En aften i julen. Endeløse dage med socialt samvær, fad efter fad af lækre ting, jeg attrår men ikke overkommer. Dage på andres betingelser, uden vital alenetid.
Men nu er øjeblikket kommet. Toget står parat, hvilepladsen reserveret. Jeg synker ned i sædet, klapper Sennheiseren ud og tager i mod de første strofer af Slow Riot for New Zero Kanada.
Jeg er tilbage i min verden.
tirsdag den 27. december 2011
fredag den 23. december 2011
Det sidste ord om Avatar
Ældre læsere vil vide at min begejstring for Avatar var særdeles behersket. Når den uundgåelige to'er kommer vil jeg utvivlsomt bruge min tid og penge på noget andet. Medmindre det her er plakaten...
fredag den 9. december 2011
Sort støj
The Jesus & Mary Chain, VoxHall 2/12 2011
Trods raskt trav var turen gennem Frederiks Alle gennemtrængende kold. Så da jeg moderigtigt forsinket entrede VoxHall føltes varmen som et slag lige i mellemgulvet. Groggy vaklede jeg ind i salen, hvor opvarmningens abnorme lydtryk føltes som en perfekt sat uppercut.
Jeg gik til tælling bag baren.
Med tiden kom jeg mig over det dobbelte varmechok, og vovede mig frem tidsnok til at sikre mig en god plads i det pænt fyldte (men ikke udsolgte) VoxHall inden hovedretten blev serveret.
Da brødrene Reid trådte ind på scenen, var det ikke til at se at de efterhånden er fyldt 50 år; de holder sig begge fantastisk godt. Bassistdelen af parret havde en utrolig feminin udstråling, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have svoret på at han var en ung kvinde. Forvirrende, men heldigvis er jeg sikker i min seksualitet, og kan derfor håndtere den slags uden at blinke.
Nok om det.
Uden de store dikkedarer gik brødrene og deres to væbnere i gang. Sangene genkendte jeg ikke, men de lød til at stamme fra perioden omkring mesterværket Psychocandy. Her var det så mine intentioner om at skrive en rigtig anmeldelse faldt til jorden – ikke på grund af min uvidenhed, men fordi jeg lod mig opsluge af musikken; forsvandt i nuet og glemte alt om at forholde mig.
Sådan reddes et pauvert koncertår på målstregen.
I minutter var det ikke nogen lang koncert, men den var uden fyld og intensiteten var så høj at det føltes som en lang koncert. På den gode måde. Jeg var udmattet og måtte i ren desperation bruge penge på pepsi inden turen gik ud i kulden igen.
Nu er det koncertpause indtil sidst i februar.
Trods raskt trav var turen gennem Frederiks Alle gennemtrængende kold. Så da jeg moderigtigt forsinket entrede VoxHall føltes varmen som et slag lige i mellemgulvet. Groggy vaklede jeg ind i salen, hvor opvarmningens abnorme lydtryk føltes som en perfekt sat uppercut.
Jeg gik til tælling bag baren.
Med tiden kom jeg mig over det dobbelte varmechok, og vovede mig frem tidsnok til at sikre mig en god plads i det pænt fyldte (men ikke udsolgte) VoxHall inden hovedretten blev serveret.
Da brødrene Reid trådte ind på scenen, var det ikke til at se at de efterhånden er fyldt 50 år; de holder sig begge fantastisk godt. Bassistdelen af parret havde en utrolig feminin udstråling, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have svoret på at han var en ung kvinde. Forvirrende, men heldigvis er jeg sikker i min seksualitet, og kan derfor håndtere den slags uden at blinke.
Nok om det.
Uden de store dikkedarer gik brødrene og deres to væbnere i gang. Sangene genkendte jeg ikke, men de lød til at stamme fra perioden omkring mesterværket Psychocandy. Her var det så mine intentioner om at skrive en rigtig anmeldelse faldt til jorden – ikke på grund af min uvidenhed, men fordi jeg lod mig opsluge af musikken; forsvandt i nuet og glemte alt om at forholde mig.
Sådan reddes et pauvert koncertår på målstregen.
I minutter var det ikke nogen lang koncert, men den var uden fyld og intensiteten var så høj at det føltes som en lang koncert. På den gode måde. Jeg var udmattet og måtte i ren desperation bruge penge på pepsi inden turen gik ud i kulden igen.
Nu er det koncertpause indtil sidst i februar.
torsdag den 1. december 2011
Julen falder på en torsdag
Det siges at den største glæde er at give. Det siger sig selv at få fede ting også er godt, så den ultimative gave må være den man giver sig selv. I år fårgiver jeg 2 spritnye albums med Malcolm Middleton - et live album med en forsmag på hans nye projekt Human don't be Angry og en opsamligsplade med det yderst lovende navn A Quarter Past Shite.
Fra Middletons egen hjemmeside:
De 2 albums, i begrænset oplag (1000 stk), var oprindeligt annonceret eksklusivt til salg på UK-touren, der starter i dag, men kan nu bestilles online. Det er virkeligt noget der varmer et samlerhjerte.
Begge plader udkommer 15/12.
Fra Middletons egen hjemmeside:
A new album of rare & unreleased songs. “A Quarter Past Shite” brings together a collection of songs written between 1994 and 2001 that were deemed too “negative and depressing” to appear on Malcolm's debut album “5:14 fluoxytine seagull alcohol john nicotine”.Så bliver det ikke meget bedre.
De 2 albums, i begrænset oplag (1000 stk), var oprindeligt annonceret eksklusivt til salg på UK-touren, der starter i dag, men kan nu bestilles online. Det er virkeligt noget der varmer et samlerhjerte.
Begge plader udkommer 15/12.
tirsdag den 29. november 2011
En stemme fra fortiden
Bill Callahan, VoxHall 22/11 2011
Jeg savner Smog tænkte jeg, da de første ord fløj ud over scenekanten.
For en 10 år siden var jeg meget begejstret for Smog, som Bill Callahan kaldte sig dengang. Så begejstret at hans stjerne dengang var på højde med Will Oldhams. Jeg satte alle sejl til med opkøb af obskure singler fra bagkataloget.
Men lige så stille fes det ud, og (Smog) - som han nu kaldte sig - blev glemt.
Derfor var det heller ikke en selvfølge at jeg skulle afsted denne, men det havde været et sløjt koncertår, og i VoxHall havde jeg ikke sat mine ben i et års tid (hjulpet af Raveonettes-aflysningen).
Da Bill Callahan i spidsen for sin trio, åbnede op for sin fantastiske stemme undrede jeg mig over hvorfor jeg havde glemt ham. Manden synger utroligt, teksterne er underfundige og han har jo skrevet mange rigtigt gode sange. Oveni er han helt uden personlig udstråling, hvilket altid giver sympatipoint hos mig.
Men efterhånden som koncerten skred frem, kom jeg i tanke om hvorfor; Callahans sange er ganske enkelt alt for lange! De bliver trukket langt forbi det punkt hvor tekst og melodi er brugt op. I starten af hver sang var jeg begejstret, men nåede hver gang at blive godt træt af den. Skær 1/3 fra hver sang, og det bliver en langt strammere koncert. Væk med fyldet!
Mislyde var der også i den meget lange pause mellem første sæt og ekstranumrene - en pause så lang lyset blev tændt, dåsemusikken startet og mange forlod VoxHall - og i fraværet af oplagte crow pleasers som Dress Sexy at my Funeral.
Føj dertil en fornærmende dårlig opvarmning, og resultatet er en gennemført dårlig koncertoplevelse. Og det behøvede det slet ikke at være. Callahan har masser at byde på, men han forvalter det helt forkert. Med 20 års karriere bag sig er han nok for gammel til at ændre kurs, så han må tilbage i glemmebogen.
Og det er en skam.
For en 10 år siden var jeg meget begejstret for Smog, som Bill Callahan kaldte sig dengang. Så begejstret at hans stjerne dengang var på højde med Will Oldhams. Jeg satte alle sejl til med opkøb af obskure singler fra bagkataloget.
Men lige så stille fes det ud, og (Smog) - som han nu kaldte sig - blev glemt.
Derfor var det heller ikke en selvfølge at jeg skulle afsted denne, men det havde været et sløjt koncertår, og i VoxHall havde jeg ikke sat mine ben i et års tid (hjulpet af Raveonettes-aflysningen).
Da Bill Callahan i spidsen for sin trio, åbnede op for sin fantastiske stemme undrede jeg mig over hvorfor jeg havde glemt ham. Manden synger utroligt, teksterne er underfundige og han har jo skrevet mange rigtigt gode sange. Oveni er han helt uden personlig udstråling, hvilket altid giver sympatipoint hos mig.
Men efterhånden som koncerten skred frem, kom jeg i tanke om hvorfor; Callahans sange er ganske enkelt alt for lange! De bliver trukket langt forbi det punkt hvor tekst og melodi er brugt op. I starten af hver sang var jeg begejstret, men nåede hver gang at blive godt træt af den. Skær 1/3 fra hver sang, og det bliver en langt strammere koncert. Væk med fyldet!
Mislyde var der også i den meget lange pause mellem første sæt og ekstranumrene - en pause så lang lyset blev tændt, dåsemusikken startet og mange forlod VoxHall - og i fraværet af oplagte crow pleasers som Dress Sexy at my Funeral.
Føj dertil en fornærmende dårlig opvarmning, og resultatet er en gennemført dårlig koncertoplevelse. Og det behøvede det slet ikke at være. Callahan har masser at byde på, men han forvalter det helt forkert. Med 20 års karriere bag sig er han nok for gammel til at ændre kurs, så han må tilbage i glemmebogen.
