fredag den 31. december 2010
Amazon hader mig
Fri fragt til kongeriget, og det første jeg gør er at bestille 18kg af vor civilisations ypperste frembringelser. Hele vejen fra øriget til kvisten for 0 kr.
fredag den 3. december 2010
Merry. Bloody. Christmas.
For første gang i et årti er al min julepynt (3 stk) blevet hængt op, Nørlunds juleplade er undladt indkøbt og Sufjan Stevens juleboxset er skjult et sikkert sted. Så alt er klart til årets juleindslag med mit store idol og forbillede:
Julen er jo også gentagelsernes tid.
Julen er jo også gentagelsernes tid.
tirsdag den 23. november 2010
Episode III½: The Python Menance
I weekenden kom jeg ved et uheld til at gå ind i Ridehuset, uden tvivl lokket af skiltene om fri entree. Indenfor huserede Nybyggerne - en slags performance-art amatøraften. Det er den slags der får min indre rindalist frem.
Heldigvis findes der også geniale hjemmeproduktioner. Jeg har tidligere jublet over den fremragende Buffy vs Edward, og nu har vi Darth Vader kontra Kong Arthur fra The Holy Grail:
En klassiker i denne subgenre er naturligvis Camelot sunget og danset af den originale Star Trek besætning:
Jeg har, bortset fra nogle morrisdansende Daleks, ikke kunnet finde tilsvarende materiale med Doctor Who. Ikke overraskende - intet tænkende menneske fucker med doktoren. Men som en lille litterær bonus har jeg fundet dette crossover mellem Lord of the Rings og Jeeves and Woosters.
Heldigvis findes der også geniale hjemmeproduktioner. Jeg har tidligere jublet over den fremragende Buffy vs Edward, og nu har vi Darth Vader kontra Kong Arthur fra The Holy Grail:
En klassiker i denne subgenre er naturligvis Camelot sunget og danset af den originale Star Trek besætning:
Jeg har, bortset fra nogle morrisdansende Daleks, ikke kunnet finde tilsvarende materiale med Doctor Who. Ikke overraskende - intet tænkende menneske fucker med doktoren. Men som en lille litterær bonus har jeg fundet dette crossover mellem Lord of the Rings og Jeeves and Woosters.
lørdag den 6. november 2010
Velvalgt pladetitel
A Hundred Times Or More af Phosphorescent. Den skal nemlig høres 100 gange eller mere. Og jeg er godt på vej ...
Amortiseret over 100 gange virker Amazons pris på $85 ikke så slem igen.
Amortiseret over 100 gange virker Amazons pris på $85 ikke så slem igen.
lørdag den 30. oktober 2010
Grinders
Grinderman, 24/10 2010 Værket (Randers)
Strømmen af højt profilerede koncerter til Horsens og Herning har ikke gjort det store indtryk på mig. Lidt undren, men ingen af disse "store" koncertnavne har fristet mig, så i min koncertverden har Århus fortsat været langt foran det øvrige ikke-københavnske Danmark. Med tiden har stort set alle mine (levende) musikalske helte været forbi 8000 C - som musikelsker i provinshovedstaden er jeg faktisk ganske privilegeret.
Men der mangler én i perlerækken, måske den allerstørste: rockguden Nick Cave.
Deraf nødsaget har jeg foretaget pilgrimsrejser til München (*2), Berlin og en solbeskinnet park (!) i Hamborg. I det lys er det overkommeligt at forlade en førstefødselsdag i Lystrup og drage til Randers, uanset hvor lokalpatriotisk ydmygende det end måtte forekomme.
Vel ankommet, og efter et gastronomisk tvivlsomt pitstop, gik turen op ad de stejle og ganske hyggelige gader, til Værket på Mariagervej hvor rockguden og hans grindermen ventede.
En tur omkring den forbilledligt opbyggede og udstyrede garderobe, og jeg var klar til at blive stemplet som B-menneske og betræde salen. Værket er en moderne, nærmest industriel, fortolkning af den klassiske teatersal med skrånende gulv og balkoner i 3 niveauer. Designet er domineret af rette og halvrette vinkler, med masser af maskinelt skåret metal. Træ og beton skal man kigge langt efter, og lysene er gemt bag kvadratiske matglasplader. Et look der synes hentet fra Aliens.
Opvarmningsbandet gjorde sig mest bemærket ved at have kvindeligt flertal, ganske vist var det kun en trio, men at se 2 kvinder på scenen er i sig selv usædvanligt. Guitarist, trommeslager og så en multiinstrumentalist med arsenalet anbragt på en tryllekunstners bord.
17 minutter over 9, en søndag aften i oktober, trådte Nick Cave, med hentehår og luksusjakke, ind på den kronjyske scene. Et stort øjeblik. Der blev startet med fuld knald på alle sanser - publikum skulle gribes fra starten. Grinderman tog teten og viste ingen nåde.
Da startens adrenalinkick truede med at tage af, skiftede bandet gear og det musikalske udtryk blev mere nuanceret. Med det kom koncerten op i et højere niveau, og da Warren Ellis fandt sin violin frem, var jeg solgt. Nu var det ikke længere et rockkoryfæ beundret for fortidens meritter, men et selvstændigt musikalsk udtryk. En rigtig koncert, der overbeviste med egne kvaliteter.
I over 30 år har Cave fungeret som ren forsanger for sine bands. Hos Grinderman fungerede han også som guitarist, og det var tydeligt at hans moves ikke var designet med en guitar in mente. Gamle vaner er (heldigvis) svære at slippe af med. Lejlighedsvist befriet for instrumentbyrden, var der åbnet for momentvis balancering på barrieren. Svært underholdende.
Billetten var dyr og bandet gammelt, så gennemsnitsalderen blandt publikum var højere end jeg normalt oplever det. På den ene side giver det oplevelser som en gråsprængt habit, der spærrer mit udsyn mens han forgæves forsøger at komponere et billede på sin iPhone. På den anden side var man dejligt fri for det sædvanlige hav af hipsterhatte. Plus jeg kunne føle mig ung.
Ny by giver nyt publikum, men der var nu mange velkendte og velkomne ansigter fra både Århus og Horsens. Jeg bilder mig også ind at jeg så Peter Sommer iført en rød bob hund-trøje (men jeg kender ham mest som svinet, der har hugget Lise Westzynthius, så jeg kan tage fejl). Salen var fyldt, men virkede ikke udsolgt. Der var god plads i mængden, og man kunne ubesværet komme meget tæt på His Caveness. En markant anderledes oplevelse, end de Bad Seeds koncerter jeg har oplevet.
Teknikken drillede under koncerten - i perioder var der en skinger kant på lyden, der en overgang kammede over i en grim hyletone, og aftenen igennem myldrede det med teknikere på scenen. Hvor en yngre Nick sagtens kunne blive voldsomt irriteret over den slags, tog han og bandet det denne aften i stiv arm, og fortsatte ufortrødent. Det er overskud.
Efter 55 minutter blev der sagt farvel. 5 minutters pause og så knap en halv time med "ekstra"numre. Jeg kritiserer ofte koncerter for at være for korte, men i dette tilfælde var det i orden - intensiteten havde været helt i top, så grænsen for hvad et almindeligt dødeligt publikum har fysik til, var nået. Desuden var der ikke flere Grinderman-sange at tage af. Naturligvis kunne Nick & Co have grebet fat i de mange gode sange fra The Birthday Party og The Bad Seeds, men de havde på forhånd meldt ud at der kun ville blive spillet Grinderman. En glimrende disposition da man så slipper for tanker som "hvorfor spiller de ikke X", "Y ville være god nu", "Z er da meget federe end den de spiller nu". Noget jeg let kan forfalde til når jeg ser velkendte bands med et glorværdigt bagkatalog.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at det er længe siden et udspil fra Cave har begejstret mig - den første Grinderman plade er ingen undtagelse - men først Grinderman 2 og denne aften i Randers med energi, spilleglæde og udstråling, har overbevist mig om at han også i sit sjette årti på denne planet, er en relevant kunstner.
All hail King Ink!
Glad og tilfreds kunne jeg slentre ned til stationen, hvor toget stod klar (hele søndagen havde budt på et utroligt held med de offentlige transportmidler). Hjemme igen 00.11.
Strømmen af højt profilerede koncerter til Horsens og Herning har ikke gjort det store indtryk på mig. Lidt undren, men ingen af disse "store" koncertnavne har fristet mig, så i min koncertverden har Århus fortsat været langt foran det øvrige ikke-københavnske Danmark. Med tiden har stort set alle mine (levende) musikalske helte været forbi 8000 C - som musikelsker i provinshovedstaden er jeg faktisk ganske privilegeret.
Men der mangler én i perlerækken, måske den allerstørste: rockguden Nick Cave.
Deraf nødsaget har jeg foretaget pilgrimsrejser til München (*2), Berlin og en solbeskinnet park (!) i Hamborg. I det lys er det overkommeligt at forlade en førstefødselsdag i Lystrup og drage til Randers, uanset hvor lokalpatriotisk ydmygende det end måtte forekomme.
Vel ankommet, og efter et gastronomisk tvivlsomt pitstop, gik turen op ad de stejle og ganske hyggelige gader, til Værket på Mariagervej hvor rockguden og hans grindermen ventede.
Opvarmningsbandet gjorde sig mest bemærket ved at have kvindeligt flertal, ganske vist var det kun en trio, men at se 2 kvinder på scenen er i sig selv usædvanligt. Guitarist, trommeslager og så en multiinstrumentalist med arsenalet anbragt på en tryllekunstners bord.
17 minutter over 9, en søndag aften i oktober, trådte Nick Cave, med hentehår og luksusjakke, ind på den kronjyske scene. Et stort øjeblik. Der blev startet med fuld knald på alle sanser - publikum skulle gribes fra starten. Grinderman tog teten og viste ingen nåde.
Da startens adrenalinkick truede med at tage af, skiftede bandet gear og det musikalske udtryk blev mere nuanceret. Med det kom koncerten op i et højere niveau, og da Warren Ellis fandt sin violin frem, var jeg solgt. Nu var det ikke længere et rockkoryfæ beundret for fortidens meritter, men et selvstændigt musikalsk udtryk. En rigtig koncert, der overbeviste med egne kvaliteter.
I over 30 år har Cave fungeret som ren forsanger for sine bands. Hos Grinderman fungerede han også som guitarist, og det var tydeligt at hans moves ikke var designet med en guitar in mente. Gamle vaner er (heldigvis) svære at slippe af med. Lejlighedsvist befriet for instrumentbyrden, var der åbnet for momentvis balancering på barrieren. Svært underholdende.
Billetten var dyr og bandet gammelt, så gennemsnitsalderen blandt publikum var højere end jeg normalt oplever det. På den ene side giver det oplevelser som en gråsprængt habit, der spærrer mit udsyn mens han forgæves forsøger at komponere et billede på sin iPhone. På den anden side var man dejligt fri for det sædvanlige hav af hipsterhatte. Plus jeg kunne føle mig ung.
Ny by giver nyt publikum, men der var nu mange velkendte og velkomne ansigter fra både Århus og Horsens. Jeg bilder mig også ind at jeg så Peter Sommer iført en rød bob hund-trøje (men jeg kender ham mest som svinet, der har hugget Lise Westzynthius, så jeg kan tage fejl). Salen var fyldt, men virkede ikke udsolgt. Der var god plads i mængden, og man kunne ubesværet komme meget tæt på His Caveness. En markant anderledes oplevelse, end de Bad Seeds koncerter jeg har oplevet.
