hold i nakken. Billetten var også markant billigere end normen i Århus.

En lykkelig slutning, men siden da har jeg været forsigtig med at give den som bevidst forbruger.

De knap så små timer

For mig har en bog altid et Point of no Return - det øjeblik hvor jeg ikke længere vil være istand til at lægge bogen fra mig før jeg har læst den færdig. Så må søvn, måltider og andre trivialiteter vente.

Jeg har netop afsluttet Princep's Fury af Jim Butcher, og det er vist blevet en smule over min sengetid... Jeg ville bare liiige snuppe et par kapitler, sådan bare lige til at falde til ro på.

Det er ikke det eneste problem. Princep's Fury er den 15. bog af Butcher jeg har læst, siden starten i oktober eller november sidste år. Og nu er der altså ikke flere. Jeg er fremover begrænset af det tempo han skriver nye i. Hvilket ikke er 15 styk på lidt over et år. Jeg har været grådig og har nu et enormt hul i min læseplan.

Skrives i mandtal

Her i december er det højsæson for top-10 lister. Som ansvarlig blogger er jeg naturligvis også forpligtet til at komme med mit bud på årets 10 bedste albums. Det er der dog et par hager ved...

For det første kan jeg overhovedet ikke huske hvad jeg har anskaffet mig af nyt i årets løb. At finde passende kandidater er et stort projekt, og forløber typisk således: "er den her ikke ny?" "næh, det er en 2008'er". Det antyder så det andet problem: langt det meste musik på mine hylder er ikke kommet til i oprindelsesåret. Enten fordi de er blevet indspillet før jeg opdagede bandet, eller fordi der typisk går nogle måneder inden jeg opdager at en favorit har barslet.

Så det korte af det lange er at jeg kun har 8 kandidater. Med min universitetsbaggrund i matematik kan jeg konstatere at det ikke er nok til en top-10 liste. Faktisk er det ikke engang nok til en top-8 liste for jeg ved at blandt mine favoritplader fra 2009 er mange jeg slet ikke har hørt endnu.

Jeg vil derfor nøjes med at nævne de 8 kandidater:

• bob hund: Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk
• Bon Iver: Blood Bank (EP)
  
• Bonnie 'Prince' Billy: Beware
• Brian Harnetty & Bonnie Prince Billy: Silent City
• Hope Sandoval & The Warm Inventions: Through the Devil Softly
• Magnolia Electric Co.: Josephine
• Malcolm Middleton: Waxing Gibbous
• Nikolaj Nørlund: Tid og sted

Af disse kan jeg varmt anbefale Josephine - det er nok det bedste Jason Molina har udgivet under Magnolia navnet, og et album jeg har hørt rigtigt meget. Den er i lige på grænsen til at være country, men overskrider den aldrig. Ikke en eneste af sangene falder igennem, og sange som Hope Dies Last, Map of the Falling Sky, Little Sad Eyes og Heartbreak at Ten Paces er helt oppe og ringe. Jeg er næsten klar til at erklære Josephine for den bedste plade jeg har købt i år - det er enten den eller A Hundred Times or More af Phosphorescent.

Årets udspil fra Malcolm Middleton og Nikolaj Nørlund kan også anbefales. Hope Sandoval har jeg først lige fået ind af døren, så ingen bedømmelse der. Blood Bank er jeg ambivalent overfor - titelsangen er fantastisk, men den sidste, af de kun 4 sange, er rædselsfuld. De resterende 3 albums kan kun anbefales til samlere.

Snydes for en rigtig top-N liste skal I dog ikke; her er The A.V. Clubs top-50 for dette årti. Fra den liste finder man kun 3 albums på mine hylder. Heraf er en slet ikke fra årtiet (Sigur Rós: Ágætis byrjun), en anden hører jeg aldrig (Radiohead: Kid A), så kun Sufjan Stevens: Illinoise er tilbage. Jeg må virkelig være ude af trit.

Mr. Cool

I dag blev jeg officielt cool. Jeg ankom så sent til en koncert at musikken startede i samme øjeblik jeg betrådte salen.

Jeg må nyde det så længe det varer. Snart vender jeg tilbage til min sædvanlige, kiksede vaner. Det hører nu med til en koncertoplevelse at varme op med at kede røven i laser i en times tid.