Og det er en skam.
lørdag den 29. oktober 2011
Undergrundskraftværk
På en solrig oktoberfredag styrede jeg gennem min yndlingsmetropol med kurs mod Köningplatz. En plakat på en nedslidt S-bahnstation havde lovet mig store oplevelser, og med tid at slå ihjel, var jeg let bytte.
Jeg er som sådan ikke nogen stor fan af Kraftwerk; jeg respekterer dem og værdsætter dele af deres bagkatalog. Men en 3-D videoinstallation, designet af Kraftwerk specifikt til denne sal og med begrænset løbetid, var for fristende til at ignorere.
Efter at have betalt mine 5 euro, blev jeg ledt ned i den nærliggende U-bahnstation, hvor indgangen til selve udstillingen befandt sig. I garderoben blev man udstyret med at par seje 3D-briller (stilmæssigt bedre tilpasset Kraftwerks univers, end de hipstersten biograferne disker op med), og så var det direkte ind til udstillingen.
I et aflangt lokale med lakerede trægulve, betonmure og råt loft, var der 5 lærreder. 3 på rad og række udgjorde kernen i udstillingen, mens formålet med det runde lærred og endevæggen undlap mig - på intet tidspunkt så jeg noget der, man ikke kunne opleve på de centrale lærreder.
I første omgang var jeg skuffet over at udstillingen ikke var større (og min indre gnier begyndte at mumle om at Louvre kostede det samme), men efterhånden gik det op for mig at det ikke var den type udstilling. Gæsten skulle her ikke vandre fra genstand til genstand, men derimod slå sig ned og glide ind i det unikke Kraftwerkunivers.
I et forløb på cirka 75 minutter, blev en række klassiske Kraftwerk-kompositioner afspillet, mens 3D computergrafik illustrerede/underbyggede musikken.
Det grafiske udtryk er det punkt hvor udstillingen for alvor hae sin berettigelse. Animationerne er holdt i en meget stram 80'er stil, som meget præcist rammer hvad der ville have været cutting edge i 80'erne. Hvad der dengang topmålet af teknologisk sofistikation. Her kunne man beskylde Kraftwerk for at gå over i retrofuturisme (ikke at der er noget galt i det), men det er en misforståelse: der er intet retro over installationerne. De er i nøjagtig den stil Kraftwerk altid har stået for; de er hvad Kraftwerk ville have lavet, havde teknologien været tilstede i 1981.
Hvordan det opfattes udenfor målgruppen - mænd i alderen 35-50 år - ved jeg ikke. Men for os i gruppen er det fedt. Man kunne uden problemer have lavet noget grafik der er langt, langt flottere, men det ville ikke føre mig tilbage til dengang jeg var tolv år. Hvor min største drøm var en computer med mindre regnekraft end en nutidig fjernbetjening, hvor denne grafik var det fedeste af det fedeste. En nutidig, og objektivt set langt mere avanceret, grafik, ville slet ikke ramme i samme grad [1].
Prikken over i'et kommer så når gårsdagens billeder tilsættes 3D. Det er den lille ekstra twist, der får hele seancen flyttet ind i nutiden. Sammen med Kraftwerks altid sikre og cool attitude, giver det en fin stund i fortidens fremtid.
P.S. jeg har lagt et par ekstra installationsklip ind under min Youtube-kanal.
[1] Samme fænomen gør at når Troldspejlet viser klip fra 30 år gamle 8-bitsspil, vækker det mere i mig end dagens uendeligt mere udviklede kreationer.
Jeg er som sådan ikke nogen stor fan af Kraftwerk; jeg respekterer dem og værdsætter dele af deres bagkatalog. Men en 3-D videoinstallation, designet af Kraftwerk specifikt til denne sal og med begrænset løbetid, var for fristende til at ignorere.
I et aflangt lokale med lakerede trægulve, betonmure og råt loft, var der 5 lærreder. 3 på rad og række udgjorde kernen i udstillingen, mens formålet med det runde lærred og endevæggen undlap mig - på intet tidspunkt så jeg noget der, man ikke kunne opleve på de centrale lærreder.
I første omgang var jeg skuffet over at udstillingen ikke var større (og min indre gnier begyndte at mumle om at Louvre kostede det samme), men efterhånden gik det op for mig at det ikke var den type udstilling. Gæsten skulle her ikke vandre fra genstand til genstand, men derimod slå sig ned og glide ind i det unikke Kraftwerkunivers.I et forløb på cirka 75 minutter, blev en række klassiske Kraftwerk-kompositioner afspillet, mens 3D computergrafik illustrerede/underbyggede musikken.
Det grafiske udtryk er det punkt hvor udstillingen for alvor hae sin berettigelse. Animationerne er holdt i en meget stram 80'er stil, som meget præcist rammer hvad der ville have været cutting edge i 80'erne. Hvad der dengang topmålet af teknologisk sofistikation. Her kunne man beskylde Kraftwerk for at gå over i retrofuturisme (ikke at der er noget galt i det), men det er en misforståelse: der er intet retro over installationerne. De er i nøjagtig den stil Kraftwerk altid har stået for; de er hvad Kraftwerk ville have lavet, havde teknologien været tilstede i 1981.Hvordan det opfattes udenfor målgruppen - mænd i alderen 35-50 år - ved jeg ikke. Men for os i gruppen er det fedt. Man kunne uden problemer have lavet noget grafik der er langt, langt flottere, men det ville ikke føre mig tilbage til dengang jeg var tolv år. Hvor min største drøm var en computer med mindre regnekraft end en nutidig fjernbetjening, hvor denne grafik var det fedeste af det fedeste. En nutidig, og objektivt set langt mere avanceret, grafik, ville slet ikke ramme i samme grad [1].
Prikken over i'et kommer så når gårsdagens billeder tilsættes 3D. Det er den lille ekstra twist, der får hele seancen flyttet ind i nutiden. Sammen med Kraftwerks altid sikre og cool attitude, giver det en fin stund i fortidens fremtid.
P.S. jeg har lagt et par ekstra installationsklip ind under min Youtube-kanal.
søndag den 23. oktober 2011
Helt oppe på beatet
Wolfroy Goes To Town, Bonnie 'Prince' Billy (2011)
Halvandet år lyder ikke af lang tid, men når det måler en pause fra produktive Will Oldham, føles det som en evighed. I min desperation har jeg sågar købt et par "10 singler, på trods af at min konfirmationsindkøbte pladespiller forlængst er røget til genbrug.
Men endelig er der nyt i form af en pink skive, i en pink æske, med en pink booklet. Mere maskulint bliver det ikke. I lighed med Lie Down in the Light fra 2008, åbner Wolfroy med rendyrket country. Heldigvis er det kun en enkelt sang, og de efterfølgende ni går fint i tråd med sidste års Wonder Show of the World.
Wonder Show var en afdæmpet plade, og det er Wolfroy i den grad også. Tempoet er sænket og instrumenteringen sparsom. Det kan være smukt, men går også ud over sangenes individualitet. De flyder sammen, og man opdager knap nok når en sang slutter, og en anden begynder. Der mangler kant og særpræg. I de første gennemlytninger er det kun Cows og Quail and Dumplings der skiller sig ud. Undervejs sidder man med en følelse af at musikken er blevet nedprioriteret - skrevet på rutinen - og bare er tilbehør til teksterne. Desværre fjerner det lidt kedelige musik helt fokus fra pladen, og dermed også teksterne. Fans af Nick Cave ved hvad jeg mener.
Jeg har haft albummet i to uger, og har, i det omfang livet har tilladt, råspillet det. Og jeg har gjort en opdagelse. Når døgnet lakker mod enden, den store sofa er fundet og hvilepulsen er nede på 60; når jeg er afslappet og småsyslende, så forvandler Wolfroy sig. Pladen snurrer, mit fokus er andetsteds, men ud af øjenkrogen aner jeg langsomt skønheden. Når jeg lader musikken skylle over mig, uden at koncentrere mig om den, bliver dens kvaliteter tydelige. Jeg indser at ellers anonyme sange som Black Captain har masser af kvalitet.
For fans af prinsen er Wolfroy et godt bekendtskab, selvom man har hørt det hele før. Er man ny til hans univers, eller bare lidt på vippen, skal man holde sig væk. Dette er ikke pladen, der vil overbevise tvivlerne.
Trackliste:
Men endelig er der nyt i form af en pink skive, i en pink æske, med en pink booklet. Mere maskulint bliver det ikke. I lighed med Lie Down in the Light fra 2008, åbner Wolfroy med rendyrket country. Heldigvis er det kun en enkelt sang, og de efterfølgende ni går fint i tråd med sidste års Wonder Show of the World.
Wonder Show var en afdæmpet plade, og det er Wolfroy i den grad også. Tempoet er sænket og instrumenteringen sparsom. Det kan være smukt, men går også ud over sangenes individualitet. De flyder sammen, og man opdager knap nok når en sang slutter, og en anden begynder. Der mangler kant og særpræg. I de første gennemlytninger er det kun Cows og Quail and Dumplings der skiller sig ud. Undervejs sidder man med en følelse af at musikken er blevet nedprioriteret - skrevet på rutinen - og bare er tilbehør til teksterne. Desværre fjerner det lidt kedelige musik helt fokus fra pladen, og dermed også teksterne. Fans af Nick Cave ved hvad jeg mener.