Teknikken drillede under koncerten - i perioder var der en skinger kant på lyden, der en overgang kammede over i en grim hyletone, og aftenen igennem myldrede det med teknikere på scenen. Hvor en yngre Nick sagtens kunne blive voldsomt irriteret over den slags, tog han og bandet det denne aften i stiv arm, og fortsatte ufortrødent. Det er overskud.
Efter 55 minutter blev der sagt farvel. 5 minutters pause og så knap en halv time med "ekstra"numre. Jeg kritiserer ofte koncerter for at være for korte, men i dette tilfælde var det i orden - intensiteten havde været helt i top, så grænsen for hvad et almindeligt dødeligt publikum har fysik til, var nået. Desuden var der ikke flere Grinderman-sange at tage af. Naturligvis kunne Nick & Co have grebet fat i de mange gode sange fra The Birthday Party og The Bad Seeds, men de havde på forhånd meldt ud at der kun ville blive spillet Grinderman. En glimrende disposition da man så slipper for tanker som "hvorfor spiller de ikke X", "Y ville være god nu", "Z er da meget federe end den de spiller nu". Noget jeg let kan forfalde til når jeg ser velkendte bands med et glorværdigt bagkatalog.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at det er længe siden et udspil fra Cave har begejstret mig - den første Grinderman plade er ingen undtagelse - men først Grinderman 2 og denne aften i Randers med energi, spilleglæde og udstråling, har overbevist mig om at han også i sit sjette årti på denne planet, er en relevant kunstner.
All hail King Ink!
Glad og tilfreds kunne jeg slentre ned til stationen, hvor toget stod klar (hele søndagen havde budt på et utroligt held med de offentlige transportmidler). Hjemme igen 00.11.
fredag den 22. oktober 2010
Tak!
Men ingen tak til telefonpsykopaten der slog til 3 gange tirsdag aften - både på mobilen og på min proforma fastnettelefon.
lørdag den 16. oktober 2010
Noget at glæde sig til
Jeg var ellers begyndt at frygte at jeg slet ikke ville få nogen billet eller, i bedste fald, den først ville blive afsendt få dage før koncerten (ret upraktisk når både billet og gæst skal rejse internationalt).
Næste opgave bliver at involvere London City Airport i turen.
torsdag den 7. oktober 2010
Haneke ukendt
3 uger med anonyme chikaneopringninger har givet mig det nødvendige spark til at få dette indlæg gjort færdig. Så lidt godt(?) er der da kommet ud af det.
Michael Haneke er en instruktør jeg har hørt meget om, men aldrig stiftet bekendtskab med, så da foråret bød på mulighed for at se et par af hans film, tog jeg med glæde i mod. Ideelt skulle parret have været suppleret med Det hvid bånd (Das weisse Band), men jeg nåede ikke at motivere mig selv til en tur i Paradis før den var taget af plakaten (helt og holdent min egen fejl).
Skjult (Caché) 2005
Den midaldrende tvvært Georges modtager et bånd med en timelang overvågningsvideo af familiens hus. Flere bånd følger; først er huset i fokus, senere følger andre motiver, samt foruroligende børnetegninger, og Georges ledes frem mod en hændelse fra barndommen. Som 5 årig fik han, med en løgn, manipuleret forældrene til at sende den forældreløse algierske dreng Majid, der ellers stod til at blive adopteret af familien, på børnehjem. Ikke en drengestreg med uventet store konsekvenser, men en helt bevidst handling for at fjerne et uønsket element i livet.
En video bringer Georges til forstæderne hvor han møder Majid og senere dennes søn. De benægter begge at stå bag chikanen og hævder ikke at føle noget had for Georges. Han tror dem ikke og bliver stedse mere truende og paranoid.
Georges er ikke en sympatisk figur. Han kommunikerer hverken med sin hustru eller sin mor, han viser ingen tegn på anger, og agerer paranoidt og agressivt overfor Majid og søn. Men den dobbeltmoral anmelderne taler om, kan jeg ikke få øje på. På intet tidspunkt giver han udtryk for idealer som hans handlinger forråder. Med et solidt ståsted i den kreative klasse (Georges er vært på et DR2-agtigt litteraturprogram) kan man godt mistænke ham for at hylde det rummelige samfund, men filmen gør intet for at demonstrere sådanne holdninger. Han er usympatisk, men konsekvent.
For at Skjult fungerer skal man have et mål af sympati for Majid og søn - føle at de bliver uretfærdigt mistænkt. Men fakta er at een af dem står bag bånd og tegninger, et ubehageligt angreb på Georges og familie, som vil få konsekvenser. Majid var offer for en forbrydelse, men den blev begået af en 5 årig dreng og at tage en stramt kalkuleret hævn 40 år senere er ikke undskyldeligt. Der er det filmen knækker for mig: en af de to lyver i hver eneste scene han har i filmen. Ingen sympati herfra.
(Men måske skyldes min forkerte reaktion at Majid lyder alt for meget som Madjer - et navn der har givet mig mareridt siden 1987)
Kode ukendt (Code inconnu) 2000
Små brudstykker af en lang række menneskers løst forbundne liv. Alle er de på forskellige måder fremmedgjorte. Den unge landmandssøn, der ikke gider at overtage slægtsgården. Hans storebror krigsfotografen, der ikke kan falde til ro, og bruger sin tid på skjult at fotografere mennesker i metroen, mens han længes tilbage til krigen. Fotografens skuespillerkone, der ikke kan falde på plads i deres ægteskab og drages mod en kollega. Den rumænske tigger, der ikke må være i Frankrig og ikke kan være i Rumænien. Den unge sorte mænd, der forsøger at leve hvidt, men møder racisme fra franskmændene og foragt fra familien. En familie, der ganske vist lever i Frankrig, men som stadig sværger til heksedoktorer.
Under filmen gik det op for mig hvad den, og Skjult, mindede mig om: Godard. Særligt den usminkede lyd gav tydelige mindelser om hans stil. Skulle jeg beskrive Kode ukendt i een sætning må det være: Short Cuts ala Godard.
Michael Haneke er en instruktør jeg har hørt meget om, men aldrig stiftet bekendtskab med, så da foråret bød på mulighed for at se et par af hans film, tog jeg med glæde i mod. Ideelt skulle parret have været suppleret med Det hvid bånd (Das weisse Band), men jeg nåede ikke at motivere mig selv til en tur i Paradis før den var taget af plakaten (helt og holdent min egen fejl).
Skjult (Caché) 2005
Den midaldrende tvvært Georges modtager et bånd med en timelang overvågningsvideo af familiens hus. Flere bånd følger; først er huset i fokus, senere følger andre motiver, samt foruroligende børnetegninger, og Georges ledes frem mod en hændelse fra barndommen. Som 5 årig fik han, med en løgn, manipuleret forældrene til at sende den forældreløse algierske dreng Majid, der ellers stod til at blive adopteret af familien, på børnehjem. Ikke en drengestreg med uventet store konsekvenser, men en helt bevidst handling for at fjerne et uønsket element i livet.
En video bringer Georges til forstæderne hvor han møder Majid og senere dennes søn. De benægter begge at stå bag chikanen og hævder ikke at føle noget had for Georges. Han tror dem ikke og bliver stedse mere truende og paranoid.
Georges er ikke en sympatisk figur. Han kommunikerer hverken med sin hustru eller sin mor, han viser ingen tegn på anger, og agerer paranoidt og agressivt overfor Majid og søn. Men den dobbeltmoral anmelderne taler om, kan jeg ikke få øje på. På intet tidspunkt giver han udtryk for idealer som hans handlinger forråder. Med et solidt ståsted i den kreative klasse (Georges er vært på et DR2-agtigt litteraturprogram) kan man godt mistænke ham for at hylde det rummelige samfund, men filmen gør intet for at demonstrere sådanne holdninger. Han er usympatisk, men konsekvent.
For at Skjult fungerer skal man have et mål af sympati for Majid og søn - føle at de bliver uretfærdigt mistænkt. Men fakta er at een af dem står bag bånd og tegninger, et ubehageligt angreb på Georges og familie, som vil få konsekvenser. Majid var offer for en forbrydelse, men den blev begået af en 5 årig dreng og at tage en stramt kalkuleret hævn 40 år senere er ikke undskyldeligt. Der er det filmen knækker for mig: en af de to lyver i hver eneste scene han har i filmen. Ingen sympati herfra.
(Men måske skyldes min forkerte reaktion at Majid lyder alt for meget som Madjer - et navn der har givet mig mareridt siden 1987)
Kode ukendt (Code inconnu) 2000
Små brudstykker af en lang række menneskers løst forbundne liv. Alle er de på forskellige måder fremmedgjorte. Den unge landmandssøn, der ikke gider at overtage slægtsgården. Hans storebror krigsfotografen, der ikke kan falde til ro, og bruger sin tid på skjult at fotografere mennesker i metroen, mens han længes tilbage til krigen. Fotografens skuespillerkone, der ikke kan falde på plads i deres ægteskab og drages mod en kollega. Den rumænske tigger, der ikke må være i Frankrig og ikke kan være i Rumænien. Den unge sorte mænd, der forsøger at leve hvidt, men møder racisme fra franskmændene og foragt fra familien. En familie, der ganske vist lever i Frankrig, men som stadig sværger til heksedoktorer.
Under filmen gik det op for mig hvad den, og Skjult, mindede mig om: Godard. Særligt den usminkede lyd gav tydelige mindelser om hans stil. Skulle jeg beskrive Kode ukendt i een sætning må det være: Short Cuts ala Godard.
tirsdag den 28. september 2010
Min berømmelse når nye højder
Nysgerrig efter hvordan det gik med at nå de ventede 10.000 views inden månedens udgang, måtte jeg lige ind og tjekke. Til min store overraskelse havde min kanal ikke bare nået 10.000 - den var stormet forbi 11.000, og en ellers ignoreret video havde pludselig fået over 1000 views.
Youtubes Insight-feature afslørede at alle de ekstra views var kommet ind via et link på guardian.co.uk - det engelske svar på Politiken. Som søgemongol er det ikke lykkedes mig at finde selve artiklen, så det er overladt til min egen fantasi at placere linket i en kontekst...
Update (25/10): mine youtubeskills er blevet en smule bedre og jeg har fundet linket. Videoen er blevet brugt ifm. med en fodboldreportage. Jeg fatter simultant mindre og mere.
Youtubes Insight-feature afslørede at alle de ekstra views var kommet ind via et link på guardian.co.uk - det engelske svar på Politiken. Som søgemongol er det ikke lykkedes mig at finde selve artiklen, så det er overladt til min egen fantasi at placere linket i en kontekst...
Update (25/10): mine youtubeskills er blevet en smule bedre og jeg har fundet linket. Videoen er blevet brugt ifm. med en fodboldreportage. Jeg fatter simultant mindre og mere.
torsdag den 23. september 2010
Gadekunst og et spørgsmål
I de århusianske gader har der i denne uge hængt post-it noter på diverse objekter i bybilledet. Ja, de har sikkert også kunnet findes i andre gader, men nu er det jo de århusianske jeg færdes i. På noterne står der ord som "SKILT", "VINDUE", "INDKØBSVOGN" og de er anbragt på - ikke overraskende - skilte, vinduer og indkøbsvogne.
I starten troede jeg at der var tale om en slags street-art. Sådan i lighed med mine ungdomsfjanterier som NONINFORMATIV FRONT. Et absurd indslag i dagligdagen.
Men så kiggede jeg nærmere på en seddel ... og fortryllelsen var brudt. Det var bare et masseproduceret reklamefremstød. Ganske vist for en god sag (der inkluderer det helligste af alt, kagesalg), men alligevel.