Uden format

Ved fjernsynets introduktion valgte man det gængse academyformat (1,33:1 eller 4:3) for det nye medies dimensioner. Et naturligt valg, da samtlige film blev indspillet i dette format. Man havde sikkert også valgt filmens 24 billeder per sekund hvis det havde kunnet lade sig gøre, men på det punkt var man bundet af vekselstrømmens 50 eller 60 Hertz. Med lidt hokus-pokus eller en smule hurtigere bevægelser lod det problem sig løse.

Alt var godt.

Med tiden blev fjernsynet så populært at filmfolket følte sig truet, og de besluttede sig for at øge afstanden til fjernsynet - at brande sig som det hedder på handelsskoledansk. Løsningen blev at gøre billedet bredere. To nye formater vandt frem: standard widescreen på 1,85:1 og cinemascope på 2,35:1. Ikke alle var begejstrede for de nye tider - Fritz Lang udtalte i Godardfilmen Le mépris at Cinemascope kun var godt til fotografering af slanger og begravelser - men fremskridtet lod sig ikke stoppe. Heldigvis.

Tvfolkene var ligeglade. De fortsatte med at vise film i 4:3 - man skar siderne af billederne eller panorerede fra side til side, eller pressede billederne så skuespillerinderne blev endnu tyndere end de var i forvejen. Det var rædselsfuldt, men de fleste seere var bedøvende ligeglade. Var man bare en lille smule filminteresseret var der dog ingen vej udenom: film skulle ses i biografen.

Men langsomt tog en protestbevægelse form. Instruktører lagde sag an mod tvstationer, der maltrakterede deres værket, og filmentutiaster efterspurgte VHS og Laserdisc udgaver i letterbox. Og stationerne lyttede! Det var en sej kamp, men ved årtusindeskiftet var det utænkeligt at en stor kanal ville sende en maltrakteret film. Vi havde vundet og den gemene hob var nu tvunget til at se film med sorte striber.

Alt var godt.

Så dukkede 16:9 fjernsynet op. En ny teknologi med nye muligheder for at ødelægge billeder. De nye husaltre var udstyrede med alskens faciliteter til at slippe af med disse satans sorte striber. De kunne zoome ind (med bortfald af top og bund) eller de kunne strække billedet, så tvskuespillerinderne nu var ligeså tykke som normale mennesker. Og folket tog imod det med kyshånd. Der var ingen grænser for hvad man kunne blive udsat for af billedforvrængninger i private hjem, i elektronikforretninger og i det offentlige rum. At se et korrekt billede var nærmest en sensation.

Efterhånden begyndte tvstationerne at producere alt i 16:9 og 16:9 folket var glade. Men ikke alle tilhører 16:9 folket...

Mit hverdagstv er et 32" 4:3 billedrørstv, indkøbt til mit kollegieværelse i 1995. Det fungerer fortsat upåklageligt, og jeg nægter naturligvis at skifte det ud (især da jeg endnu ikke har set en fladskærm med et bedre billede). Signalet får jeg i 4:3 fra en digital tunerbox, der også fodrer en HD/DVD-optager. Ifm. skiftet til digitalt tv har DR lanceret en ny kanal, DR K, der skal vise smalle, kulturelle programmer (var det ikke det DR2 skulle?). Kanalens første mandagsfilm var Marcel Carnés mesterværk Les enfants du paradis - naturligvis et must for samlingen. Men DR K er en moderne tvkanal, der sendet alt i 16:9. Også en film fra 1945 optaget, som alle andre film fra den tid, i 4:3. Så DR K udsender et 16:9 billede med sorte striber i højre og venstre side. Min tunerbox, der jo skal lave et 4:3 signal til mit tv, tilføjer så sorte striber i top og bund. Slutresultatet bliver således et 4:3 billede som på en 4:3 skærm vises med en bred sørgerand. At brænde DVDen og se filmen på min 16:9 væg er heller ikke en løsning; det giver bare en sørgerand med ekstra brede sidestriber.