Jeg har haft albummet i to uger, og har, i det omfang livet har tilladt, råspillet det. Og jeg har gjort en opdagelse. Når døgnet lakker mod enden, den store sofa er fundet og hvilepulsen er nede på 60; når jeg er afslappet og småsyslende, så forvandler Wolfroy sig. Pladen snurrer, mit fokus er andetsteds, men ud af øjenkrogen aner jeg langsomt skønheden. Når jeg lader musikken skylle over mig, uden at koncentrere mig om den, bliver dens kvaliteter tydelige. Jeg indser at ellers anonyme sange som Black Captain har masser af kvalitet.
For fans af prinsen er Wolfroy et godt bekendtskab, selvom man har hørt det hele før. Er man ny til hans univers, eller bare lidt på vippen, skal man holde sig væk. Dette er ikke pladen, der vil overbevise tvivlerne.
Trackliste:
No MatchWolfroy Goes To Town udkommer 31/10.
New Whaling
Time To Be Clear
New Tibet
Black Captain
Cows
There Will Be Spring
Quail and Dumplings
We Are Unhappy
Night Noises
fredag den 30. september 2011
Kør
Drive (2011), Nicolas Winding Refn
Guldpalmer og firmarabat lokkede mig i Cinemaxx for at opleve Nicolas ’Pusher’ Refns internationale gennembrud Drive. Og lad mig med det samme slå fast at Drive er en god lille film, der overbevisende serverer sin historie, og har pli nok til at stoppe i tide.
Det er fristende at kalde Drive for en moderne storbywestern. Storby giver sig selv, og Ryan Goslings navneløse ”driver” agerer, klæder sig og tier som en ægte westernhelt. Hans beskytterrolle for en lille familie, giver mindelser om Shane, mens hans mystiske ophav trækker tråde til Clint Eastwoods Preacher i Pale Rider (også en Shane-klon). Som de bedste (sene) westernhelte er han en enspænder, der følger sit helt eget moralkodeks. Udskift bilerne med heste og flyt optagelserne fra L.A. til Monument Valley, så er Drive blevet til Ride.
Men moderne er den ikke. Bortset fra et par mobiler (som uden problemer kunne være blevet erstattet af mønttelefoner), ligner Drive snarere en film fra firserne. Men mest af alt er den tidløs; hvor Driver synes hevet ud af en western, er hans omgivelser snydt ud af klassisk film noir.
Plot og dialog er der ikke meget af. Dialogen er sparsom og uden dikkedarer, mens plottet drives af klassikerne ”reformeret småforbryder presses tilbage af gæld” og ”små fisk kommer uforvarende på tværs af mafien”. Drive handler langt mere om billeder og stemning. Natmørke gader og lurvede værelser i bedste noirstil, tilsættes lidt bilporno og korte actionsekvenser. Når det rolige billedflow lejlighedsvist bliver afbrudt af varme dæk og koldt stål, sker det hurtigt, brutalt og effektivt. Der bankes igennem med så stor overbevisning, at den naturligvis urealistiske vold bliver plausibel.
Filmens største minus er musikken. Den formår ikke at bære stemningen og virker mest af alt som et discountprodukt. Det er synd, for uden det rette musik, bliver det svært for Drive at opfylde sit ellers oplagte kultpotentiale, og de fine billeder havde fortjent en bedre ledsager.
Guldpalmer og firmarabat lokkede mig i Cinemaxx for at opleve Nicolas ’Pusher’ Refns internationale gennembrud Drive. Og lad mig med det samme slå fast at Drive er en god lille film, der overbevisende serverer sin historie, og har pli nok til at stoppe i tide.
Men moderne er den ikke. Bortset fra et par mobiler (som uden problemer kunne være blevet erstattet af mønttelefoner), ligner Drive snarere en film fra firserne. Men mest af alt er den tidløs; hvor Driver synes hevet ud af en western, er hans omgivelser snydt ud af klassisk film noir.
Plot og dialog er der ikke meget af. Dialogen er sparsom og uden dikkedarer, mens plottet drives af klassikerne ”reformeret småforbryder presses tilbage af gæld” og ”små fisk kommer uforvarende på tværs af mafien”. Drive handler langt mere om billeder og stemning. Natmørke gader og lurvede værelser i bedste noirstil, tilsættes lidt bilporno og korte actionsekvenser. Når det rolige billedflow lejlighedsvist bliver afbrudt af varme dæk og koldt stål, sker det hurtigt, brutalt og effektivt. Der bankes igennem med så stor overbevisning, at den naturligvis urealistiske vold bliver plausibel.
Filmens største minus er musikken. Den formår ikke at bære stemningen og virker mest af alt som et discountprodukt. Det er synd, for uden det rette musik, bliver det svært for Drive at opfylde sit ellers oplagte kultpotentiale, og de fine billeder havde fortjent en bedre ledsager.
torsdag den 4. august 2011
En tur til stranden
Lidt på samme måde har jeg det med moderne kunst. Med årerne har fået besøgt mange af verdens fremmeste museer i alverdens metropoler (og Humlebæk), men kun få af værkerne har vakt begejstring. Langt det meste har i mine øjne været noget bras.
Alligevel var jeg ganske begejstret for 2009-udgaven af Sculpture by the Sea - skulpturer har jeg det som oftest godt med, og anbragt ude i naturen får de ekstra charme (selv min hadeskulptur nummer 1 kan jeg leve med at se ude på parkeringspladsen). Så også i år satte jeg kurs mod Tangkrogen.
En vigtig forudsætning for at kunne nyde kunst, er for mig at undgå enhver form for ytring fra kunstnerens side, om værkets eksistensberettigelse - højtravende nonsens dræber enhver fornøjelse. Så jeg undlod at anskaffe mig udstillingens program, og gik til værkerne med uplettet sind. Resultatet er denne fotoreportage (jeg skal på forhånd beklage layoutet). Min vane tro, har jeg kommenteret de enkelte billeder via mouse-over. God fornøjelse.
Sculpture by the Sea er blevet kritiseret af flere fagfolk. Det gode ved sådan en kritik, er at den kan afvises som elitært nonsens, eller bruges som ammunition, alt efter hvad man selv synes. I lighed med kritikerne var jeg ikke begejstret; der var for langt mellem snapsene, og alt for mange bidrag gav et halvhjertet indtryk. Oven i det var flere værket knyttet til en australsk kontekst, og havde derfor svært ved at tale til et dansk publikum. Her kunne man godt ønske sig flere værker målrettet Århusbugten.Alt i alt, en ommer. Så det glæder jeg mig til at se i 2013.
mandag den 18. juli 2011
Midtvejsstatus
Med halvdelen af 2011 i bagspejlet, er det tid til at gøre status. Kaste et blik på gps'en og få overblik over den musikalske rute. Og lad mig være ærlig: det har været lidt af en ørkenvandring. Der er stort ikke kommet nye skiver indenfor døren, med fokus mere på gøre etablerede digitale nydelser, fysiske.
Af mine favoritter har kun bob hund leveret nyt (desværre på det jævne), og især Will Oldham, der ellers altid kommer med nyt i foråret, og i øvrigt drysser mindre alvorlige udgivelser ud over hele året - har brilleret med sit fravær. Er han blevet fyrre, fed og færdig, eller pønser han på det helt store mesterværk?
På koncertfronten er der heller ikke meget nyt. Kun 2 koncerter fik lokket mig hjemmefra (begge dog anmeldt her på bloggen); ingen af dem på stamstedet VoxHall. Forårsrepetoiret har været domineret af måskenavne, som jeg i mere desperate tider kunne været blevet overtalt til, men ikke i år. Plus har ikke kunnet opveje minus.
Et arrangement har imponeret mig - Northside festivalen. Allerede sidste år var jeg fristet af deres endagsfestival med et stærkt dansk lineup. En slags Grøn koncert eller Vi rocker (ikke) for folk, der rent faktisk kan lide musik. I år havde man fundet en ny plads ved Søren Frichs Vej (i Århus /red), udvidet til 2 dage og hyret en perlerække af internationale navne. Ikke navne jeg lytter til, men navne jeg kan respektere og som stadigvæk befinder sig i den relevante del af deres karriere. Navne som Århus normalt er for lille til at tiltrække.
Northside har dermed gjort sig til et seriøst alternativ for dem, der altid overvejer om de skal tage på Roskilde, men vælger det fra, da det er for dyrt og for primitivt. En byfestival, hvor musik ikke er i opposition til dyner og sanitet. En festival, der hverken koster en ugeløn eller en uges ferie.
Tilsyneladende har publikum taget godt imod konceptet - festivalen var, trods ekstra billetter, udsolgt, og ølboderne blev tørlagte. Sidstnævnte er naturligvis en katastrofe, som arrangørerne nok skal sørge for ikke gentager sig. Godt at satsen på kvalitet bliver belønnet. Det ser man for sjældent.
Jeg håber arrangørerne holder fast ved deres koncept, og ikke går amok i vækstrus. Hold det på 2, max 3 dage, hav fokus på gode navne, og fix de småting, der ikke helt stemte i år. Som lokal må jeg også lige indskyde at Brabrandstien er længere end fra Bymuseet til Vestre Ringgade, og at 8'eren (aka 5A) altså også kører til området.
En god northsidedebat kan læses hos Gaffa.
I andet halvår må jeg oppe mig. Jeg vil starte med at kaste et øre på Marie Fisker og Moses Luster
Af mine favoritter har kun bob hund leveret nyt (desværre på det jævne), og især Will Oldham, der ellers altid kommer med nyt i foråret, og i øvrigt drysser mindre alvorlige udgivelser ud over hele året - har brilleret med sit fravær. Er han blevet fyrre, fed og færdig, eller pønser han på det helt store mesterværk?