I går modtog jeg fra 9 til 16 en 6-7 opkald fra et hemmeligt nummer. I sidste uge var det en daglig opringning tirsdag til fredag. Jeg besvarede ingen af dem, da hemmeligt nummer lig med tidsspilde. Hvis det er vigtigt så er der mobilsvar. Men ingen beskeder på mobilsvar, intet forsøg på at kontakte mig via andre midler (som f.eks. email).
Hvad får nogen til at opføre sig sådan? Hvis det er vigtigt efterlader man en besked, hvis det ikke er vigtigt, hvorfor så ringe hele tiden? Det virker sygt og ret ubehageligt på mig.
I starten troede jeg at der var tale om en slags street-art. Sådan i lighed med mine ungdomsfjanterier som NONINFORMATIV FRONT. Et absurd indslag i dagligdagen.
Men så kiggede jeg nærmere på en seddel ... og fortryllelsen var brudt. Det var bare et masseproduceret reklamefremstød. Ganske vist for en god sag (der inkluderer det helligste af alt, kagesalg), men alligevel.
I går modtog jeg fra 9 til 16 en 6-7 opkald fra et hemmeligt nummer. I sidste uge var det en daglig opringning tirsdag til fredag. Jeg besvarede ingen af dem, da hemmeligt nummer lig med tidsspilde. Hvis det er vigtigt så er der mobilsvar. Men ingen beskeder på mobilsvar, intet forsøg på at kontakte mig via andre midler (som f.eks. email).
Hvad får nogen til at opføre sig sådan? Hvis det er vigtigt efterlader man en besked, hvis det ikke er vigtigt, hvorfor så ringe hele tiden? Det virker sygt og ret ubehageligt på mig.
mandag den 20. september 2010
Et stille jubilæum + festuge
Med mit codyindlæg (stadigvæk ingen billeder fra VoxHall) rundede denne blog 50 indlæg (hip hip). Og flere indlæg kunne tænkes at dukke op (hip hip?).
Ved udgangen af måneden runder min youtubekanal 10.000 views (hip hip). Og der er allerede faldet 13 kommentarer.
I landets bedste og mest aktuelle kulturblog, skal der naturligvis også være noget om Festugen. Ikke at jeg har været særlig aktiv i min festugeoplevelse, men det skal ikke holde mig tilbage.
På plakatfronten var årets festuge en klar fuser; 2009-plakaten var iøjnefaldende, sjov og fyldt med detaljer, mens 2010 udgaven var både grim og kedelig.
Heldigvis kan disse ord ikke genbruges omkring indholdet. Skoven på Store Torv var en sjov ide, der gav liv og skabte et centrum for festugen (at skoven falmede kraftigt og sikkert var en stor urinmagnet, kan jeg sagtens overse).
Et andet stort plus var afløseren for Univers - Smuk Fest Scenen på Bispetorv. En stor scene med gratis musik midt i byen. Herligt. Desværre vil agorafoberne fra S og SF bebygge pladsen med noget glas og stål, så århusianerne slipper for at se på deres domkirke og teater. Når det sker er det slut med store scener til festugen.
Jeg nåede på Bispetorv 3 gange i løbet af ugen. Først til åbningen med dukkebarnet Tina Dickow, der leverede et alt for stille og langsomt solosæt. Det hjælp ikke at hun flere gange stoppede op i sangene for at fortælle, og at hun til slut blev akkompagneret af et vokalensemble (jeg er allergisk overfor denne renskurede lallegladhed).
Næste levende billede var det nepalesiske punkband Rai Ko Ris, som viste sig at være en duo bestående af en ung nepalesisk pige og en betydeligt ældre vesterlandsk mand (jeg har en teori om hvordan det band er opstået). De spillede punk lige ud af landevejen, afbrudt af konspirationsteorier om hvordan jøderne undertrykker de nepalesiske bønder. God underholdning.
Sidste oplevelse var supercharmerende Marie Frank, der havde luret den første stavelse i festugen og diskede op med sange fra hendes helt nye plade. Det var en dejlig oplevelse med store smil over hele torvet. Et kritikpunkt imod det gamle Univers var at folk som Marie Frank havde spillet der alt for ofte. Men hvordan kan en så sød og underholdende sangerinde kigge forbi for ofte? Det kan slet ikke lade sig gøre. Mere Frank, tak.
Ved udgangen af måneden runder min youtubekanal 10.000 views (hip hip). Og der er allerede faldet 13 kommentarer.
På plakatfronten var årets festuge en klar fuser; 2009-plakaten var iøjnefaldende, sjov og fyldt med detaljer, mens 2010 udgaven var både grim og kedelig.
Heldigvis kan disse ord ikke genbruges omkring indholdet. Skoven på Store Torv var en sjov ide, der gav liv og skabte et centrum for festugen (at skoven falmede kraftigt og sikkert var en stor urinmagnet, kan jeg sagtens overse).
Et andet stort plus var afløseren for Univers - Smuk Fest Scenen på Bispetorv. En stor scene med gratis musik midt i byen. Herligt. Desværre vil agorafoberne fra S og SF bebygge pladsen med noget glas og stål, så århusianerne slipper for at se på deres domkirke og teater. Når det sker er det slut med store scener til festugen.
Jeg nåede på Bispetorv 3 gange i løbet af ugen. Først til åbningen med dukkebarnet Tina Dickow, der leverede et alt for stille og langsomt solosæt. Det hjælp ikke at hun flere gange stoppede op i sangene for at fortælle, og at hun til slut blev akkompagneret af et vokalensemble (jeg er allergisk overfor denne renskurede lallegladhed).
Næste levende billede var det nepalesiske punkband Rai Ko Ris, som viste sig at være en duo bestående af en ung nepalesisk pige og en betydeligt ældre vesterlandsk mand (jeg har en teori om hvordan det band er opstået). De spillede punk lige ud af landevejen, afbrudt af konspirationsteorier om hvordan jøderne undertrykker de nepalesiske bønder. God underholdning.
Sidste oplevelse var supercharmerende Marie Frank, der havde luret den første stavelse i festugen og diskede op med sange fra hendes helt nye plade. Det var en dejlig oplevelse med store smil over hele torvet. Et kritikpunkt imod det gamle Univers var at folk som Marie Frank havde spillet der alt for ofte. Men hvordan kan en så sød og underholdende sangerinde kigge forbi for ofte? Det kan slet ikke lade sig gøre. Mere Frank, tak.
tirsdag den 7. september 2010
CODY i centrum
CODY, VoxHall 4/9 2010
Efter at have oplevet CODY som opvarmning tilbage i marts (ikke omtalt her på bloggen), har jeg brændt efter at opleve dem igen. Heldigvis er CODY et flittigt orkester, så chancen kom forholdsvist hurtigt.
Med hele syv medlemmer er orkesterprædikatet passende og ikke bare et udtryk for at jeg ønsker at spare på min brug af ordet "band". 6 mand og en kvinde, herrerne stramt stylet i tidens skæggede indietrend (lettere dobbelmoralsk her 4 uger efter min seneste barbering). Med sig havde de en bred vifte af instrumenter - kun blæserne manglede. Et sammenspillet ensemble hvor hvert medlem og instrument har sin naturlige plads. Det punkt hvor jeg dumper de fleste bands, er vokalen. Men CODY råder over Kasper Kaaes store stemme, der passer perfekt til deres melankolske alt-country, og fortjener derfor mange plusser i min bog.
Resten af orkesteret er dog ikke trængt i baggrunden. Der spilles med glæde og sjæl, i et musikalsk udtryk der tydeligvis er blevet kælet for. I forhold til albumversionerne var der tilføjet lidt ekstra vildskab og støj - en god ide som de gerne må arbejde mere med. Eneste mislyd var et par overgange mellem vildskaben og melankolien, som ikke sad 100%.
Halvvejs gennem koncerten trådte CODY ned fra scenen og spillede 3 sange omgivet af siddende publikummer. Ultimativt unplugged. Det kan lyde som en gimmick, men for mig var det koncertens ubetingede højdepunkt; befriet for alskens mikrofoner og højtalere, var lyden ganske enkelt fantastisk. Det var som om den mørke chokoladeis fra Ahrensberg var blevet forvandlet til lydbølger, der vellystigt gled ind i mine ører (beklager de billeder dette må give sarte sjæle).
Efter 80 dejlige minutter havde CODY effektivt argumenteret for en status som landets bedste liveorkester og kunne med god samvittighed trække sig tilbage. Fremmødet på VoxHall var pænt, men ingen tvivl om at præstationen fortjener en større publikum næste gang. Jeg håber bare at det ikke bliver så stort at udflugten fra scenen blive umuliggjort.
Opvarmningen stod grønlandske Simon Lynge for. Lynge råder over en smuk stemme, men formår ikke at bruge den til noget interessant. En kort overgang fik jeg et hint af at med strøm på guitaren og et band bag sig, kunne han blive god. Men det lille isbjerg af potentiale forsvandt hurtigt i en sø af kønsløs banalitet.
Afslutningsvis må jeg komme med en beskæmmende indrømmelse. Under koncerten nævne CODY at de havde varmet op for Bonnie 'Prince' Billy på VoxHall. Det har jeg ingen erindring om, men der er vist meget ved den koncert jeg ikke husker.
Efter at have oplevet CODY som opvarmning tilbage i marts (ikke omtalt her på bloggen), har jeg brændt efter at opleve dem igen. Heldigvis er CODY et flittigt orkester, så chancen kom forholdsvist hurtigt.
Med hele syv medlemmer er orkesterprædikatet passende og ikke bare et udtryk for at jeg ønsker at spare på min brug af ordet "band". 6 mand og en kvinde, herrerne stramt stylet i tidens skæggede indietrend (lettere dobbelmoralsk her 4 uger efter min seneste barbering). Med sig havde de en bred vifte af instrumenter - kun blæserne manglede. Et sammenspillet ensemble hvor hvert medlem og instrument har sin naturlige plads. Det punkt hvor jeg dumper de fleste bands, er vokalen. Men CODY råder over Kasper Kaaes store stemme, der passer perfekt til deres melankolske alt-country, og fortjener derfor mange plusser i min bog.
Resten af orkesteret er dog ikke trængt i baggrunden. Der spilles med glæde og sjæl, i et musikalsk udtryk der tydeligvis er blevet kælet for. I forhold til albumversionerne var der tilføjet lidt ekstra vildskab og støj - en god ide som de gerne må arbejde mere med. Eneste mislyd var et par overgange mellem vildskaben og melankolien, som ikke sad 100%.
Halvvejs gennem koncerten trådte CODY ned fra scenen og spillede 3 sange omgivet af siddende publikummer. Ultimativt unplugged. Det kan lyde som en gimmick, men for mig var det koncertens ubetingede højdepunkt; befriet for alskens mikrofoner og højtalere, var lyden ganske enkelt fantastisk. Det var som om den mørke chokoladeis fra Ahrensberg var blevet forvandlet til lydbølger, der vellystigt gled ind i mine ører (beklager de billeder dette må give sarte sjæle).
 |
| Cody på gulvet - Foto: Helle Arensbak, jp.dk (flere billeder) |
Efter 80 dejlige minutter havde CODY effektivt argumenteret for en status som landets bedste liveorkester og kunne med god samvittighed trække sig tilbage. Fremmødet på VoxHall var pænt, men ingen tvivl om at præstationen fortjener en større publikum næste gang. Jeg håber bare at det ikke bliver så stort at udflugten fra scenen blive umuliggjort.
Opvarmningen stod grønlandske Simon Lynge for. Lynge råder over en smuk stemme, men formår ikke at bruge den til noget interessant. En kort overgang fik jeg et hint af at med strøm på guitaren og et band bag sig, kunne han blive god. Men det lille isbjerg af potentiale forsvandt hurtigt i en sø af kønsløs banalitet.