Det er fulstændig hul i hovedet! Kanalen sendes digitalt, dvs. at signalet indeholder information om billedformatet. Var filmen blevet sendt i 4:3 ville 4:3 folket få helfyldt skærm og slippe for sørgeranden.16:9 folket ville se et billede i fuld højde med striber i siderne - præcist det samme som ved et 16:9 signal. Mange vinder og ingen taber. Men nej, DR K er en moderne kanal og sådan een sender i 16:9, og så op i røven med resultatet.

Det er sådan en indstilling jeg forventer fra skodkanaler som TV3 og Kanal 4, men fra en licensbetalt kanal? En kanal hvis hele eksistensberettigelse er det smalle og det kulturelle? Hvis ikke DR K fokuserer på kvalitet og faglig stolthed, hvem gør så? Der er ingen undskyldning for det her. Ingen.

Men det er naturligvis svært at forblive vred på en kanal der allerede har sendt L'année dernière à Marienbad 5 gange.

No Country for Not so Old Man

Det siges at vores musiksmag udvikler sig således: som unge hører vi rock, men som ældre hører vi country.


Helt ved siden af er det ikke: mine nyindkøb er blevet stedse mere fredelige, og der er ikke megen vildskab i mine koncertoplevelser. En mand og hans guitar - det er hvad jeg går efter nu om dage.

Hertil og ikke længere. Jeg har etableret min musikalske maginotlinie, trukket min streg i sandet. Country kan ikke accepteres. Jeg lægger hverken ører eller hylder til den slags. Country nor Western.

Men der er altid et Belgien...

Mange af mine favoritter er vokset op i en countrytradition, og en gang imellem får de tilbagefald. Et country nummer sniger sig ind på en ellers tilforladelig plade, eller det længe ventede seneste udspil fra en favorit, viser sig at være ren country (som da Bonnie 'Prince' Billy udgav sings Greatest Palace Music - en plade med countryversioner af hans ældre sange). Årets store opdagelse, Phosphorescent, var nær gået min næse forbi da deres nyeste album var ren country (jeg troede i første omgang at jeg havde fået fat på en anden gruppe af samme navn). Heldigvis gravede jeg dybere og fandt et par perler jeg nødigt ville være foruden.

Grænsen mellem gal og genial er som bekendt hårfin. Sådan er også grænsen mellem musik og country, og det er en evig kamp at forsvare den.

Giddy Up!


Helligbrøde: selv ikke the man in black kan jeg acceptere. Jeg er står uforstående overfor den næsegruse beundring Johnny Cash er genstand for.

Og så alligevel: jeg kan godt tolerere country på en films lydside. Naturligvis forudsat rollelisten rummer både Clint Eastwood og en abe.

Silver lining: originalversionerne af sangene på sings Greatest Palace Music udgør faktisk et glimrende gør-set-selv opsamlingsalbum.

Teaterfabric

Jeg blev først opmærksom på fænomenet teaterkoncert da Aarhus Teater lancerede deres Nick Cave teaterkoncert. Efter at have skreget helligbrøde! i et par måneder kunne jeg godt se lidt mening i galskaben: Nick Caves tekster har et dramatisk billedsprog (the walls went red around me, in a warm arterial spray), der kunne gøre sig på scenen. Jeg nedlod mig dog ikke til at se forestillingen, men oplevede enkelte numre på et råkoldt Bispetorv 4. juni i år.

Teaterkoncerterne startede allerede i 1994, da Gasolin' stod for skud, men i de senere år er det eksploderet. Tv2, Bob Dylan, Beach Boys, Beatles og mange flere er blevet trukket rundt i managen.

Sidste nyt er at man, i anledning af komponistens 85 år, vil opføre en Bent Fabricius-Bjerre Teaterkoncert. Nu stopper festen! Landets teaterdirektører må træde i karakter, vise at de er deres fyrstelige gager (samt ulovlige honorarer) værd og stoppe dette vanvid. Konceptet er blevet skamridt hensides enhver kunstnerisk berettigelse og er blevet et symbol på kreativt armod.

Find på noget andet, eller tag konsekvensen og luk jeres teatre.

Quis custodiet ipsos custodes?

Det forlyder at kustoderne på en række franske museer vil, som ægte franskmænd, gå i strejke. Jeg formoder der er tale om en sit-down aktion.

De beskidte fire

Intimkoncerter er blevet frygteligt moderne. men det kan også overdrives...