På koncertfronten er der heller ikke meget nyt. Kun 2 koncerter fik lokket mig hjemmefra (begge dog anmeldt her på bloggen); ingen af dem på stamstedet VoxHall. Forårsrepetoiret har været domineret af måskenavne, som jeg i mere desperate tider kunne været blevet overtalt til, men ikke i år. Plus har ikke kunnet opveje minus.
Et arrangement har imponeret mig - Northside festivalen. Allerede sidste år var jeg fristet af deres endagsfestival med et stærkt dansk lineup. En slags Grøn koncert eller Vi rocker (ikke) for folk, der rent faktisk kan lide musik. I år havde man fundet en ny plads ved Søren Frichs Vej (i Århus /red), udvidet til 2 dage og hyret en perlerække af internationale navne. Ikke navne jeg lytter til, men navne jeg kan respektere og som stadigvæk befinder sig i den relevante del af deres karriere. Navne som Århus normalt er for lille til at tiltrække.
Northside har dermed gjort sig til et seriøst alternativ for dem, der altid overvejer om de skal tage på Roskilde, men vælger det fra, da det er for dyrt og for primitivt. En byfestival, hvor musik ikke er i opposition til dyner og sanitet. En festival, der hverken koster en ugeløn eller en uges ferie.
Tilsyneladende har publikum taget godt imod konceptet - festivalen var, trods ekstra billetter, udsolgt, og ølboderne blev tørlagte. Sidstnævnte er naturligvis en katastrofe, som arrangørerne nok skal sørge for ikke gentager sig. Godt at satsen på kvalitet bliver belønnet. Det ser man for sjældent.
Jeg håber arrangørerne holder fast ved deres koncept, og ikke går amok i vækstrus. Hold det på 2, max 3 dage, hav fokus på gode navne, og fix de småting, der ikke helt stemte i år. Som lokal må jeg også lige indskyde at Brabrandstien er længere end fra Bymuseet til Vestre Ringgade, og at 8'eren (aka 5A) altså også kører til området.
En god northsidedebat kan læses hos Gaffa.
I andet halvår må jeg oppe mig. Jeg vil starte med at kaste et øre på Marie Fisker og Moses Luster
tirsdag den 21. juni 2011
Cinema Paradiso
8. september går det løs igen.
søndag den 5. juni 2011
Late Night Soundtrack
Når gæsterne er gennet ud af døren, eller jeg selv er hjemkommet fra koncert, har jeg et frikvarter. Et lille stykke tid afskrevet til andre gøremål, som jeg nu er fri til at klatte væk. Oftest rider jeg videre på stemningen og rådyrker musik. Kaster mig over mine hylders mange lækkerier og propper mig til jeg er mæt.
Med tiden er det gået op for mig, at der er en håndfuld sange, der altid kommer med i reperoiret; obligatoriske i ethvert festmåltid. I (næsten) vilkårlig rækkefølge er de:
Med tiden er det gået op for mig, at der er en håndfuld sange, der altid kommer med i reperoiret; obligatoriske i ethvert festmåltid. I (næsten) vilkårlig rækkefølge er de:
- "Shivers" - Boys Next Door
- "Not Anymore" - Dead Boys
- "The Ship Song" - Nick Cave & The Bad Seeds
- "The Weeping Song" - Nick Cave & The Bad Seeds
- "Sister" - Sufjan Stevens
- "Kiss" - Scout Niblett f. Bonnie 'Prince' Billy
- "Holiday in Cambodia" - Dead Kennedys
- "Ain't it Fun" - Peter Laughner
- "Pretty, Pt. 2" - Phosphorescent (med fare for luftpercussion)
- "Det skulle vara lätt för mig att säga att jag inte hittar hem men det gör jag, tror jag" - bob hund
- "Herfra hvor vi står" - Skousen og Ingemann
tirsdag den 24. maj 2011
Lahore, c'est moi!
India Song, Marguerite Duras (1975)
Ambassadørfruen Anne-Marie Stretter (Delphine Seyrig, der har skiftet The Marienbad ud med en flammende rød manke) er i det koloniale diplomatmiljø kendt for sine mange elskere, tilsyneladende valgt uden den store diskrimination. Ny i miljøet er en vanæret vicekonsul fra Lahore (en udsøgt sørgmodig Michael Lonsdale), hvidklædt og kendt som den jomfruelige mand fra Lahore. Han betages af Stretter og kræver samme gunst, som bliver hæren af elskere til del.
Det var handlingen; filmens mindst betydende element. Langt vigtigere er stilen og atmosfæren. Billederne er komponeret som klassiske malerier, kameraet bevæger sig i rolige, jævne bevægelser og er altid i øjenhøjde. Scenerne, eller tableauerne, som de nok rettelig bør kaldes, er lange. Ingen hurtige klip, eller brate skift af lokalitet. I scenen som billedet her er taget fra, sker der f.eks. ikke andet end at herrerne lejlighedsvist skifter vægten til det andet ben. Ellers er det et rent mannequinshow.
Det dominerende element er voice-overen. Fra start til slut er der altid 2 stemmer; en fortæller og en spørger. Nogle gange fortælles der om det vi ser, andre gange om ting vi ikke ser. Stemmerne varier filmen igennem - i alt er 14 navne krediteret med stemmearbejde på filmen - og har ingen selvstændig personlighed. Der går 40 minutter for filmens første replik falder. "Replik" er måske så meget sagt - de involverede befinder sig udenfor billedet og ordene fremsiges af fortælleren og spørgeren. Det gentager sig også senere, hvor replikkernes ejermænd rent faktisk er i billedet.
Ikke alene fratages filmes personer stemmen, de spilles også afdæmpet, nærmest udtryksløst. Som robotter bevæger de sig over lærredet. Eneste tegn på følelser er de tårer, der uafbrudt glider ned af Lahores kinder. Som den eneste af filmens mænd er han i hvidt (den jomfruelige mand), hvor de øvrige er ens - ja. nærmest udskiftelige - i deres sorte smokings.
Den distance det stemme- og udtryksløse skuespil skaber, understreges af at store dele af filmen ses via spejle. Samtidigt fortæller stemmerne meget om Indien, om varmen, om sløvheden, men billederne ligner i høj grad et fransk chateau, og kun en tjener i turban giver minder om østen.
Et sted brydes den rolige overflade. Lahore bliver fjernet fra en reception, vi ser det naturligvis ikke, men hans stemme høres. Nøgent skriger han sin smerte ud - et skrig berøvet al værdighed, al civilisation. En voksen mand, der igennem flere timer skriger, som han ikke har skreget siden barndommen (i filmen varer det naturligvis "bare" adskillige minutter). Det kan ikke beskrives.
India Song er ikke en film jeg tør anbefale til alle og enhver, og publikum var da heller udelt begejstrede. Den er kunstig, affekteret og mere sær end god. Alligevel er jeg glad for at have fået chancen for at dykke ned i dens verden. For den er anderledes; en helt unik filmoplevelse, jeg vil huske i lang tid. En oplevelse jeg ikke ville have undværet.
Og er det ikke det det i sidste ende handler om? Skabe øjeblikke, der varer?
PS: indlægets titel er et citat fra filmen, og ikke en invitation til fortolkninger. Filmens titel skal udtales med maksimal fransk accent.
Ambassadørfruen Anne-Marie Stretter (Delphine Seyrig, der har skiftet The Marienbad ud med en flammende rød manke) er i det koloniale diplomatmiljø kendt for sine mange elskere, tilsyneladende valgt uden den store diskrimination. Ny i miljøet er en vanæret vicekonsul fra Lahore (en udsøgt sørgmodig Michael Lonsdale), hvidklædt og kendt som den jomfruelige mand fra Lahore. Han betages af Stretter og kræver samme gunst, som bliver hæren af elskere til del.
Det dominerende element er voice-overen. Fra start til slut er der altid 2 stemmer; en fortæller og en spørger. Nogle gange fortælles der om det vi ser, andre gange om ting vi ikke ser. Stemmerne varier filmen igennem - i alt er 14 navne krediteret med stemmearbejde på filmen - og har ingen selvstændig personlighed. Der går 40 minutter for filmens første replik falder. "Replik" er måske så meget sagt - de involverede befinder sig udenfor billedet og ordene fremsiges af fortælleren og spørgeren. Det gentager sig også senere, hvor replikkernes ejermænd rent faktisk er i billedet.
Ikke alene fratages filmes personer stemmen, de spilles også afdæmpet, nærmest udtryksløst. Som robotter bevæger de sig over lærredet. Eneste tegn på følelser er de tårer, der uafbrudt glider ned af Lahores kinder. Som den eneste af filmens mænd er han i hvidt (den jomfruelige mand), hvor de øvrige er ens - ja. nærmest udskiftelige - i deres sorte smokings.
Den distance det stemme- og udtryksløse skuespil skaber, understreges af at store dele af filmen ses via spejle. Samtidigt fortæller stemmerne meget om Indien, om varmen, om sløvheden, men billederne ligner i høj grad et fransk chateau, og kun en tjener i turban giver minder om østen.
Et sted brydes den rolige overflade. Lahore bliver fjernet fra en reception, vi ser det naturligvis ikke, men hans stemme høres. Nøgent skriger han sin smerte ud - et skrig berøvet al værdighed, al civilisation. En voksen mand, der igennem flere timer skriger, som han ikke har skreget siden barndommen (i filmen varer det naturligvis "bare" adskillige minutter). Det kan ikke beskrives.