Afslutningsvis må jeg komme med en beskæmmende indrømmelse. Under koncerten nævne CODY at de havde varmet op for Bonnie 'Prince' Billy på VoxHall. Det har jeg ingen erindring om, men der er vist meget ved den koncert jeg ikke husker.
onsdag den 1. september 2010
Efterår
Ah, Autumn
You fucking cunt
Keep bringing me memories that I dinnae want
How come you do it to me every time
Cold recollection of all my crimes
It’s when I’m carefree you like to travel-- Malcolm Middleton, Autumn
Swing round in front of me and grab my lapel
Your warm greeting is as cold as mine
Do I disturb you that you need my time
Isn’t it funny how all the people I’ve loved
all have in common the fact that I’ve shoved
them away from me, away from mine,
I’m a no man’s land and a man with no mind
Well Autumn fuck you cause you have no reason
All my life you’ve been my favourite season
Well I’m sick of the memories and the messages you bring
Piss off you’re chucked I’m gonna go out with spring
Isn’t it funny how all the people I’ve loved
all have in common the fact that I’ve shoved
them away from me, away from mine,
I’m a no man’s land and a man with no mind
Foranlediget af efteråret og et indkøb af det fremragende live album Live at the Bush Hall
lørdag den 21. august 2010
Will Oldham og Dawn McCarthy
Foto påklistret bagsiden af Wai Notes:
Sådan smiler man sødt og naturligt til fotografen. Det er vi mange der kunne lære noget af.
Sådan smiler man sødt og naturligt til fotografen. Det er vi mange der kunne lære noget af.
torsdag den 19. august 2010
Århus er ikke længere en træt gammel elefant
Nu er Århus en træt gammel elefant med friværdi og Webergrill.
P.S. jeg er dybt rystet over at maleriet kun er 3 år gammelt. Jeg kunne have svoret at det altid havde været der. I betragtning af at jeg tog toget på arbejde igennem 3½ år, er det lidt pinligt.
fredag den 13. august 2010
Den ukendte kult
Kult - et misbrugt ord. Når man roder tilbudshylderne hos Stereo Studie og TP igennem, ser man det kynisk klasket på dvdkassetter med tvivlsomt indhold. Et gennemskueligt forsøg på at gøre elendighed til et salgsargument.
Men rigtig kult eksisterer og har en række særkender:
Kult bruges normalt i forbindelse med film, men bands og bøger kan også skabe kult. Mere sjældne er kultspil, men jeg har ingen tvivl om at Alternate Reality - The City, et computerspil fra 1985 skabt af Philip Price [1], er ægte kult.
Det fik aldrig nogen stor udbredelse. Der blev ganske vist lavet en fortsættelse, men den skulle oprindelig have været en del af det første spil og udkom kun på ganske få platforme. Den oprindelige vision om en serie på 6 spil - med et samlet budskab om livet! - blev aldrig realiseret.
I en tid hvor spil var noget man kopierede fra vennerne, blev AR, i det mindste i Commodore 64 udgaven, lavet med en sindrig omprogrammering af diskettestationen og andre snedige tricks, så piratkopiering nærmest var umuligt. Dermed var spillet forbeholdt de betalende kunder, og mere eksklusiv kunne man ikke være dengang. De snedige tricks var også med til at øge mystikken omkring spillet.
Som spil var AR mislykket. Der var ikke noget mål i spillet - havde man først overlevet de første par dage var man sædvanligvis blevet så stærk at intet længere kunne true en. Og hvad var formålet så? Overlevelsen afhang langt mere af held, end af spillerens evner. En væsenlig feature som at gemme sin figur, fungerede dårligt - en katastrofe i et spil af denne type. Uforglemmeligt var også de konstante påbud om at vende disketten. Nogle gange 2 gange!
I mødet med skabninger på gaden var man enten Engaged eller Disengaged, hver tilstand med sin egen menu; i den ene menu betød 'L' "flygt", i den anden, "angrib med maksimal risiko". At tage fejl af menuen under et flugtforsøg fra en overlegen modstander, var et rigtigt skidt træk...
Hvis man glemte at spise inden sengetid, kunne man risikere at dø af sult inden man vågnede.
Jeg forsøgte flere gange at overbevise andre mennesker om Alternate Realitys lyksageligheder, men altid uden held. Spillet var en pioneer indenfor førstepersonsRPG, men opnåede aldrig anerkendelse for det.
Når det kom til underlige detaljer var AR i en klasse for sig selv. Udover de mange steder hvor man, for at komme videre, skulle indsætte disketter fra spil der aldrig blev realiserede, var der masser af lokationer, der ikke gav mening i spillet. F.eks. var der barer hvor man skulle betale afsindige beløb for at blive medlem - med det resultat at man kunne komme ind og betale overpris for de samme varer som alle andre barer rådede over (hurra).
Spillet havde et enorm udvalg af tøj, som man kunne købe til sin figur. Tøj som man aldrig så og som ikke havde nogen effekt på noget. På barerne kunne man give omgange til hele lokalet. Effekt? Et tak og et dyk i pengebeholdningen.
Lyden. Alternate Reality havde en både fantastisk og bizar lydside. Mystisk støj kunne høres når man bevægede sig rundt i byen, blandet med lyden af egne trin. En aktiv smedie kunne høre på afstand. Forskellige typer af døre smækkede med forskellig lyd. I barer, guilds og smedier blev der spillet musik. Med tekster. Som man kunne synge med på! Fantastisk.
Min favoritlyd finder man i østbyen. Et helt bestemt sted, ved murene til paladset kan man, på visse tidspunkter, høre et vidunderligt stykke musik.
Jeg kunne blive ved. Perspektivet. Regnen. Envejsdøre. Skjulte døre. Usynlige vægge. Solens vandring på himlen. Masser af ligegyldige detaljer, der ikke gør det store for gameplay, men som får min fascination op i højeste gear.
Og så har jeg slet ikke nævnt den alien abduction spillet starter med.
Alternate Reality er ikke kendt af mange, men os der kender spillet, dyrker det. Som f.eks. denne imponerende reverse engineering af koden, detaljeret redegør for spillets elementer og regler. Inklusiv en fuldstændig kalender, som man aldrig brugte, da man aldrig varede mere end nogle få dage i spillets tid. Sådan et projekt laver man kun når man brænder for det,
På youtube ligger der et væld af videoer fra spillet. Atter et bevis for dyrkelsen, her 25 år efter. Dét er kult.
(besøg smeden 6 minutter inde)
[1] Som datalog er jeg dybt imponeret over hans wikipediaside.
Men rigtig kult eksisterer og har en række særkender:
- Initiel kommerciel fiasko. Kult kræver eksklusivitet, så masserne bør holde sig væk.
- Stigende popularitet over tid. Der er ikke noget ved at have en kult med ét medlem. Der skal en tilvækst af disciple til.
- Svær at skaffe. Intet er mere kult end noget som kun kan skaffes som tvivlsomme kopier fra mystiske kontakter
- Objektive fejl. Kulten anerkender at fænomenet har fejl, men det gør kun kærligheden større (undtagelse: De skrigende halse er en næsten perfekt komedie, men var ubestrideligt kult i halvfemserne).
- Besynderlige detaljer. Kultfornemmelsen styrkes af bizarre, ulogiske detaljer.
- Dyrkelse. Det suverænt vigtigste punkt. Kernen i kultbegrebet er en dyrkelse langt, langt udover hvad omverdenen kan forstå.
Det fik aldrig nogen stor udbredelse. Der blev ganske vist lavet en fortsættelse, men den skulle oprindelig have været en del af det første spil og udkom kun på ganske få platforme. Den oprindelige vision om en serie på 6 spil - med et samlet budskab om livet! - blev aldrig realiseret.
I en tid hvor spil var noget man kopierede fra vennerne, blev AR, i det mindste i Commodore 64 udgaven, lavet med en sindrig omprogrammering af diskettestationen og andre snedige tricks, så piratkopiering nærmest var umuligt. Dermed var spillet forbeholdt de betalende kunder, og mere eksklusiv kunne man ikke være dengang. De snedige tricks var også med til at øge mystikken omkring spillet.
Som spil var AR mislykket. Der var ikke noget mål i spillet - havde man først overlevet de første par dage var man sædvanligvis blevet så stærk at intet længere kunne true en. Og hvad var formålet så? Overlevelsen afhang langt mere af held, end af spillerens evner. En væsenlig feature som at gemme sin figur, fungerede dårligt - en katastrofe i et spil af denne type. Uforglemmeligt var også de konstante påbud om at vende disketten. Nogle gange 2 gange!
I mødet med skabninger på gaden var man enten Engaged eller Disengaged, hver tilstand med sin egen menu; i den ene menu betød 'L' "flygt", i den anden, "angrib med maksimal risiko". At tage fejl af menuen under et flugtforsøg fra en overlegen modstander, var et rigtigt skidt træk...
Hvis man glemte at spise inden sengetid, kunne man risikere at dø af sult inden man vågnede.
Jeg forsøgte flere gange at overbevise andre mennesker om Alternate Realitys lyksageligheder, men altid uden held. Spillet var en pioneer indenfor førstepersonsRPG, men opnåede aldrig anerkendelse for det.
Når det kom til underlige detaljer var AR i en klasse for sig selv. Udover de mange steder hvor man, for at komme videre, skulle indsætte disketter fra spil der aldrig blev realiserede, var der masser af lokationer, der ikke gav mening i spillet. F.eks. var der barer hvor man skulle betale afsindige beløb for at blive medlem - med det resultat at man kunne komme ind og betale overpris for de samme varer som alle andre barer rådede over (hurra).
Spillet havde et enorm udvalg af tøj, som man kunne købe til sin figur. Tøj som man aldrig så og som ikke havde nogen effekt på noget. På barerne kunne man give omgange til hele lokalet. Effekt? Et tak og et dyk i pengebeholdningen.
Lyden. Alternate Reality havde en både fantastisk og bizar lydside. Mystisk støj kunne høres når man bevægede sig rundt i byen, blandet med lyden af egne trin. En aktiv smedie kunne høre på afstand. Forskellige typer af døre smækkede med forskellig lyd. I barer, guilds og smedier blev der spillet musik. Med tekster. Som man kunne synge med på! Fantastisk.
Min favoritlyd finder man i østbyen. Et helt bestemt sted, ved murene til paladset kan man, på visse tidspunkter, høre et vidunderligt stykke musik.
Jeg kunne blive ved. Perspektivet. Regnen. Envejsdøre. Skjulte døre. Usynlige vægge. Solens vandring på himlen. Masser af ligegyldige detaljer, der ikke gør det store for gameplay, men som får min fascination op i højeste gear.
Og så har jeg slet ikke nævnt den alien abduction spillet starter med.
Alternate Reality er ikke kendt af mange, men os der kender spillet, dyrker det. Som f.eks. denne imponerende reverse engineering af koden, detaljeret redegør for spillets elementer og regler. Inklusiv en fuldstændig kalender, som man aldrig brugte, da man aldrig varede mere end nogle få dage i spillets tid. Sådan et projekt laver man kun når man brænder for det,
På youtube ligger der et væld af videoer fra spillet. Atter et bevis for dyrkelsen, her 25 år efter. Dét er kult.
(besøg smeden 6 minutter inde)
[1] Som datalog er jeg dybt imponeret over hans wikipediaside.
tirsdag den 3. august 2010
En afsked og et citat
Unseen Academicals af Terry Pratchett
I en årrække har Pratchetts Discworld-serie været mit sikkerhedsnet – hvis jeg manglede noget at læse garanterede Pratchett mig et underholdende værk, som jeg ikke ville gå død i. Måske ikke altid stor kunst, men aldrig spild af tid.