"When I play with Jim I never get to see him [...] I know how much I like Jim personally, and I know how much I like him musically, but I had no concept of how much I like him visually, until I saw him on TV [...] It was just watching his arms really, you've never seen anything like it, if you've never seen it. It's extraordinary."

-- Will Oldham om Dirty Three trommeslageren Jim White.

Prøvebillede

Engang var prøvebilledet en hyppig gæst på tvskærmen. Man havde kun én kanal, og den sendte kun på de tidspunkter hvor man mente folket kunne tåle at se fjernsyn.

I dag ser man det sjældent. Kanalerne er mange og de kører i døgndrift med teletubbies om morgenen, og teleboobbies om natten. Så prøvebilledet er rykket udenfor:

Men prøvebilledet udvikler sig fortsat. I Kalifornien oplevede jeg en kanal der sendte dette billede 24/7:

Med den digitale revolution er der kommet flere, mere specialiserede kanaler med begrænset sendetid. Dermed er der opstået et behov for nye, digitale prøvebilleder. I weekenden blev jeg mødt af dette billede:

Jeg vil dedikere de næste 15 år at mit liv til at meditere over dette budskab.

Nonperformance artist

Udover Nelsons søjle er Trafalger Square udstyret med 4 lave, rektangulære sokler. En af disse står tom og har i år tjent som platform for projektet One and Other: 100 dage hvor 2400 frivillige hver får en time på soklen, hvor de kan optræde som de lyster.

Som ved al konceptkunst er ideen betydeligt mere spændende end resultatet, men takket være live streaming fik projektet opbygget en betragtelig fanbase.

En tirsdag aften, tæt ved midnat, mens jeg ventede på næste vagtskifte, kom en af projektets offcials hen til mig. Den udvalgte til etforestillingen havde meldt fra og de tilbød mig at overtage. Da jeg ikke havde nogen fornuftig ide til hvad jeg skulle på plinth'en takkede jeg pænt nej til tilbudet om 4x15 minutters berømmelse.

Men tænk hvis jeg havde sagt ja; om få år kunne politikenabonnenterne på Louisiana beundre en videoinstallation, hvor jeg, smurt ind i ræveekskrement, konstant skriger i et 23 minutters loop. Kan jeg virkelig forsvare at berøve verden den oplevelse?

Svaret er nok ja.

Ze children of ze night, zey make such vonderful music

Da Werner Herzogs remake af Murnaus stumfilmsklassiker, Nosferatu, eine Symphonie des Grauens, fik premiere i 1979 blev den udsat for en del kritk; den var ikke på højde med originalen og tilføjede intet nyt. En overflødig film.

Jeg er naturligvis uenig, ikke fordi jeg synes originalen er dårlig (jeg kan knapt nok huske den, og dens billeder er i mit mentale fotoalbum blevet rodet sammen med Dreyers Vampyr), men fordi Herzog har noget Murnau ikke havde: LYD. Lydsiden er fyldt med stemningsmættet musik, der passer perfekt til de ligeså stemningsmættede billeder. Plot og handling glider i baggrunden og stemningen tager over; Nosferatu er mere musikvideo end spillefilm - og det mener jeg positivt. Med tiden er den blevet en af mine yndligsfilm (jeg har den 3 gange på DVD), en af disse film jeg altid er parat til at gense, parat til at synke ned i stemningen.

Klaus Kinski er (naturligvis) formidabel som Dracula. Han formår at give sin figur en ensomhed og træthed, så man nærmest har sympati for udyret mens han myrder løs og sender sine pestbefængte rotter mod civilisation. Han fremstår mere som offer end som skurk.

Smagsprøve: to minutter med lyd og billede, men jeg vil nu anbefale at man venter, og ser hele filmen.

Uventet tema: filmens første blodsugning finder sted under den første middag på Draculas slot. Den unge Harker (Bruno Ganz - kendt som Hitler og engel) skærer sig i fingeren, og Dracula tilbyder straks at suge blodet væk. Dagen efter mit seneste møde med Nosferatu stod programmet på Og Gud skabte kvinden - i den var det en purung Brigitte Bardot der skar sig, og en aldrende libertiner der ikke tøvede med at sutte på hendes finger.