India Song er ikke en film jeg tør anbefale til alle og enhver, og publikum var da heller udelt begejstrede. Den er kunstig, affekteret og mere sær end god. Alligevel er jeg glad for at have fået chancen for at dykke ned i dens verden. For den er anderledes; en helt unik filmoplevelse, jeg vil huske i lang tid. En oplevelse jeg ikke ville have undværet.
Og er det ikke det det i sidste ende handler om? Skabe øjeblikke, der varer?
PS: indlægets titel er et citat fra filmen, og ikke en invitation til fortolkninger. Filmens titel skal udtales med maksimal fransk accent.
tirsdag den 19. april 2011
Our Dumb Century
Vor tid har meget at være stolt af; internet, elektrisk forstærket musik og kinesisk 3D-porno. Men på visse punkter er vi endt på et sidespor. Et af disse er billedkunsten. Fornylig oplevede jeg en udstilling af nutidskunst i Basilica de Santa Maria degli Angeli som effektivt demonstrerede dette:
Billedet fås også i stort.
P.S. bonuspoint hvis du har en bog med indlægstitlen i dit hjem.
Billedet fås også i stort.
P.S. bonuspoint hvis du har en bog med indlægstitlen i dit hjem.
søndag den 10. april 2011
Tændt radio?
En musikelsker bliver aldrig færdig med jagten på den gode musik; er altid på udkig efter nye toner. I det spil er inspirationskilder altafgørende - det er svært at opdage musik man aldrig hører.
En klassisk inspirationskilde er radioen. Denne fantastiske opfindelse, der på magisk vis fylder atmosfæren med skøn musik 24/7. I teorien. I praksis har det danske radiolandskab været en kunstnerisk ørken med identiske lokalstationer, hvis hjernedøde værter udelukkende præsenterer kønsløse "hits" alle har hørt tusindvis af gange. Licensfinancerede DR burde være en undtagelse, men P3 efterligner lokalradioerne med ligegyldige "flader", P4 kan kun anbefales hvis du synes banko er for hæsblæsende og mentalt stimulerende, og P1 prædiker til koret af Politiken- og Informationlæsere. Tilbage står P2, som ganske vist tager musikken alvorligt, men ny inspiration giver den ikke.
Derfor er det utroligt spændende at DR mandag 11. april lancerer P6 Beat på DAB og net. Navnet kommer fra magasinprogrammet Beat, der i sin tid afløste Rockland som stedet hvor god musik kunne opdages. Værterne fra dengang er også med på den nye kanal; især veteranen Jan Sneum glæder jeg mig til at høre igen. Så må jeg leve med at opblæste Ralf Christensen også er fulgt med [1].
P6 Beat afløser netradioen Barometer - det eneste DR-produkt jeg jævnligt hører - men det bytte gør jeg gerne. P6 Beat kommer i modsætning til Barometer ud på DAB, og jeg er ved at være træt af det upersonlige jukeboxformat. Det skal blive godt at få rigtige værter, der kan introducere, sætte i kontekst og spille et par numre fra samme hånd i træk.
Det lyder perverst, men jeg glæder mig faktisk til mandag.
[1] Jeg bliver inspireret til et drikkespil - drik hver gang "band" bliver udskiftet med "kollektiv" eller "projekt".
En klassisk inspirationskilde er radioen. Denne fantastiske opfindelse, der på magisk vis fylder atmosfæren med skøn musik 24/7. I teorien. I praksis har det danske radiolandskab været en kunstnerisk ørken med identiske lokalstationer, hvis hjernedøde værter udelukkende præsenterer kønsløse "hits" alle har hørt tusindvis af gange. Licensfinancerede DR burde være en undtagelse, men P3 efterligner lokalradioerne med ligegyldige "flader", P4 kan kun anbefales hvis du synes banko er for hæsblæsende og mentalt stimulerende, og P1 prædiker til koret af Politiken- og Informationlæsere. Tilbage står P2, som ganske vist tager musikken alvorligt, men ny inspiration giver den ikke.
Derfor er det utroligt spændende at DR mandag 11. april lancerer P6 Beat på DAB og net. Navnet kommer fra magasinprogrammet Beat, der i sin tid afløste Rockland som stedet hvor god musik kunne opdages. Værterne fra dengang er også med på den nye kanal; især veteranen Jan Sneum glæder jeg mig til at høre igen. Så må jeg leve med at opblæste Ralf Christensen også er fulgt med [1].
P6 Beat afløser netradioen Barometer - det eneste DR-produkt jeg jævnligt hører - men det bytte gør jeg gerne. P6 Beat kommer i modsætning til Barometer ud på DAB, og jeg er ved at være træt af det upersonlige jukeboxformat. Det skal blive godt at få rigtige værter, der kan introducere, sætte i kontekst og spille et par numre fra samme hånd i træk.
Det lyder perverst, men jeg glæder mig faktisk til mandag.
[1] Jeg bliver inspireret til et drikkespil - drik hver gang "band" bliver udskiftet med "kollektiv" eller "projekt".
mandag den 4. april 2011
Et studie i lyseblåt
bob hund, Store Vega, 31/3 2011
Jeg har altid associeret bob hunds musik med sommer. Rigtig skandinavisk højsommer med evigt lys og rødmende nordhimmel set fra Fredensvang. En overraskende, og overraskende specifik, association, i betragtning af at mine tidligste bob hund-erfaringer involverede en snedækket baggård i Mejlgade. Men noget ved lyden, især som den høres på pladen de kalder "omslag: martin kann", får Skt. Hans-ånden frem i mig.
Om det var derfor min Vegafærd blev ledsaget af 7 graders "varme" og stadigt kraftigere regn, er uklart, men det var da noget at tænke over under mit asyl i en snusket kebabbiks. Fremme ved Vega var opvarmningen allerede i gang - kudus til arrangørerne for at få bandet på allerede kl. 20.
Trods mine sene ankomst var der god plads, med ledig sædekapacitet i de 2 sidebarer. Ved koncertstart stod jeg midtfor, 3 meter fra barrieren, med god plads omkring mig og kunne konstatere at balkonen ikke var i brug. Udsolgt var der langt fra. Uden tvivl en konsekvens af bandets lange pause og lidt sløje seneste udspil.
En roadie bar en maskeret Thomas Öberg (eller var det en vellignende mannequin?) ind på scenen. Til tonerne af en elektronisk version af Popsång tændte roadien 3 lysstofrør, mens Öberg/mannequinen stod helt stille. Ren performanceart. Efter en rum tid kom resten af bandet på scenen, inklusiv en selvgående mannequin (eller var det den rigtige Öberg?) og koncerten kunne for alvor starte.
Da jeg sidst så bob hund på Store Vega – før det mislykkede intermezzo med Bergman Rock - var der ikke alene udsolgt, der var også stemning på kogepunktet i sammen øjeblik bandet gjorde sin entre. Denne torsdag var stemningen "bare" god. Først med Jag tror jag är kär (et cover af et obskurt Velvet Underground instrumentalnummer) blev det til en rigtig bob hund-koncert med et medlevende og vildt hoppende publikum. Nu var enegyldigt forbi med freden 3 meter fra barrien. At netop denne sang - en b-side til Helgen V. 48 - satte gang i folket, bærer vidne om et publikum af kendere.
Det var dog først med Nu är det väl revolution på gång? at stemningen kom helt op at ringe, men så blev den der også resten af aftenen.
Et af mit livs helt store tragedier er at i de (mindst) 9 bob hund-koncerter jeg var til inden pausen, blev min favorit Det skulle vara lätt för mig att säga att jag inte hittar hem men det gör jag; tror jag aldrig spillet. Jeg så den på andre sætlister, hørte den på koncertoptagelser, men live? Nope. Men begge comeback-koncerter jeg har været til, har haft sangen været på menuen. Denne aften blev den ikke alene spillet; den blev spillet i et extended remix, så der i den grad var valuta for pengene.
En time og 40 minutter fra de første (rigtige) strofer til afslutningen med klassikeren Allt på ett kort, lyder måske ikke af meget, men for energiske bob hund er det en ekstra lang koncert. Velkomment, men også fysisk udmattende. Som skrub-hjem suppe var der en seance med en monster trafikkegle og et dybt, dybt feedback loop. Så var ringen sluttet.
Til en koncert i '99 hørte jeg dame en vrisse "hvad er det for noget svensk?", som en reaktion på gruppens signaturdialekt. En svær kommentar at overgå, men på vej ned af trapperne gjorde en ungersvend et behjertet forsøg, da han forarget fortalte sidemanden om "100 svedende fyre, der bare hopper og støder ind i hinanden"...
På vej hjem til min base i Valby, var der tid til at reflektere. Er alle hundene over 40? Ja. Er alle de gode sange fra et andet årtusinde? Ja. Har man set det hele før? Ja. Er det fedt:
"Setlistan":
Jeg har altid associeret bob hunds musik med sommer. Rigtig skandinavisk højsommer med evigt lys og rødmende nordhimmel set fra Fredensvang. En overraskende, og overraskende specifik, association, i betragtning af at mine tidligste bob hund-erfaringer involverede en snedækket baggård i Mejlgade. Men noget ved lyden, især som den høres på pladen de kalder "omslag: martin kann", får Skt. Hans-ånden frem i mig.
Om det var derfor min Vegafærd blev ledsaget af 7 graders "varme" og stadigt kraftigere regn, er uklart, men det var da noget at tænke over under mit asyl i en snusket kebabbiks. Fremme ved Vega var opvarmningen allerede i gang - kudus til arrangørerne for at få bandet på allerede kl. 20.