Serien har efterhånden kørt i 27 år med skiftende hovedpersoner og et rigt persongalleri. Højdepunkterne har været underserierne med politimanden Sam Vines (start: Guards! Guards!) og med bjergheksen Granny Weatherwax (start: Wyrd Sisters), samt enkeltstående værker som Small Gods.
Da Pratchett har fået konstateret alzheimers, bliver den seneste tilføjelse - Unseen Academicals - sandsynligvis også den sidste. UA fortsætter tråden fra The Truth, Going Postal og Making Money, hvor fænomener fra vor verden overføres til Ankh-Morporkh. Denne gang er turen kommet til organiseret sport.
Ankh-Morpork har i generationer været plaget af uorganiserede fodboldkampe, og organiserede optøjer, kvarterne imellem (hvilket på intet tidspunkt har været nævnt i de mange foregående bøger). På forunderlig vis pålægges det Ærkerektor Ridcully fra Unseen University at skabe orden i kaos, samt redde troldmændenes madbudget.
Trods mange gode elementer og en til tider fængende historie, ender Unseen Academicals med at være en middelmådig tilføjelse Discworld-universet. Oplægget virker sådan lidt hvad-skal-jeg-mon-skrive-om-nu, og synes dybest set overflødigt. Pratchett fortjener ros for at holde sikre publikumsfavoritter som Sam Vimes, Cut-My-Own-Throath Dibbler og bibliotekaren i baggrunden. Bedst fungerer scenerne på Unseen University, både blandt tjenestefolkene og blandt troldmændene (særligt Dr Hix (Post Mortem Communications) fik mig til at grine). Især dialogen blandt sidstnævnte gruppe er helt i top. Jeg har et blød punkt overfor sætningsfragmenter som dette:
Serien har efterhånden kørt i 27 år med skiftende hovedpersoner og et rigt persongalleri. Højdepunkterne har været underserierne med politimanden Sam Vines (start: Guards! Guards!) og med bjergheksen Granny Weatherwax (start: Wyrd Sisters), samt enkeltstående værker som Small Gods.
Da Pratchett har fået konstateret alzheimers, bliver den seneste tilføjelse - Unseen Academicals - sandsynligvis også den sidste. UA fortsætter tråden fra The Truth, Going Postal og Making Money, hvor fænomener fra vor verden overføres til Ankh-Morporkh. Denne gang er turen kommet til organiseret sport.
Ankh-Morpork har i generationer været plaget af uorganiserede fodboldkampe, og organiserede optøjer, kvarterne imellem (hvilket på intet tidspunkt har været nævnt i de mange foregående bøger). På forunderlig vis pålægges det Ærkerektor Ridcully fra Unseen University at skabe orden i kaos, samt redde troldmændenes madbudget.
Trods mange gode elementer og en til tider fængende historie, ender Unseen Academicals med at være en middelmådig tilføjelse Discworld-universet. Oplægget virker sådan lidt hvad-skal-jeg-mon-skrive-om-nu, og synes dybest set overflødigt. Pratchett fortjener ros for at holde sikre publikumsfavoritter som Sam Vimes, Cut-My-Own-Throath Dibbler og bibliotekaren i baggrunden. Bedst fungerer scenerne på Unseen University, både blandt tjenestefolkene og blandt troldmændene (særligt Dr Hix (Post Mortem Communications) fik mig til at grine). Især dialogen blandt sidstnævnte gruppe er helt i top. Jeg har et blød punkt overfor sætningsfragmenter som dette:
"I note that you yourself are wearing a particularly spiffy hat of magnificence that goes beyond the sublime"Således sluttede sagaen om Discworld. Man kunne have ønsket sig en mere værdig afsked, men serien har længe virket færdig; er der virkelig mere at fortælle om Sam Vimes, Granny Weatherwax, Rincewind og Ankh-Morpork?
fredag den 16. juli 2010
Nørlunds Atlas
Som århusiansk Nørlundfan kan man ikke klage. Det er starten af juli og vi har allerede haft 3 koncerter på 3 forskellige spillesteder, med 3 forskellige koncepter. Der var Navnløs vs Tid & Sted på VoxHall, solokoncerten på Musikcafeen i juni og nu med band på byens nyeste scene. Ren forkælelse af de gamle fans, og rig mulighed for nye fans til at springe på.
Atlas er et nyt spillested i samme kompleks som VoxHall, med indgangen charmerende og upraktisk placeret ved åen. Da den officielle åbning først er 23/8, var koncerten også en velkommen mulighed for et lille sneak peek. Eller bare en chance for at se stedet; med en musikalsk profil baseret på jazz, folk og verdensmusik, er det næppe et sted mine ben vil sætte sig ret ofte. I forhold til VoxHall er Atlas smallere og længere, med en lavere scene (knæhøjde). Det lægger op til siddende koncerter, og salen var da også udstyret med borde og stole.
Måske som et forsøg på at retfærdiggøre koncertens placering i Aarhus Jazz Festival [1], var Nørlund mødt op med et big band - keyboard, bass og hele 2 gange trommer. Selv stod han naturligvis for guitar og vokal.
Lyden på Atlas er høj. Og dårlig. Fra min position få meter fra scenen og lidt til siden, var den alt for buldrende og basdomineret. På et tidspunkt prøvede jeg at flytte ned til lydbordet, men også der var det galt. Om det skyldtes at spillestedet ikke er færdigt, eller setupet ikke egner sig til rock, skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved kun at lyden var langt under den standard jeg er vant til fra VoxHall.
Mennesket kan vænne sig til meget, og det lykkedes da også at abstrahere fra lyden og koncentrere mig om musikken. En god ide, da Nørlund og hans drenge var i fin form og glimrende sammenspillede. Sætlisten var veldisponeret og bød på uddrag fra hele bagkataloget. Lidt overraskende var Er det i aften, som jeg ellers har spået en stor fremtid som koncerthøjdepunkt, udeladt. I lighed med solokoncerten for en måned siden, slog det mig hvor meget bedre De levende og de døde er live med Nørlunds vokal, i modsætning til udgaven på Andersens drømme, hvor Teitur lægger stemme til.
Efter 90 minutter og en enkelt gang ekstranumre var det slut for en koncert hvor musikken og indsatsen var i top, men blev svigtet koncertstedets lyd. Jeg glæder mig allerede til næste gang Nørlund krydser bæltene, men lad det nu blive VoxHall eller Musikcafeen næste gang. Tak.
[1] Hvor officiel den status er, er jeg en kende tvivlende overfor. Men Nørlund har selv hævdet den overfor mig, og det ligger mig fjernt at stå i vejen for en plat vittighed.
lørdag den 3. juli 2010
Godspeed You! Black Santa
"Dear MR LAURIDSEN,
You have booked to attend GODSPEED YOU! BLACK EMPEROR at Troxy, East London on TUESDAY 14/12/2010 at 19.30"
tirsdag den 29. juni 2010
Kunstens veje er uransagelige
Min ordre bliver dirigeret til en underleverandør i North Carolina, der snart med glæde meddeler at varen er afsendt.
10 dage senere finder jeg i min postkasse, en lille pakke poststemplet i Auckland, New Zealand. I pakken er en dvd made in Mexico.
3 verdensdele - 5 lande. Plus en eller flere omladninger i Asien.
Så nu glæder jeg mig til at "gense" Prime Cut, en Lee Marvin-thriller om hvid slavehandel, fra 1972. En film jeg har set som teenager, men som jeg kun husker to billeder fra. Det ene er Lee Marvin som passager i en limousine, der kører igennem et goldt landskab. Det andet kan ses nedenunder (helt uforståligt at mit teenagerjeg skulle huske lige netop den scene...).
tirsdag den 15. juni 2010
Prinsen af Vega
Dagens bloganbefaling: Hyperbole and a Half (smagsprøve).
Bonnie 'Prince' Billy and the Cairo Gang, Vega 25/5 2010.
Billet til både tog og koncert var forlængst indkøbt, så jeg slæbte mit koncerttrætte legeme over bæltene. Udover musikken var der også et længe ventet familiebesøg og muligheden for at nasse sig til lidt god mad. Så helt skidt var det ikke.
Helt skidt var derimod hvad de sagesløse koncertgængere blev budt som opvarmning i Vega. Pinsens trend var at hyre kedelige nordmænd som opvarmning - i dette tilfælde Susanna and the Magical Orchestra. Susanna Wallumrød er en af den type sangerinder, der har en ganske pæn stemme, men et tomt musikhjerte - det lyder pænt, men for fanden hvor er der kedeligt! Det var en lettelse da det sæt endelig sluttede (med en fornærmende ringe udgave af Love Will Tear Us Apart).
Et opvarmningsband til en Bonnie 'Prince' Billy koncert er dybt overflødigt. Så snart salens lys dæmpes er publikum tændt - det er Mesteren der går på scenen og vi disciple reagerer derefter. Sådan har det været til alle de BPB-koncerter, jeg har haft det privilegie at opleve, og denne aften på Vega understregede det på fornemmeste vis. Der var ingen snak, ingen uro, fokus var 100% på musikken. Under sangene var de eneste lyde gulvets knirken og musikken selv. Det var som en koncert med klassisk musik - tavshed under musikken og stormende bifald efter den sidste tone var klinget ud. Men i modsætning til det klassiske publikum var det ikke resultatet af kutyme og gruppepres, men fordi samtlige 1500 koncertgæster synkront følte at sådan skulle det være.
Sidst BPB besøgte Vega stod han alene på scenen, med whisky i fuldskægget, og gav en over 2 timer lang koncert. Denne aften var det meste af skægget væk, whiskyen skiftet ud med vand og der var kommet band på: en guitarist/anden vokal (Emmett Kelly, præsenteret som "The Cairo Gang") og en trommeslager. Susanna var gæstevokal flere sange i løbet af aftenen (jeg har en teori om hvorfor).
Da jeg i et andet århundrede først stiftede bekendtskab med BPB var hans stemme noget jeg tolererede for de fantastiske sanges skyld. Med årene er stemmen krøbet ned under min hud og er nu en attraktion i sig selv. Sideløbende er BPB selv blevet mere sikker i sit udtryk og det er en fornøjelse at opleve den autoritet hans stemme nu har. Og stemmen var hvad denne aften handlede om. Som på pladen var den helt fremme i lydbilledet, med guitar og trommer som ydmygt supplement. Jeg har aldrig lagt skjul på at jeg foretrækker BPB solo, men jeg må indrømme at den måde Kellys stemme harmonerer med BPBs er et vægtigt argument for at give andre adgang til scenen.
Højdepunktet var atter en gang Merciless and Great - hvis man efter den fremførelse ikke ser den som et mesterværk, må man være døv.
En af vor tids glæder er at man få dage efter en koncert kan finde en optagelse af den på nettet. Det kan være fristende at bruge en koncertoptagelse til at give en superdetaljeret anmeldelse, men det anser jeg for at være forkert. Så jeg vil bare bruge den til at komme med en sætliste (noget jeg ellers aldrig har hukommelse til):
Den korte koncert var ikke uden fordele. Med en hurtig exit kunne jeg lige netop nå et tidligere tog end ventet og dermed være hjemme næsten en hel koncert tidligere. Turen gennem Istedgade, fra Vega til banegården, var iøvrigt en skuffelse: jeg så flere sushibarer end gadeludere! København, hvad sker der med dig?
Bonnie 'Prince' Billy and the Cairo Gang, Vega 25/5 2010.
Billet til både tog og koncert var forlængst indkøbt, så jeg slæbte mit koncerttrætte legeme over bæltene. Udover musikken var der også et længe ventet familiebesøg og muligheden for at nasse sig til lidt god mad. Så helt skidt var det ikke.