Misundelse: Roger Vadim var manden der opdagede, i alle ordets tænkelige betydninger, Brigitte Bardot, Catherine Deneuve og Jane Fonda. Han kan ikke klage.

Dekantering

Da jeg i senhalvfemserne opdagede 18th Dye var jeg for sent ude til at opleve dem live. De eneste koncertdatier jeg hørte om, var en afskedsturne med koncerter in København, London og Berlin. Senere oplevede jeg de mandlige 2/3 varme op for Lise Westzyntius under navnet Test. En mærkelig oplevelse; de startede med et helt fantastisk nummer og jeg var helt tændt på at købe deres plade, men så blev guitaren stillet væk og de gik over til noget dødkedelig electronica (findes der andre former for electronica?). Og pladekøbstankerne blev gemt væk.

Med årene gled 18th Dye i glemmebogen.

Men så begyndte de at røre på sig igen. Jeg hørte rygter om enkeltstående koncerter (naturligvis altid efter datoen var passeret). For godt et år siden var jeg på Musikcaféen for at høre Six Organs of Admittance, og så der at 18th Dye ville komme forbi ugen efter. Endelig. Trioen skuffede ikke og gav en fin koncert med deres velkendte massive lyd. Det var så lidt trist at se et så internationalt anerkendt band give koncert i en en halvtom musikcafé foran et publikum, der mest var kommet for at se opvarmningsbandet Emily and the Orgasm Addicts.

Det nye album blev naturligvis anskaffet, men fængede ikke rigtigt.God rockmusik skal ofte dekanteres før det severes, og sådan var det også her - fornylig havde jeg brug for lidt beskæftigelse til ørerne og helt tilfældigt blev Amorine Queen udvalgt. Wow. Fra første nummer blev jeg blæst væk. Jeg kender ikke noget andet band med så massiv en guitar/bas lyd - det er som at blive ramt af en mur. Eneste malurt er en rædselsfuld Cher-agtig stemmeforvrænger på Chinese Spoon. Jeg må træffe foranstaltninger for at sikre at den sang aldrig kommer i nærheden af mine højttalere igen. Hos 18th Dye er lyden i højsædet, ikke teksten, glimrende illustreret ved den smågeniale Text is My Killer.

Heldigvis: jeg var dog ikke senere ude end at jeg nåede at købe deres albums til normale priser - i modsætning til de samlerpriser som f.eks. Soundstation i København kræver (de vil have 185 euro for de 3 CDer).

Afklaring: jeg har intet imod Emily & Co - de er faktisk ret fede med deres Buzzcocks inspirerede partypunk. Det er 100% fest.

Globalisering: for, som århusianer, at få fat på dette album indspillet i København, måtte jeg igennem en pusher i Hong Kong.

Tanke: nogen gange synes jeg mere modtagelig for nyt end normal - samtidig med at jeg svømmede hen over Amorine Queen fik jeg totalt grineflip over dette billede i en onlineavis:

På rette tid og sted

Siden den fremragende "Tændstik" er der gået 6 år uden et dansksproget udspil fra Nikolaj Nørlund. Mellemtiden er blevet fyldt med 2 gilmrende Rhonda Harris udgivelser, diverse projekter ("På danske læber", "Andersens drømme") og (gru!) en opsamlingsplade. Normalt markerer en sådan den kreative endestation, men Nørlund har ikke tænkt sig at stoppe. Resultatet er "Tid og sted".

Fredag 9/10 indtog Nørlund, flankeret af sine 2 assistenter, scenen på et pænt fyldt VoxHall. Ikke noget med opvarmning eller andre dikkedarer; der var mange sange forude, så det var bare at komme i gang. Det nye plade var naturligvis godt repræsenteret, men Nørlund kom omkring hele bagkataloget, om end "Navnløs" måtte vente indtil "Verdenssøn" blev spillet som første ekstranummer.

Selv om tourneen var kort, havde Nørlund tydeligvis forberedt sig grundigt; setlisten var valgt med omhu, og sangene var blevet udstyret med mere livevenlige arrangementer. Selv de helt nye sange blev taget under kærlig behandling. Særligt "Er det i aften" fik en dejlig VU-agtig lyd, så den kunne bære den koncerthøjdepunktsstatus, som Nørlund lagde op til.