Trods mine sene ankomst var der god plads, med ledig sædekapacitet i de 2 sidebarer. Ved koncertstart stod jeg midtfor, 3 meter fra barrieren, med god plads omkring mig og kunne konstatere at balkonen ikke var i brug. Udsolgt var der langt fra. Uden tvivl en konsekvens af bandets lange pause og lidt sløje seneste udspil.
Da jeg sidst så bob hund på Store Vega – før det mislykkede intermezzo med Bergman Rock - var der ikke alene udsolgt, der var også stemning på kogepunktet i sammen øjeblik bandet gjorde sin entre. Denne torsdag var stemningen "bare" god. Først med Jag tror jag är kär (et cover af et obskurt Velvet Underground instrumentalnummer) blev det til en rigtig bob hund-koncert med et medlevende og vildt hoppende publikum. Nu var enegyldigt forbi med freden 3 meter fra barrien. At netop denne sang - en b-side til Helgen V. 48 - satte gang i folket, bærer vidne om et publikum af kendere.
Det var dog først med Nu är det väl revolution på gång? at stemningen kom helt op at ringe, men så blev den der også resten af aftenen.
Et af mit livs helt store tragedier er at i de (mindst) 9 bob hund-koncerter jeg var til inden pausen, blev min favorit Det skulle vara lätt för mig att säga att jag inte hittar hem men det gör jag; tror jag aldrig spillet. Jeg så den på andre sætlister, hørte den på koncertoptagelser, men live? Nope. Men begge comeback-koncerter jeg har været til, har haft sangen været på menuen. Denne aften blev den ikke alene spillet; den blev spillet i et extended remix, så der i den grad var valuta for pengene.
En time og 40 minutter fra de første (rigtige) strofer til afslutningen med klassikeren Allt på ett kort, lyder måske ikke af meget, men for energiske bob hund er det en ekstra lang koncert. Velkomment, men også fysisk udmattende. Som skrub-hjem suppe var der en seance med en monster trafikkegle og et dybt, dybt feedback loop. Så var ringen sluttet.
På vej hjem til min base i Valby, var der tid til at reflektere. Er alle hundene over 40? Ja. Er alle de gode sange fra et andet årtusinde? Ja. Har man set det hele før? Ja. Er det fedt:
JA!
"Setlistan":
- Popsång (mot min vilja)
- Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk
- Jag tror jag är kär
- bob hund 2020
- Nu är det väl revolution på gång?
- Stanna klocka, stanna
- Stumfilm
- Ett fall & en lösning
- Upp, upp, upp, ner
- Skall du hänga med? Nä!!
- Istället för musik: förvirring
- Tinnitus i hjärtat
- Tralala lilla molntuss, kom hit skall du få en puss
- Bli aldrig som oss, bli värre!
- Det skulle vara lätt för mig att säga att jag inte hittar hem men det gör jag; tror jag
- Den lilla planeten
- Allt på ett kort
søndag den 27. marts 2011
[OT] Hør, hvor vi gungrer
At blogspot er en del af googleimperiet er ikke noget man mærker så meget til i blogdagligdagen. Det er da meget praktisk at mit gmail-login også virker på bloggen, men nogen revolutionerende feature er det ikke. Nej, der hvor man virkeligt mærker "synergien", er når verden søger på google - der får blogspotindlæg nemlig særbehandling (nudansk: forfordeles) og vægtes meget højt. Særligt når de er friske.
Tirsdag skrev jeg et, dybest set ligegyldigt, indlæg med en spinkel relevans til bon hund. Onsdag middag gav en søgning på "bob hund" følgende resultat:
Tirsdag skrev jeg et, dybest set ligegyldigt, indlæg med en spinkel relevans til bon hund. Onsdag middag gav en søgning på "bob hund" følgende resultat:
onsdag den 23. marts 2011
Jeg er ikke alene
Til min store glæde ser jeg at bob hund nu også har indset at digital fotografering af mindre genstande skal foregå på et bord af træ, og at træoverfladen skal være synligt på billedet. Det er god plads på vognen og nye passagerer er velkomne - også selvom de taler skånsk.
Jeg tager naturligvis den fulde ære for hundens konvertering - den er jo min eneste follower på Twitter.
Jeg tager naturligvis den fulde ære for hundens konvertering - den er jo min eneste follower på Twitter.
torsdag den 10. marts 2011
True Grit
True Grit, Joel & Ethan Coen (2010)
Der er ikke mange aktive filmskabere hvis film jeg skal se; engang var jeg også vild med folk som Atom Egoyan, Lars von Trier og Patrice Leconte, men de er alle gledet ud i min personlige glemsel. Tilbage er kun Coen-brødrene som jeg trofast har støttet - helt tilbage til The Hudsucker Proxy (1994), som jeg så helt alene i Palads' store sal på premieredagen. De øvrige film har jeg naturligvis også set på stort lærred.
Det er dog ved at være længe siden at jeg for alvor har nydt en Coen-film ved første gennemsyn - de har alle, på nær The Ladykillers (2004), haft deres kvaliteter, men for alvor begejstret har jeg ikke været. Retfærdigvis skal det siges at andet gennemsyn altid har stemt mig mere positiv.
Jeg er også en fan af westerngenren, både den klassiske amerikanske western med klare sort/hvide moralbegreber og de senere "revisionistiske" western, hvor det kan være svært at se forskel på helt og skurk. For såvidt der er helte og skurke, og ikke bare de levende og de døde (eller som i High Plains Drifter (1973) og Pale Rider (1985) - begge dele). Westerngenren døde efter min mening i 60'erne - først kom Sergio Leone og hans spagettiwesterns, derefter druknede Peckinpah genren i et hav af blod i The Wild Bunch (1969). Det er ikke nogen kritik af disse film - Once Upon a Time in the West (1968) åbnede som den første mine øjne for film som kunst, og The Wild Bunch er et højdepunkt i filmhistorien - nej, tiden var ganske enkelt løbet fra genren.
Der laves stadig westerns, men det er isolerede enkelttilfælde og man kan ikke snakke om en egentlig genre. Den nyeste westerns jeg har set er australske The Proposition (2005) (manuskript og musik af Nick Cave) og den franske Blueberry (2004). Og i begge tilfælde kan man argumentere overbevisende for at de slet ikke er westerns (ikke at det gør dem til dårlige film - jeg har set The Proposition 3 gange og er altid klar til et gensyn).
True Grit blev første gang filmatiseret i 1969 og havde premiere ugen før The Wild Bunch. Meget passende for genrens sidste krampetrækninger havde den en pensions- eller måske efterlønsmoden John Wayne i hovedrollen. Jeg har ikke set den (endnu), så jeg skal spare blogosfæren for sammenligninger.
Det kan måske undre at Coen-brødrene kaster sig over en western, men de har tradition for at komme vidt omkring i genrene, og jeg har set det forudset for en 15 år siden, i enten en anmeldelse eller en nyhedsgruppediskussion (nok det sidste for, som vi siger, "whether it's true or not, you heard it first on Usenet").
Med årene er brødrenes stil blevet mere afdæmpet, de skarpe klip og opmærksomhedshungrende kamerature er blevet lagt på hylden, og nu er det kun Carter Burwells let genkendelige musik, der med det samme fortæller hvis film vi ser. Kvaliteten er nu mere subtil. Det er mere modent, men til tider savner jeg det vilde og overgearede (og naturligvis Steve Buscemi).
Så det er en traditionel westernverden den 14-årige Mattie kommer ind til med 4-toget. Hendes far er blevet myrdet af sin assistent Chaney, og nu skal Mattie hente liget hjem. Men hun har planer: faderens død skal hævnens, og da ingen andre vil gøre noget, må hun selv træde til. Med en vilje af stål og et urokkeligt fokus tromler hun alt og alle ned, og får skaffet penge til at hyre en gunslinger. Den unge texanske marshall LeBoeuf tilbyder sin hjælp, da Chaney også er efterlyst for at myrde en senator i Texas, men Mattie afviser ham, da hendes fars morder skal hænges for den forbrydelse, og ikke for drabet på en ligegyldig politiker i det fjerne Texas. Desuden, som hun meget direkte gør opmærksom på, har LeBoeuf jo forfulgt Chaney igennem flere måneder, så hvad gavn kan han gøre?
Hun hyrer i stedet for den aldrende Rooster Cogburn, brovtende, alkoholiseret og brutal. Jeff Bridges er vist efterhånden blevet en ældre herre. Så kan deres odyssé starte.
Det er svært at sætte fingeren på hvad det er ved den film jeg så godt kan lide. Dens verden er solid, alle figurer står skarpt og filmhåndværket overbevisende. Bortset fra et par møder i starten af odysseen er fortællingen lige ud af landevejen, for pludseligt, hen mod slutningen, at slå over i en længere drømmeagtig sekvens. En meget smuk sekvens, der giver filmen det sidste løft. Og så fik jeg endelig en Coen-film, som jeg kunne nyde i fulde drag ved første gennemsyn.
True Grit: Truly Great.
The dude abides.
Der er ikke mange aktive filmskabere hvis film jeg skal se; engang var jeg også vild med folk som Atom Egoyan, Lars von Trier og Patrice Leconte, men de er alle gledet ud i min personlige glemsel. Tilbage er kun Coen-brødrene som jeg trofast har støttet - helt tilbage til The Hudsucker Proxy (1994), som jeg så helt alene i Palads' store sal på premieredagen. De øvrige film har jeg naturligvis også set på stort lærred.