Helt skidt var derimod hvad de sagesløse koncertgængere blev budt som opvarmning i Vega. Pinsens trend var at hyre kedelige nordmænd som opvarmning - i dette tilfælde Susanna and the Magical Orchestra. Susanna Wallumrød er en af den type sangerinder, der har en ganske pæn stemme, men et tomt musikhjerte - det lyder pænt, men for fanden hvor er der kedeligt! Det var en lettelse da det sæt endelig sluttede (med en fornærmende ringe udgave af Love Will Tear Us Apart).
Et opvarmningsband til en Bonnie 'Prince' Billy koncert er dybt overflødigt. Så snart salens lys dæmpes er publikum tændt - det er Mesteren der går på scenen og vi disciple reagerer derefter. Sådan har det været til alle de BPB-koncerter, jeg har haft det privilegie at opleve, og denne aften på Vega understregede det på fornemmeste vis. Der var ingen snak, ingen uro, fokus var 100% på musikken. Under sangene var de eneste lyde gulvets knirken og musikken selv. Det var som en koncert med klassisk musik - tavshed under musikken og stormende bifald efter den sidste tone var klinget ud. Men i modsætning til det klassiske publikum var det ikke resultatet af kutyme og gruppepres, men fordi samtlige 1500 koncertgæster synkront følte at sådan skulle det være.
Sidst BPB besøgte Vega stod han alene på scenen, med whisky i fuldskægget, og gav en over 2 timer lang koncert. Denne aften var det meste af skægget væk, whiskyen skiftet ud med vand og der var kommet band på: en guitarist/anden vokal (Emmett Kelly, præsenteret som "The Cairo Gang") og en trommeslager. Susanna var gæstevokal flere sange i løbet af aftenen (jeg har en teori om hvorfor).
Da jeg i et andet århundrede først stiftede bekendtskab med BPB var hans stemme noget jeg tolererede for de fantastiske sanges skyld. Med årene er stemmen krøbet ned under min hud og er nu en attraktion i sig selv. Sideløbende er BPB selv blevet mere sikker i sit udtryk og det er en fornøjelse at opleve den autoritet hans stemme nu har. Og stemmen var hvad denne aften handlede om. Som på pladen var den helt fremme i lydbilledet, med guitar og trommer som ydmygt supplement. Jeg har aldrig lagt skjul på at jeg foretrækker BPB solo, men jeg må indrømme at den måde Kellys stemme harmonerer med BPBs er et vægtigt argument for at give andre adgang til scenen.
Højdepunktet var atter en gang Merciless and Great - hvis man efter den fremførelse ikke ser den som et mesterværk, må man være døv.
En af vor tids glæder er at man få dage efter en koncert kan finde en optagelse af den på nettet. Det kan være fristende at bruge en koncertoptagelse til at give en superdetaljeret anmeldelse, men det anser jeg for at være forkert. Så jeg vil bare bruge den til at komme med en sætliste (noget jeg ellers aldrig har hukommelse til):
01. ? (uudgivet sang)Listen antyder den eneste skønhedsplet ved en ellers stor aften - en kort koncert på lige under 80 minutter. BPB har ellers rigeligt med perler i sit enorme bagkatalog, og dermed mulighed for at spille lange koncerter uden at blive forudsigelig.
02. Troublesome Houses
03. Teach Me to bear you
04. You Win
05. With Cornstalks Among Them
06. Born in the Desert (Susanna Wallumrød)
07. The Sounds are Always Begging
08. Merciless and Great
09. Where wind blows
10. That's what Our Love is
11. Someone Coming through
12. Midday
---
13. Price of Love (The Everly Brothers)
14. Beware Your only Friend
15. Go Folks, Go
---
16. Easy Does It
Den korte koncert var ikke uden fordele. Med en hurtig exit kunne jeg lige netop nå et tidligere tog end ventet og dermed være hjemme næsten en hel koncert tidligere. Turen gennem Istedgade, fra Vega til banegården, var iøvrigt en skuffelse: jeg så flere sushibarer end gadeludere! København, hvad sker der med dig?
søndag den 6. juni 2010
Woven Hall
Af uransalige årsager havde man hyret en norsk prettyboy til at stå for "opvarmningen". Bevares, han sang da nydeligt og kunne da også klimpre lidt på sin guitar, men for satan hvor var det kedeligt.
Langt om længe fik det ende, salen fyldtes og Woven Hand kom på scenen.
Der blev lagt hårdt ud, og David Eugene Edwards var i sit allermest maniske hjørne. De første 20 minutter or so, var helt på toppen, hvilket er store ord når det er DEE jeg skriver om.
Men så gik gassen lidt af ballonen. Intensiteten dalede og det valgte materiale var svagere. Drengene leverede stadigvæk en god indsats, men halsede efter sig selv.
Traditionen tro var koncerten lidt på den korte side. Helheldsindtrykket blev en god koncert, men med potentiale til mere. Starten lovede en på alle måder fantastisk oplevelse, men i sidste ende blev det en rutine jeg har oplevet alt for mange gange.
Koncerttræt nu.
Et lille mirakel
En unaturligt solbeskinnet aften i filmklubben. Planen var at få afviklet det praktiske og tage hjem. Men en social djævel kom op i mig og jeg blev under filmen: Agnes of God (1985). Ikke det mest tillokkende filmkoncept - et canadisk klosterdrama med Jane Fonda i midtfirserudgave - men jeg gav det en chance.
Den unge nonne Agnes (Meg Tilly) føder en sen nat i klosteret. Da de øvrige nonner iler til, finder de Agnes oversmurt med blod og et dødt spædbarn i en affaldsspand. Kvalt. En kæderygende retspsykiater (Fonda) skal undersøge om Agnes er tilregnelig nok til at komme for retten.
Det meste af filmen foregår i klosteret og består stort set af psykiaterens samtaler med den enfoldige/verdensfjerne nonne, og med den verdenserfarne abbedisse (Anne Bancroft). Verdenen udenfor virker irrelevant, og filmen gør da heller ikke noget ved den, med dens karikerede figurer der veksler mellem fransk, og engelsk med tyk accent (alle de katolske nonner i dette frankophone område af Canada har naturligvis engelsk som modersmål). Handlingen drives frem af de hemmeligheder personerne bærer rundt på, men også det er bare en biting.
Filmens kerne er den verdensfjerne, tidløse atmosfære som skabes i klosterscenerne. Billederne, skuespillet og den religiøse dialog går op i en højere enhed og skaber noget magisk.
Klogeligt undlader Agnes of God at tage stilling i konflikten mellem det verdslige og det religiøse. Begivenhederne kan tolkes i begge retninger, og man kan også helt lade være med at tolke. Filmen fungerer under alle omstændigheder.
Sådan kan det gå når man giver los på sine normale fordomme, og giver noget, lidt udenfor vanlig kost, en chance. Man oplever måske et lille mirakel. Ikke dårligt når alt jeg satsede var 1½ time af de over 300.000 jeg forventer at have tilbage.
Eneste minus er at jeg nu sidder med en stor træng til at se Ordet. Tænk at det virkelig er 17 år siden jeg sidst har set den.
Det meste af filmen foregår i klosteret og består stort set af psykiaterens samtaler med den enfoldige/verdensfjerne nonne, og med den verdenserfarne abbedisse (Anne Bancroft). Verdenen udenfor virker irrelevant, og filmen gør da heller ikke noget ved den, med dens karikerede figurer der veksler mellem fransk, og engelsk med tyk accent (alle de katolske nonner i dette frankophone område af Canada har naturligvis engelsk som modersmål). Handlingen drives frem af de hemmeligheder personerne bærer rundt på, men også det er bare en biting.
Filmens kerne er den verdensfjerne, tidløse atmosfære som skabes i klosterscenerne. Billederne, skuespillet og den religiøse dialog går op i en højere enhed og skaber noget magisk.
Klogeligt undlader Agnes of God at tage stilling i konflikten mellem det verdslige og det religiøse. Begivenhederne kan tolkes i begge retninger, og man kan også helt lade være med at tolke. Filmen fungerer under alle omstændigheder.
Sådan kan det gå når man giver los på sine normale fordomme, og giver noget, lidt udenfor vanlig kost, en chance. Man oplever måske et lille mirakel. Ikke dårligt når alt jeg satsede var 1½ time af de over 300.000 jeg forventer at have tilbage.
Eneste minus er at jeg nu sidder med en stor træng til at se Ordet. Tænk at det virkelig er 17 år siden jeg sidst har set den.
mandag den 31. maj 2010
Randers, det nye Horsens
Hvad er det der sker med verden? Nick Cave spiller i fucking Randers! Og det til 520kr når alle gebyrene er talt med.
Og i Århus? Der går man til Bryan Adams.
fredag den 14. maj 2010
Hvorfor den ene og hvorfor ikke den anden?
Fredag aften i Berlin. Et band har taget opstilling ved en spiritusforretning. Trommer i det enorme, åbne vindue, bas og guitar på fortovet. En lille skare står omkring bandet mens de, som koncertpublikummer overalt, mest fokuserer på at drikke og sludre.
Jeg læner mig op ad en lygtepæl på modsatte fortov og lytter i et stykke tid. De er gode. Lyden er sentresser hård rock. Minder mig om nogen, men navnet nægter at dukke frem. Efter cirka 10 minutter går jeg videre.
Men hvorfor bliver jeg ikke stående og nyder den gratis koncert? Bandet er jo godt, og hvis jeg gav dem chancen - lukkede dem ind i mit musikalske liv - kunne de give mig lige så megen glæde som mange af de bands jeg betaler for at se. Ganske vist er mit musikalske land tæt befolket, men helt fyldt er det ikke. Nogen gange er grænsen bare lukket, og asylsøgerne går forgæves.
Er det retfærdigt? Nej. Er det klogt? Nej. Det er bare sådan det er.
Jeg læner mig op ad en lygtepæl på modsatte fortov og lytter i et stykke tid. De er gode. Lyden er sentresser hård rock. Minder mig om nogen, men navnet nægter at dukke frem. Efter cirka 10 minutter går jeg videre.
Men hvorfor bliver jeg ikke stående og nyder den gratis koncert? Bandet er jo godt, og hvis jeg gav dem chancen - lukkede dem ind i mit musikalske liv - kunne de give mig lige så megen glæde som mange af de bands jeg betaler for at se. Ganske vist er mit musikalske land tæt befolket, men helt fyldt er det ikke. Nogen gange er grænsen bare lukket, og asylsøgerne går forgæves.
Er det retfærdigt? Nej. Er det klogt? Nej. Det er bare sådan det er.
søndag den 2. maj 2010
onsdag den 28. april 2010
Cirkusprins
Så jeg blev lettet da de første strofer fra wonder show flød fra mine højttalere. Hvor sidste års udgivelse, Beware, var plaget af country, rækker wonder show tilbage til den sparsomme og afdæmpede lyd fra 2003-mesterværket Master and Everyone. Med sparsom lyd følger sparsom besætning, The Cairo Gang består af bare to personer: en bassist/percussionist og en lejlighedsvis ekstra vokal.
Sangene er blevet udvalgt med omhu, pladen har en gennemgående lyd, en konsistent tone. Da sangene er meget stille, er der heller ikke nogen af dem der tager lytteren i kraven og kræver opmærksomhed. Så ved første gennemlytning flyder wonder show bare forbi, uden at man egentlig opdager det. Det minder meget om min første reaktion til Nick Caves The Boatman's Call - en plade jeg idag anser for Caves sidste store.
Men bliver man ved, bliver man belønnet. Efter nogle gennemlytninger begynder de enkelte sange af fænge; første hit var Go Folks, Go, men højdepunktet er Merciless and Great, en fremragende sang som jeg glæder mig til at høre live.