Sådan skal en koncert være; gode sange, dygtige musikere, godt koncertsted, og to timers engageret indsats.

Favre nye youtubeverden: 2 sange fra koncerten, en gammel og en ny, optaget på en mobiltelefon. Overraskende tålelig kvalitet, men jeg mener dog fortsat at mobiltelefonkameraet blev opfundet for at teenagere kunne lave amatørporno.

Det var så det tredie indlæg om den samme aften, og så er der ikke engang en scoring at rapportere.

NeuHall

Hen over sommeren blev VoxHall ombygget og kapaciteten forøget med 200 personer. Selve koncertsalens dimensioner er uændrede, men den eksisterende balkon ovenover baren, er blevet suppleret med en hesteskobalkon, der næsten når helt frem til scenen. Ifm. balkonen er der etableret en stor altan for dem der prioriterer røg over rock.

Til min 4. koncert efter ombygningen havde jeg lejlighed til at teste balkonen. Først helt fremme, tættest på scenen: glimrende overblik over salen, men et ubalanceret lydbillede, og al publikums knevren, der svæver op fra salen, gør til et dårligt sted at opleve musik. Midt på balkonen er en anden historie: glimrende udsyn til scenen, perfekt lyd og ingen snak. Herligt. Jeg vil dog fortsat søge stemningen nede i salen.

Derudover er garderoben flyttet hen til indgangen (desværre er de søde garderobepiger forsvundet i byggerodet), den gamle garderobe er omdannet til dametoilet og det gamle dametoilet er nu til mænd.

Ombygningen var budgetteret til 6,7 millioner. Har det været pengene værd, særligt i en tid hvor både VoxHall og kommunen klager over lavvande i kassen? Toiletterne er større og garderobens placering mere logisk, men jeg var ganske godt tilfreds med de gamle forhold, så i min verden er det ikke meget værd. Balkonen giver plads til et større publikum, men den gamle balkon var næsten altid spærret af, så hvad får man reelt ud af at udvide den? Det vil kun være ved de få udsolgte koncerter, at den øgede kapacitet vil være til gavn. Et slag på tasken: med 200 ekstra billetter á 200kr/stk per udsolgt koncert, vil det tage 168 udsolgte koncerter før ombygningen er tjent ind.

Mon ikke de penge kunne have gjort mere gavn andre steder i det århusianske kulturliv?

Folket, og kun folket

"Generallinien" eller "Gammelt og nyt", en stumfilm af Eisenstein fra 1929, skildrer kollektiviseringen og moderniseringen af det russiske landbrug. I starten er de individuelle bønder svage og må bukke og skrabe for de fedladne kulakker. Men takket være en modig bondekone, og med patriotisk assistance fra distriktsagronomen, dannes landbrugskollektivet Oktobervejen. Åbningens golde og trøstesløse landskab befolket af apatiske trælle, forvandles til frodige sommerlandskaber med stærke bønder. I montageform ser vi:

• kollektivets effektive arbejdsform
• kirkens snyltere blive afsløret i deres bedrag af folket
• egnens første moderne landbrugsmaskine (en mælkecentrifuge)
• hvordan individuel griskhed er tæt på at sabotere fremtiden
• et besøg på det futuristiske statslandbrug
• kollektivets første tyr blive fejret med et ægte kobryllup
• de kontrarevolutionære kulakkers sabotageforsøg
• byens arbejdere bruge deres ferie på at opføre en staldbyging i solidaritet med bønderne (altsammen naturligvis helt frivilligt)
• bønderne overtrumfe bureaukratiet
• TRAKTORENS komme

Vi ser ikke

• millioner af bønder lide sultedøden under tvangskollektiviseringen
• deportationer af potentiel farlige etniske grupper
• vilkårlige fængslinger og henrettelser af påståede kulaksympatisører

Eisensteins billeder er flotte, filmens klipning er rytmisk og medrivende. Dette er i sandhed en mesters værk. "Generallinien" hører til i samme kasse som Leni Riefenstahls "Olympia" og "Triumph des Willens" - filmiske genialiteter til støtte for morderiske regimer.