Jeg er også en fan af westerngenren, både den klassiske amerikanske western med klare sort/hvide moralbegreber og de senere "revisionistiske" western, hvor det kan være svært at se forskel på helt og skurk. For såvidt der er helte og skurke, og ikke bare de levende og de døde (eller som i High Plains Drifter (1973) og Pale Rider (1985) - begge dele). Westerngenren døde efter min mening i 60'erne - først kom Sergio Leone og hans spagettiwesterns, derefter druknede Peckinpah genren i et hav af blod i The Wild Bunch (1969). Det er ikke nogen kritik af disse film - Once Upon a Time in the West (1968) åbnede som den første mine øjne for film som kunst, og The Wild Bunch er et højdepunkt i filmhistorien - nej, tiden var ganske enkelt løbet fra genren.
Der laves stadig westerns, men det er isolerede enkelttilfælde og man kan ikke snakke om en egentlig genre. Den nyeste westerns jeg har set er australske The Proposition (2005) (manuskript og musik af Nick Cave) og den franske Blueberry (2004). Og i begge tilfælde kan man argumentere overbevisende for at de slet ikke er westerns (ikke at det gør dem til dårlige film - jeg har set The Proposition 3 gange og er altid klar til et gensyn).
True Grit blev første gang filmatiseret i 1969 og havde premiere ugen før The Wild Bunch. Meget passende for genrens sidste krampetrækninger havde den en pensions- eller måske efterlønsmoden John Wayne i hovedrollen. Jeg har ikke set den (endnu), så jeg skal spare blogosfæren for sammenligninger.
Det kan måske undre at Coen-brødrene kaster sig over en western, men de har tradition for at komme vidt omkring i genrene, og jeg har set det forudset for en 15 år siden, i enten en anmeldelse eller en nyhedsgruppediskussion (nok det sidste for, som vi siger, "whether it's true or not, you heard it first on Usenet").
Med årene er brødrenes stil blevet mere afdæmpet, de skarpe klip og opmærksomhedshungrende kamerature er blevet lagt på hylden, og nu er det kun Carter Burwells let genkendelige musik, der med det samme fortæller hvis film vi ser. Kvaliteten er nu mere subtil. Det er mere modent, men til tider savner jeg det vilde og overgearede (og naturligvis Steve Buscemi).
Så det er en traditionel westernverden den 14-årige Mattie kommer ind til med 4-toget. Hendes far er blevet myrdet af sin assistent Chaney, og nu skal Mattie hente liget hjem. Men hun har planer: faderens død skal hævnens, og da ingen andre vil gøre noget, må hun selv træde til. Med en vilje af stål og et urokkeligt fokus tromler hun alt og alle ned, og får skaffet penge til at hyre en gunslinger. Den unge texanske marshall LeBoeuf tilbyder sin hjælp, da Chaney også er efterlyst for at myrde en senator i Texas, men Mattie afviser ham, da hendes fars morder skal hænges for den forbrydelse, og ikke for drabet på en ligegyldig politiker i det fjerne Texas. Desuden, som hun meget direkte gør opmærksom på, har LeBoeuf jo forfulgt Chaney igennem flere måneder, så hvad gavn kan han gøre?
Hun hyrer i stedet for den aldrende Rooster Cogburn, brovtende, alkoholiseret og brutal. Jeff Bridges er vist efterhånden blevet en ældre herre. Så kan deres odyssé starte.
Det er svært at sætte fingeren på hvad det er ved den film jeg så godt kan lide. Dens verden er solid, alle figurer står skarpt og filmhåndværket overbevisende. Bortset fra et par møder i starten af odysseen er fortællingen lige ud af landevejen, for pludseligt, hen mod slutningen, at slå over i en længere drømmeagtig sekvens. En meget smuk sekvens, der giver filmen det sidste løft. Og så fik jeg endelig en Coen-film, som jeg kunne nyde i fulde drag ved første gennemsyn.
True Grit: Truly Great.
The dude abides.
tirsdag den 8. marts 2011
Kimen til vor civilisations forfald
Du skal ære din Hustru, Carl Th. Dreyer (1925)
En kærnedansk familie lever idyllisk i en taglejlighed i København. Patriarken Viktor tager sig af vigtige gøremål som at sove og kvalitetssikre husholdningen. Hustruen Ida klatter sin tid væk på ligegyldigheder som rengøring, madlavning og børneopdragelse. Uselvisk spiser Viktor 4 skiver brød med tandsmør, hver gang Ida egoistisk mæsker sig med 2 skrabet smurte stykker - som den hvide ridder han er, er hendes helbred og kolesteroltal ham altid på sinde.
Ligeledes sørger han for at hun får rigeligt med motion.
Desværre har Viktor mistet sin forretning (hvordan han tjener penge er uklart), og dermed også den forkælede rigmandsdatter Idas respekt. Dette udnytter Viktors gamle barnepige - en bitter heks af en gammeljomfru - til, i ledtog med svigermoderen, at forgifte Idas sind. De planter den ide at Viktors velmente forslag til forbedring af husholdningen, forslag der altid fremføres med hensynsfuld høj stemmeføring og utvetydigt sprogbrug, i virkeligheden er grov og utaknemmelig kritik.
Ida lader sig fører bag lyset og tager på landet, hvor hun nyder det søde liv. Tilbage står stakkels Viktor alene med 3 børn. Helt alene er han dog ikke; barnepigen flytter ind, så hun bedre kan nyde hans smerte og ydmygelse.
Svigtet af den kvinde, der svor at adlyde ham i medgang og modgang, daglig pint af Belzebubs søster, og, ikke mindst, bedraget af sine egne børn, nedbrydes Viktor. Efter en måned er den sidste rest af Viktors mandighed væk og barnepigen sender ham i skammekrogen som en lille dreng. Hendes triumf er komplet.
De to gamle kællinger tillader nu Ida at vende tilbage. Som det sidste led i Viktors kastration, køber svigermor en optikerforretning i provinsen til ham. Han er nu en holdt mand, en harmløs puddel der gemmer sig bag en kvindes skørter.
Som den kønsforræder han er, forsøger Dreyer at foregive at slutningen er lykkelig, at Viktors pinsler er fortjente. Dermed tager han første skridt mod afmaskuliniseringen af den danske mand, mod skabelsen af hvor tids køns- og meningsløse tøffelhelt, som ingen kvinder har respekt for.
I sandhed en af dansk filmhistories største tragedier!
I rollen som datter i konfirmandalderen, ser man i øvrigt Karin Nellemose - måske bedre kendt som Misse Møhge.
En kærnedansk familie lever idyllisk i en taglejlighed i København. Patriarken Viktor tager sig af vigtige gøremål som at sove og kvalitetssikre husholdningen. Hustruen Ida klatter sin tid væk på ligegyldigheder som rengøring, madlavning og børneopdragelse. Uselvisk spiser Viktor 4 skiver brød med tandsmør, hver gang Ida egoistisk mæsker sig med 2 skrabet smurte stykker - som den hvide ridder han er, er hendes helbred og kolesteroltal ham altid på sinde.
Ligeledes sørger han for at hun får rigeligt med motion.
Desværre har Viktor mistet sin forretning (hvordan han tjener penge er uklart), og dermed også den forkælede rigmandsdatter Idas respekt. Dette udnytter Viktors gamle barnepige - en bitter heks af en gammeljomfru - til, i ledtog med svigermoderen, at forgifte Idas sind. De planter den ide at Viktors velmente forslag til forbedring af husholdningen, forslag der altid fremføres med hensynsfuld høj stemmeføring og utvetydigt sprogbrug, i virkeligheden er grov og utaknemmelig kritik.
Ida lader sig fører bag lyset og tager på landet, hvor hun nyder det søde liv. Tilbage står stakkels Viktor alene med 3 børn. Helt alene er han dog ikke; barnepigen flytter ind, så hun bedre kan nyde hans smerte og ydmygelse.
Svigtet af den kvinde, der svor at adlyde ham i medgang og modgang, daglig pint af Belzebubs søster, og, ikke mindst, bedraget af sine egne børn, nedbrydes Viktor. Efter en måned er den sidste rest af Viktors mandighed væk og barnepigen sender ham i skammekrogen som en lille dreng. Hendes triumf er komplet.
De to gamle kællinger tillader nu Ida at vende tilbage. Som det sidste led i Viktors kastration, køber svigermor en optikerforretning i provinsen til ham. Han er nu en holdt mand, en harmløs puddel der gemmer sig bag en kvindes skørter.
Som den kønsforræder han er, forsøger Dreyer at foregive at slutningen er lykkelig, at Viktors pinsler er fortjente. Dermed tager han første skridt mod afmaskuliniseringen af den danske mand, mod skabelsen af hvor tids køns- og meningsløse tøffelhelt, som ingen kvinder har respekt for.
I sandhed en af dansk filmhistories største tragedier!
I rollen som datter i konfirmandalderen, ser man i øvrigt Karin Nellemose - måske bedre kendt som Misse Møhge.
mandag den 28. februar 2011
God dag i postkassen med MM og NN
Dødsdommen over de fysiske medier er blevet afsagt mange gange, men har man samlergen, så er det vigtigt at kunne stille noget på reolen - uagtet at man alligevel ripper og streamer det hele. Så derfor havde postbudet været forbi min postkasse med 2 flade pakker.