I mine ører er The Wonder Show of the World meget vellykket. Den kommer ikke op på siden af f.eks. Master and Everyone, men er måske den bedste siden Superwolf. Da man skal give pladen tid til at komme ind under huden, er den ikke et godt sted for nye fans at starte - til det formål vil jeg anbefale I See a Darkness og Superwolf. Lyden giver mig også håb for den forestående turne, da mesteren alene på scenen er en fantastisk oplevelse.
Forøvrigt er koncerten på Vega udsolgt, så hvis du ikke har en billet, så der det bare værst for dig.
mandag den 12. april 2010
Mr Uncool
Jeg har forsøgt mig med at være cool, men det går ikke længere. Når jeg er til koncert vil jeg, når bandet går på scenen, være igennem døren, have afleveret frakken i garderoben og være klar i salen. Og jeg vil være der til sidste strofe.
Det har sine konsekvenser. Før koncerten står jeg kikset i halve timer og kigger ud i luften. Er der flere bands på programmet, agerer jeg igen møbel i pauserne. Jeg står ikke med de coole i klumpen udenfor døren, jeg hænger ikke med dem i baren og vender ikke med dem tilbage til salen halvvejs inde i sættet. Og jeg tager ikke de rusmidler der folk i stand til at sove mens et energisk punkband 10 meter væk, spiller alt hvad deres forstærkere kan trække.
Jeg er uncool. Jeg vil få det trykt på en t-shirt og gå med den fremover.
Apropos cool, dagens hjemmesideanbefaling: Unhappy Hipsters
Det har sine konsekvenser. Før koncerten står jeg kikset i halve timer og kigger ud i luften. Er der flere bands på programmet, agerer jeg igen møbel i pauserne. Jeg står ikke med de coole i klumpen udenfor døren, jeg hænger ikke med dem i baren og vender ikke med dem tilbage til salen halvvejs inde i sættet. Og jeg tager ikke de rusmidler der folk i stand til at sove mens et energisk punkband 10 meter væk, spiller alt hvad deres forstærkere kan trække.
Jeg er uncool. Jeg vil få det trykt på en t-shirt og gå med den fremover.
Apropos cool, dagens hjemmesideanbefaling: Unhappy Hipsters
tirsdag den 30. marts 2010
Kongen er død
Med årene dalede kvaliteten af kødet, og for mig knækkede filmen da Max Cannon begyndte at genbruge gamle striber, med nogle enkelte, ubetydelige ændringer i dialogen. Hans muse var skredet.
Visuelt minder Basic Instructions om Red Meat med den sort-hvide streg og det store genbrug af tegninger. Humoren er dog mere "normal" og der er en form for kontinuitet. Basic Instructions store styrke ligger i dialogen - Scott Meyer har en fantastisk evne til at skrive replikker, særligt replikker med let skjulte fornærmelser, der får mig til at skrige af grin. Minder mig om Usenet når det er bedst.
Jeg har udvalgt 5 repræsentative striber (og det kostede mange tårer at holde det nede på bare 5):
- How to Remember the Name of That Song ... You Know, That One
- How to Deal With Someone Who Doesn't Like You
- How to Boost a Friend's Confidence
- How to Encourage a Friend Who's Doing Something You Don't Like
- How to Mind Your Manners
- sucker punch in the gut bucket
- buoyant flotsam in an ocean of hurt
- bad vibes from misery's marimba
- dump truck motorcade
- somersault into the asphalt
mandag den 22. marts 2010
Bredformat
I første omgang forsøgte jeg at rette skabelonen til. Det fungerede sådan set også, men en stor del af designet bestod af diverse gifbilleder. Disse passede nu ikke længere til layoutet. Det var en katastrofe.
Så jeg er tvunget til at skifte skabelon. Jeg har desværre ikke et særligt godt øje for design, så jeg kommer til at prøve mig lidt frem. Både med valg af skabelon og med tilpasning af farver.
Kommentarer og forslag modtages med taknemmelighed.
søndag den 21. marts 2010
Zhe children... II
Som entusiastisk fan af Buffy the Vampire Slayer kan jeg naturligvis kun fnyse hånligt af den slags. I Buffy er der ingen vampire boinking (hvis man lige ser bort fra at Buffy havde et dybt romantisk, og meget tragisk, kærligshedsforhold til en vampyr i sæson 1, 2 og 3. Og havde en anden vampyr som bolleven i sæson 6. Men ellers var der ikke noget. Ja, Willow var en overgang kæreste med en varulv, men ellers ikke. Nå ja, Xander var i 3 sæsoner kæreste med en hævndæmon. Men det tæller ikke - hun var en ex-demon. Det meste af tiden... HOLD SÅ KÆFT!
Altså, som jeg var ved at fortælle, Buffy og Jim Butcher's The Dresden Files, er højt hævet over paranormal romance-trash som f.eks. den ultrapopulære Twilight serie. Det er jeg, og alle rettænkende mennesker, enige om.
Anyway, dette indlæg er bare en undskyldning for at linke til nedenstående video (og vise et billede af Alyson Hannigan i stramt læderkostume), som besvarer det store spørgsmål: hvad ville der ske hvis vampyrdræberen Buffy mødte den teenagehjerteknusende vampyr Edward fra Twilight? (Jeg er iøvrigt taknemmelig for at leve i en tid hvor den slags kan laves af fans motiveret kun af kærlighed til kildematerialet)
Hvis videoen er for bred til din browser, så gå direkte til videoen på youtube.
P.S. Ifm. forskræppet til den seneste twilightfilm, udtalte en af stjerne at det var underligt at bleg hud nu skulle være supersexet. Det har jeg da ment / satset på i årevis.
mandag den 15. marts 2010
Kom maj
Først kom nyheden om Woven Hand på VoxHall 24/5. Nu forlyder det at Bonnie 'Prince' Billy - i egen skaldede person - besøger Vega 25/5. Og det i en måned der allerede huser årest største helligdage: Kristi Himmelfartsdag og Kagens Dag.
Billetten er købt, men min verden kan ændre sig meget inden da.
Billetten er købt, men min verden kan ændre sig meget inden da.
onsdag den 10. marts 2010
Afsked
Det hele startede 6/11 2005 (i min verden har alt datostempler) da søndagsfilmen på DR2 var komedien Christmas in July (1940). Den blev optaget og fem måneder senere set i godt selskab med stort bifald.
Christmas in July er historien om de fattige forlovede Betty og Jimmy, der drømmer om alt det deres forældre ikke havde. Jimmy deltager i alle tænkelige konkurrencer og regner med at vinde et kaffefirmas slogankonkurrence med det tåkrummende forslag "if you can't sleep, don't blame the coffee - it's the bunk". En practical joke får Jimmy til at tro at han har vundet konkurrencen, og en misforståelse gør at han rent faktisk får den store præmie udbetalt og tilbudt et job som idemand. Men sandheden kommer frem: vinderen er endnu ikke fundet. En knust Jimmy bliver fyret og må aflevere gevinsten tilbage (inklusive de gaver han har købt til mor og de fattige naboer). Men da det ser allermest sort ud, når konkurrencejuryen endelig til enighed og annoncerer det vindende slogan: "if you can't sleep, don't blame the coffee - it's the bunk".
At CiJ var skrevet og instrueret af Preston Sturgess var ikke noget jeg bed mærke i. Det var ellers et navn de filmkloge ofte nævnte, men det tog nogle år før det pirrede min nysgerrighed. En dag i 2008 faldt jeg over The Lady Eve (1941) til en rimelig pris og smed den i indkøbskurven. Den blev set i samme gode selskab og var en stor succes. Nu var der ingen vej tilbage: sturgessfilm blev indkøbt fra allehånde verdenshjørner og løbende set.
CiJ viste sig faktisk at være et ganske passende første bekendskab. Den typiske sturgessfilm følger skabelonen med det unge par i problemer, en række forviklinger/misforståelser med masser af slapstick, og til sidst en lykkelig slutning via deux ex machina. En markant undtagelse er The Great Moment (1944), som faktisk fortæller en tragisk historie (men et velvalgt arrangement af kronologien giver en triumferende slutning, der samtidigt forklarer tragedien).
Min favorit er helt klart Unfaithfully Yours (1948) - en yderst elegant fortælling om en berømt dirigent, der fejlagtigt tror hans unge hustro er ham utro. Under en koncert i 3 akter, gennemlever han i fantasien 3 reaktioner på utroskaben: raffineret hævn, storsindet tilgivelse og melodramatisk opgør. After koncerten forsøges disse planer realiseret, men virkeligheden er knap så medgørlig...
Det har været en vidunderlig rejse, men nu er jeg ved vejs ende. Der findes ganske vist yderligere 3 film fra mesterens hånd, men de har vist sig umulige at skaffe og er, for de tos vedkommende, efter sigende langt under vanlig standard.
Så nu må jeg, efter 10 perler, sige farvel til Preston og hans slæng af faste skuespillere.
I bekendtskabskronologisk rækkefølge:
Christmas in July er historien om de fattige forlovede Betty og Jimmy, der drømmer om alt det deres forældre ikke havde. Jimmy deltager i alle tænkelige konkurrencer og regner med at vinde et kaffefirmas slogankonkurrence med det tåkrummende forslag "if you can't sleep, don't blame the coffee - it's the bunk". En practical joke får Jimmy til at tro at han har vundet konkurrencen, og en misforståelse gør at han rent faktisk får den store præmie udbetalt og tilbudt et job som idemand. Men sandheden kommer frem: vinderen er endnu ikke fundet. En knust Jimmy bliver fyret og må aflevere gevinsten tilbage (inklusive de gaver han har købt til mor og de fattige naboer). Men da det ser allermest sort ud, når konkurrencejuryen endelig til enighed og annoncerer det vindende slogan: "if you can't sleep, don't blame the coffee - it's the bunk".
CiJ viste sig faktisk at være et ganske passende første bekendskab. Den typiske sturgessfilm følger skabelonen med det unge par i problemer, en række forviklinger/misforståelser med masser af slapstick, og til sidst en lykkelig slutning via deux ex machina. En markant undtagelse er The Great Moment (1944), som faktisk fortæller en tragisk historie (men et velvalgt arrangement af kronologien giver en triumferende slutning, der samtidigt forklarer tragedien).
Det har været en vidunderlig rejse, men nu er jeg ved vejs ende. Der findes ganske vist yderligere 3 film fra mesterens hånd, men de har vist sig umulige at skaffe og er, for de tos vedkommende, efter sigende langt under vanlig standard.
Så nu må jeg, efter 10 perler, sige farvel til Preston og hans slæng af faste skuespillere.
I bekendtskabskronologisk rækkefølge:
fredag den 5. marts 2010
Tidløs II og digrør
Ifm. januars Navnløs vs Tid og Sted koncert på VoxHall gav Nørlund også et lille interview, som kan ses i youtubevideoen nedenfor. Han er bl.a. inde på det der med at den første plade af nogle altid anses for den bedste. Jeg er en af dem, måske ikke altid med den første som favorit, men med en tydelig præference for mine bands tidlige plader. Det er der gode psykologiske grunde til, men da de ikke er særligt flatterende, vil jeg ikke komme ind på dem her. Nørlund afslører i interviewet at han ikke havde hørt Navnløs i 10 år, inden forberedelserne til koncertene startede. Det er ikke overraskende - det er ganske udbredt blandt musikere aldrig at høre eget materiale - men det er nu et sjovt fænomen. Jeg har det iøvrigt på samme måde: jeg har svært ved at læse de ting jeg selv har skrevet.