Narrefissekultur

Det har været Kulturnat - ja meget nat er der ikke over det, men der følger det bare Natfilmsfestivalen. Natten blev markedsført med 4 forskellige plakater. der lovede henholdsvis Børnekultur, Finkultur, Kultursyge og, ikke mindst, Pornokultur:

Dette tilbud fik naturligvis straks min udelte opmærksomhed. Ved først givne lejlighed kastede jeg mig over programmet for at finde det "der går lige til grænsen", noget der kunne falde nogen for brystet. Jeg fandt intet. Der var ikke et eneste arrangement der bare perifert berørte porno. Ingen grænser blev tilnærmet og intet der kunne falde selv den mest konservative saudiske mullah for brystet. Jeg har matematikbøger der er mere erotiske end hvad Kulturnatten bød på (og det er ikke nogen overdrivelse).

Fint nok at Kulturnatten går med kyskhedsbælte, men så skal de altså ikke love hed erotik. Hvad fanden har de tænkt på?

No jews were harmed in the making of this picture

Var i Palads (af nogen kaldet Metropol) for at se "A Serious Man", den nyeste film fra Coenbrødrene. Filmens hyppigst gentagne replik er "I/we didn't do anything", en slags slogan for den hårdt prøvede hovedperson, Larry Gopnik. I lighed med hovedpersonen i en anden Coen film - "The Man Who Wasn't There" - er han nærmest tilskuer til at stort set samtlige mennesker i hans liv røvrender ham på det groveste. Faktisk virker filmen, i stemning om ikke i handling, som en genindspilning af TMWWT - bare flyttet til 60'erne og med jøder.

Jeg har uhyre nemt ved at identificere mig med den uheldige Larry Gopnik og filmen bliver derfor en ubehagelig oplevelse. Der hele vejen igennem en stemning af gru, af at det kun kan blive værre og at ingen er på Larrys side. Samtidigt forstår han mindre og mindre af den verden han lever i. Resultatet er et rendyrket mareridt, som ingen gyser kan leve op til.

Som altid i en film fra d'herrer Coen er der masser af grotesk humor. Desværre forhindrer filmens ubehagelige stemning mig i at nyde humoren. Uden tvivl vil et senere gensyn - hvor jeg har affundet mig med Larrys skæbne - rette op på dette.

Det nok mest kuriøse indslag er åbningssekvensen i academyformat og i yiddish (som jeg først tog for hollywoodtysk). Jeg har ikke kunnet gennemskue relevansen til resten af filmen, og tvivler på at der er en. På et tidspunkt var der en mikrofon i billedet, når den slags sker er det normalt en operatørfejl, men det passer dårligt med resten af forestillingen. Men meget overraskende at de perfektionistiske Coens har ladet det passere.

Indlægstitlen? Det var hvad rulleteksterne proklamerede efter publikum var gået hjem.

Update: jeg har kunnet konstatere at jeg står ret alene med min følelse af gru. Mine medmennesker har ingen problemer med at more sig over den stakkels Larry Gopnik. Det vælger jeg at tolke sådan at mine medmennesker er totalt blottede for medfølelse og empati.

#4

Da jeg som fattig studerende levede af 1500kr om måneden, kunne jeg finde på at skrive noget musik på min ønskeseddel. Det gav sjældent pote, da de potentielle givere var ude af stand til at finde det ønskede i Fona, eller hvor de nu gik hen. Som et familiemedlem irriteret udbrød: "hvorfor skal det være så specielt?".
I 3.g var vi på studietur til København, med arrangeret tur i det Kongelige Teater. Den aften valgte jeg at gå i biografen for at se "En russer rydder op i Chicago".

På den ene side skyr jeg det populære og søger det elitære, søger nichen. På den anden side har jeg et anstrengt forhold til finkulturen, og bliver ofte aggressiv i dens nærvær. Måske derfor har jeg altid været tiltrukket af punkens attituder; den er snæver og fjern fra mainstream, og samtidig dybt primitiv. Den siger "fuck this" til både det højtravende og til det banale.
Og så var Vyvyan fra The Young Ones mit store forbillede som teenager.

Nu forsøger jeg mig så med en kulturblog (mest om film og musik) i tilgift til mine 3 eksisterende blogs. Kvantitet har sin egen kvalitet (se bare Louvres sal for store franske malerier). Jeg har tænkt længe over et godt navn til bloggen, men, som det fremgår, uden det store held. Men det går nok alligevel.