Pakke 1 havde taget sig god tid til rejsen fra det skotske lavland - jeg var på nippet til at klage over manglende levering - men var nu fremme i god behold. Dens indre værdi var et dobbelttitlet, dobbelcoveret dobbeltlivealbum fra Malcom Middleton med en akustisk solokoncert Long, Dark Night (forsøm ikke at nyde coveret i fuld størrelse), og en med fuldt band Live in Zürich! With Band!. Som det sig hør og bør, byder begge koncerter på en enkelt ikke-tidligere udgivet sang; "a somewhat obvious and cynical attempt to make you want to buy this product", som hr MM selv formulerer det. Jeg havde nu købt alligevel.
Det er to meget forskellige koncerter man for præsenteret her, og netop den kontrast må være albummets helt store eksistensberettigelse. Min personlige præference er for den akustiske skive; det enkle, nedbarberede udtryk får sangene til at stå klarere og giver plads til tekstperler som "It only takes some pasta / To remind me of my total belief in the depths / Of my unworthiness". Den gode stemning mellem scene og sal skinner også klart igennem.
Rækker budgettet kun til ét Middleton-livealbum, vil jeg dog anbefale Live at Bush Hall fra 2007.
Pakke 2 havde taget turen fra København. Under forberedelsen til koncerten, opdagede jeg at Nikolaj Nørlunds 2010 digitale EP Plan A var blevet udsendt på CD (ja ja, det er også digitalt, lad nu den flue i fred). Den EP blev aldrig anmeldt her på bloggen, men den kan varmt anbefales. Stilmæssigt er den helt anderledes end hvad Nørlund plejer at diske op med - et ganske klædeligt frikvarter, der giver mindelser om The Trouble with Rhonda Harris. Hvor musikken er luksuriøs, er den fysiske produktion ren discount: et simpelt papcover, hvor linernotes er et klistermærke hen over åbningen. Ret primitivt og en skarp modsætning til Kom med et bud, der leveres med en meget flot pdf-booklet.
Det er det ydre jeg har betalt for, men det er det indre der tæller.
PS: Middleton er for tiden på turne med Aidan Moffat...
Det er to meget forskellige koncerter man for præsenteret her, og netop den kontrast må være albummets helt store eksistensberettigelse. Min personlige præference er for den akustiske skive; det enkle, nedbarberede udtryk får sangene til at stå klarere og giver plads til tekstperler som "It only takes some pasta / To remind me of my total belief in the depths / Of my unworthiness". Den gode stemning mellem scene og sal skinner også klart igennem.
Rækker budgettet kun til ét Middleton-livealbum, vil jeg dog anbefale Live at Bush Hall fra 2007.
Det er det ydre jeg har betalt for, men det er det indre der tæller.
PS: Middleton er for tiden på turne med Aidan Moffat...
onsdag den 23. februar 2011
Flad fredag
Nikolaj Nørlund, Musikcafeen 11/2 2011
Seneste nørlundoptræden i Århus daterer sig helt tilbage til juli, så det var oplagt at lufte ebilletkortet denne råkolde februarfredag. Ganske vist anede entrepigen ikke hvad et ebilletkort var, men ind kom jeg da. Indenfor var der 3 borde med tilhørende stole - alle optaget af endnu mere uncool end jeg. Jeg fandt dog en krog med interimistiske siddepladser, hvor jeg kunne afvente koncertstarten "mellem 20.30 & 21.00".
21.10 gik opvarmningen - Our Broken Garden - i gang. Fra min plads kunne jeg ikke se scenen, men bedømt på stemmen og andre hankønsvæseners reaktion, antager jeg at det var et enmandsband bestående af en ung, køn og blond pige (muligvis snød jeg og smugkiggede rundt om den blokerende søjle). Når kønne unge piger med smukke stemmer laver musik på egen hånd bliver det som regel pænt og kedeligt. Our Broken Garden var ingen undtagelse - det var mere vuggevise end opvarmning.
Helt traditionelt varede "opvarmningen" en halv time, med yderligere en halv time før hovednavnet indtog scenen. En koncertstart 22.15, hvilket sikkert er fint hvis koncerten er første trin i en bytur, men for dette mere modne publikum, giver det problemer med at komme med offentlig transport hjem til forstadsvillaerne. Da vi nærmede os midnat var der også tyndet gevaldigt ud blandt gæsterne. Her savner jeg lidt respekt for publikum fra arrangør og musikere. Der er ingen grund til at opvarmningen venter til alle er kommet, med at gå på.
Nørlund på Musikcafeen betyder stemme og guitar - ikke andet. Der blev åbnet med Think of Me Naked fra den første Rhonda Harris plade. Et godt valg og samtidig et signal om at aftenen ville byde på en rejse rundt i hele bagkataloget; fri for de lænker et band, og de forventninger en nye plade, giver en koncert. Lidt overraskende var solodebutpladen Navnløs aftenens bedst repræsenterede, mens den ellers så livevenlige Tændstik slet ikke fik spilletid.
Nørlund var i godt lune og opfordrede gentagne gange til requests. Om han rent faktisk lyttede til dem er svært sige; med så mange sangtitler slynget ud, er der garanti for at flere ville være sange han ville spille alligevel. Faktum er at 25 år atter en gang forblev uspillet.
Størst resonans med publikum fik Syner fra Andersens drømme - nu må han altså snart se at få den sang indspillet med egen stemme. Eller udgive en liveplade. Nørlund spillede 3 sange fra Kom med et bud, og alle 3 fungerede bedre live end på flac. Til ekstranumrene, som i realiteten var et ekstra sæt, lagde Nørlund ud med 3 "navnløse" sange på klaver. Godt, men nok lidt for langsomt til det efterhånden fremskredne tidspunkt.
Stærke sange fremført i 100 minutter med indlevelse og engagement på et fyldt spillested med fremragende lyd - det kan da kun blive en 6/6-koncert i Gaffaterminologi? Det burde det have været, men publikum forhindrede det. Mere specifikt to grupper a 3 personer. Den ene gruppe var sanseløst påvirkede af et, eller flere, rusmidler og burde aldrig være blevet lukket ind. Den anden gruppe vekslede mellem knævren med kraftig stemmeføring og højlydte "sshhhhh" i flæng. På et lille sted som Musikcafeen er det svært at skabe sikkerhedsafstand til den slags tåber, så jeg "lod" mig genere (som om man har et valg). Ved slutningen var den ene gruppe gået død, og den anden skræmt væk, men meget af magien var tabt.
Fredag er og bliver ugens værste koncertdag.
Seneste nørlundoptræden i Århus daterer sig helt tilbage til juli, så det var oplagt at lufte ebilletkortet denne råkolde februarfredag. Ganske vist anede entrepigen ikke hvad et ebilletkort var, men ind kom jeg da. Indenfor var der 3 borde med tilhørende stole - alle optaget af endnu mere uncool end jeg. Jeg fandt dog en krog med interimistiske siddepladser, hvor jeg kunne afvente koncertstarten "mellem 20.30 & 21.00".
21.10 gik opvarmningen - Our Broken Garden - i gang. Fra min plads kunne jeg ikke se scenen, men bedømt på stemmen og andre hankønsvæseners reaktion, antager jeg at det var et enmandsband bestående af en ung, køn og blond pige (muligvis snød jeg og smugkiggede rundt om den blokerende søjle). Når kønne unge piger med smukke stemmer laver musik på egen hånd bliver det som regel pænt og kedeligt. Our Broken Garden var ingen undtagelse - det var mere vuggevise end opvarmning.
Helt traditionelt varede "opvarmningen" en halv time, med yderligere en halv time før hovednavnet indtog scenen. En koncertstart 22.15, hvilket sikkert er fint hvis koncerten er første trin i en bytur, men for dette mere modne publikum, giver det problemer med at komme med offentlig transport hjem til forstadsvillaerne. Da vi nærmede os midnat var der også tyndet gevaldigt ud blandt gæsterne. Her savner jeg lidt respekt for publikum fra arrangør og musikere. Der er ingen grund til at opvarmningen venter til alle er kommet, med at gå på.
Nørlund var i godt lune og opfordrede gentagne gange til requests. Om han rent faktisk lyttede til dem er svært sige; med så mange sangtitler slynget ud, er der garanti for at flere ville være sange han ville spille alligevel. Faktum er at 25 år atter en gang forblev uspillet.
Størst resonans med publikum fik Syner fra Andersens drømme - nu må han altså snart se at få den sang indspillet med egen stemme. Eller udgive en liveplade. Nørlund spillede 3 sange fra Kom med et bud, og alle 3 fungerede bedre live end på flac. Til ekstranumrene, som i realiteten var et ekstra sæt, lagde Nørlund ud med 3 "navnløse" sange på klaver. Godt, men nok lidt for langsomt til det efterhånden fremskredne tidspunkt.
Stærke sange fremført i 100 minutter med indlevelse og engagement på et fyldt spillested med fremragende lyd - det kan da kun blive en 6/6-koncert i Gaffaterminologi? Det burde det have været, men publikum forhindrede det. Mere specifikt to grupper a 3 personer. Den ene gruppe var sanseløst påvirkede af et, eller flere, rusmidler og burde aldrig være blevet lukket ind. Den anden gruppe vekslede mellem knævren med kraftig stemmeføring og højlydte "sshhhhh" i flæng. På et lille sted som Musikcafeen er det svært at skabe sikkerhedsafstand til den slags tåber, så jeg "lod" mig genere (som om man har et valg). Ved slutningen var den ene gruppe gået død, og den anden skræmt væk, men meget af magien var tabt.
Fredag er og bliver ugens værste koncertdag.
Abonner på:
Opslag (Atom)