Apropos youtube, på det seneste har en bekymring spredt sig i mit sind. Tvivlen har naget mig og jeg har ligget søvnløs: er der nu videoer nok på youtube? Er vi ved at løbe tør? Som den handlingens mand jeg er, er jeg derfor gået i gang med at lægge små perleklip op. Indtil videre er det blevet til en håndfuld klip med Alexei Sayle, bl.a. med den fantastiske Bobby Chariot. Se dem her, giv dem 5 stjerner og skriv lange kommentarer om hvilket fantastisk menneske, der sådan har beriget youtube.
Apropos youtube, på det seneste har en bekymring spredt sig i mit sind. Tvivlen har naget mig og jeg har ligget søvnløs: er der nu videoer nok på youtube? Er vi ved at løbe tør? Som den handlingens mand jeg er, er jeg derfor gået i gang med at lægge små perleklip op. Indtil videre er det blevet til en håndfuld klip med Alexei Sayle, bl.a. med den fantastiske Bobby Chariot. Se dem her, giv dem 5 stjerner og skriv lange kommentarer om hvilket fantastisk menneske, der sådan har beriget youtube.
tirsdag den 2. marts 2010
The world will bow
Woven Hand på VoxHall 24/5.
... and knees will be broken for those who don't know how (så er alle advaret)
... and knees will be broken for those who don't know how (så er alle advaret)
lørdag den 20. februar 2010
Gætteleg
Gæt hvilke kunstnere/værker er afbilledet på nedenstående plakat (klik for at se den i fuld størrelse):
Jeg beklager reflektionerne - de skjuler en triumferende abe, der løfter en knogle til himlen, foran et mystisk sort rektangel og en liggende/død abe. Til gengæld afslører de så en anden primat.
Jeg beklager reflektionerne - de skjuler en triumferende abe, der løfter en knogle til himlen, foran et mystisk sort rektangel og en liggende/død abe. Til gengæld afslører de så en anden primat.
tirsdag den 16. februar 2010
Ingen synger blues...
Jeffrey Lee Pierce er et navn jeg har kredset omkring i årevis, uden rigtig at komme ind til livet. Det startede med en bob hund koncertoptagelse fra Roskilde 99 (optaget fra svensk radio i juni 2000) hvor der var et forrygende nummer ved navn Texas-serenaden på setlisten. Det lød meget bekendt, og jeg spillede sangen for gud og hvermand i håb om at nogen kunne genkende originalen. Det skete dog aldrig.
Næste brik til puslespillet kom da jeg fik 16 Horsepowers legendariske livealbum Hoarse, hvor næstsidste sang var Gun Club coveret Fire Spirit. Ligheden med Texas-serenaden var slående og mysteriet løst.
Tredie hint fra skæbnen om at jeg burde interessere mig for Jeffrey Lee og Gun Club var også svensk, nemlig sangen Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce på Thåströms album Skebokvarnsv. 209.
Nu bliver det alvor
På We Are Only Riders er det tunge skyts hevet frem; på pladen optræder Nick Cave, Mick Harvey, David Eugene Edwards, Isobell Campbell, Lydia Lunch og Mark Lanegan - for bare at nævne de folk jeg allerede har på hylderne. Derudover finder man bl.a. gode gamle Debbie Harry og danske Raveonettes (der gør det rigtigt godt).
Baggrunden for projektet er et gammelt demokassettebånd, fundet i en rodekasse på et loft, med en række uudgivede JLP-sange. Båndet blev pudset af, en hærskare af kendte JLP-beundrere indkaldt og 16 sange indspillet (dvs. Ramblin' Mind, Constant Waiting og Free To Walk blev indspillet 3 gange hver, så der er i realiteten kun 10 sange). Det kan virke nekrofilt - især når enkelte sange er mixet sammen med gamle JLP-lydspor - men slutresultatet holder. Et stærkt album med gode sange.
David Eugene Edwards er naturligvis i sit element med denne type musik, og det er en fornøjelse at høre Nick Cave uden at der er et klaver i nærheden. Men jeg vil primært huske We Are Only Riders for Lydia Lunch; når hendes ru stemme vrænger "I don't care about you at all" på When I Get My Cadillac, så tror man på det. Hun bliver min motivation for at hive dette album frem, når den første betagelse er aftaget.
tirsdag den 9. februar 2010
Nuke from orbit
De store blockbusters plejer at være forudsigelige, men Avatar tog forudsigeligheden til nye højder med den fortærskede historie om Den Onde Civilisation kontra De Noble Vilde. Det var en klichélagkage med klichéfyld og klichéglasur, tilsat en stor sjat kliché - skyllet ned med en tre dage gammel klichésmoothie. Billederne havde 3 dimensioner, men persongalleriet var befolket af endimensionelle papfigurer. Samtlige figurer handlede nøjagtigt som forudsagt efter første møde. Og de led præcist den skæbne man forventede. Ingen overraskelser, ikke een eneste twist.
En forudsigelig film med karikerede personer behøver ikke at være dårlig, men Avatar begik yderligere den dødssynd at tage sig selv gravalvorligt - og det slipper man ikke godt fra, hvis man ikke har mere at byde på. Filmen skæmmes også af ucharmerende hovedpersoner og det totale fravær af humor. Et par morsomheder og lidt glimt i øjet - så var kagen gledet lettere ned. Jeg mangler faktisk ord for hvor dårlig en film Avatar er; jeg er rystet over at man bruger så mange ressourcer på at realisere så tynd en historie. Der findes så mange gode historier, og så mange gode fortællere, at det er en hån imod publikum ikke at diske op med noget bedre.
Men Avatar er blevet rost af mange anmeldere, og pengene strømmer ind, så Cameron & co er sluppet afsted med det.
Hvad så med det 3D? Jo, det fungerede faktisk rigtigt godt - især i live action sekvenserne (i de rent computergenerede billeder var effekten ikke så tydelig). Cameron var dog underligt tilbageholdende med at udnytte den ekstra dimension; hele filmen var komponeret med 2D i tankerne. Normalt er det rosværdigt at være tilbageholdende og afstå fra effektjageri, men når filmen ikke har andet, så ville lidt mere ramasjang være velkomment. Men ingen tvivl om at 3D-teknikken er kommet for at blive, og jeg glæder mig til at se den blive brugt i en god film. Sjovt var det også at se underteksterne svæve midt i billedet; flere gange blev de skubbet ud til siden for ikke at ødelægge dybdevirkningen: godt arbejde af tekstholdet.
Overskriften? Det er naturligvis et citat fra en tidligere, og meget bedre, Cameron film. Og det jeg ville have råbt gentagne gange undervejs (MST3K-style), hvis filmen var blevet set under mere private forhold.
fredag den 29. januar 2010
Tidløs
Med kun lidt over 3 måneder siden det seneste besøg på VoxHall, havde Nørlund fundet på et nyt koncertkoncept: Navnløs vs Tid og Sted. En koncert med samtlige sange fra Nørlunds første (Navnløs (1996)) og seneste (Tid og sted (2009)) dansksprogede udspil. Dette koncept syntes at tiltale publikum og VoxHall var pænt besøgt (naturligvis med plads til flere). Blandt publikum var Lise Westzynthius (altid en fryd for øjet) og så er det jo klart hvad Nørlunds næste træk bør være: en koncert med hele The Trouble with Rhonda Harris, naturligvis med fru Sommer tilbage på vokal.
Aftenens første strofer besvarede også aftenens første spørgsmål: ville det navnløse set inkludere de 3 instrumentale intermezzoer ordløs? Svaret var ja - første ordløs var tro imod pladen, mens de 2 andre var mere eksperimenterende. En rigtig god løsning.
Præcist hvor tæt liveudgaverne var på de originale indspilninger skal jeg ikke kunne sige. De ændringer jeg bemærkede var alle meget velkomne - det kunne være interessant at få fat på en optagelse. Da Navnløs er baseret på Michael Strunges digte, er det svært ikke at filosofere lidt over linier som "jeg vil aldrig slå mig selv ihjel" og "falder altid ud af det samme vindue"...
Efter det første set var der en pause. En alt for lang pause efter min mening. Aftenens eneste mislyd.
Da efterårskoncerten i høj grad havde haft Tid og sted i centrum, bød andet set ikke på så meget nyt. Det gjorde ikke noget - pladen rummer mange gode livenumre; især Er det i aften, der bør være et fast indslag ved alle koncerter fremover.
Som ekstranumre hev Nørlund 2 sikre hits fra Nye optagelser og Tændstik frem.
Da koncerten hed Navnløs vs Tid og Sted er jeg naturligvis tvunget til at tage stilling og kåre en vinder. Det er ikke det samme som at udpegde en taber - der er tale om 2 gode albums, og 2 gode livesets, som hver har deres berettigelse og som jeg ikke ville være foruden. Men skal jeg pege på en vinder, så må det blive Navnløs. Sangene derfra virker mere inderlige og har en skarpere individuel profil.
Det kan virke lidt søgt sådan at spille hele albums til en koncert, men det fungerede nu meget godt og det gav spilletid til nogle sange man ellers aldrig hører live. Førertrøjen i denne livegenre tilhører gode gamle Sparks, der i løbet af en lille måned gav 21 koncerter hvor samtlige deres 21 albums blev spillet. Respekt.
Præcist hvor tæt liveudgaverne var på de originale indspilninger skal jeg ikke kunne sige. De ændringer jeg bemærkede var alle meget velkomne - det kunne være interessant at få fat på en optagelse. Da Navnløs er baseret på Michael Strunges digte, er det svært ikke at filosofere lidt over linier som "jeg vil aldrig slå mig selv ihjel" og "falder altid ud af det samme vindue"...
Efter det første set var der en pause. En alt for lang pause efter min mening. Aftenens eneste mislyd.
Da efterårskoncerten i høj grad havde haft Tid og sted i centrum, bød andet set ikke på så meget nyt. Det gjorde ikke noget - pladen rummer mange gode livenumre; især Er det i aften, der bør være et fast indslag ved alle koncerter fremover.
Som ekstranumre hev Nørlund 2 sikre hits fra Nye optagelser og Tændstik frem.
Da koncerten hed Navnløs vs Tid og Sted er jeg naturligvis tvunget til at tage stilling og kåre en vinder. Det er ikke det samme som at udpegde en taber - der er tale om 2 gode albums, og 2 gode livesets, som hver har deres berettigelse og som jeg ikke ville være foruden. Men skal jeg pege på en vinder, så må det blive Navnløs. Sangene derfra virker mere inderlige og har en skarpere individuel profil.
Det kan virke lidt søgt sådan at spille hele albums til en koncert, men det fungerede nu meget godt og det gav spilletid til nogle sange man ellers aldrig hører live. Førertrøjen i denne livegenre tilhører gode gamle Sparks, der i løbet af en lille måned gav 21 koncerter hvor samtlige deres 21 albums blev spillet. Respekt.
tirsdag den 12. januar 2010
The Imaginarium of cand. scient. Lauridsen
Den nye filmår startede for mit vedkommende med 2 roste film.
The Imaginarium of Doctor Parnassus
En gigantisk hestetrukket vogn stopper op midt i nutidens London; vogne åbner sig og åbenbarer den udødelige Dr. Parnassus' mildt sagt anakronistiske tivoliattraktion. Formålet med attraktionen er at lokke gæster til at gå igennem "spejlet" til The Imaginarium; en drømmeverden skabt af Parnassus og delvist styret/påvirket af gæsten. I denne verden bliver man ledt til et valg imellem Parnassus og Mr. Nick - en djævel i Tom Waits skikkelse. I en tidligere handel har Parnassus lovet sin datter bort til Mr. Nick og han er nu kommet for at afslutte handlen. Et nyt væddemål giver dog Parnassus chancen for at vinde sin datter tilbage.
Filmens store problem er The Imaginarium. I et drømmeland er alt naturligvis muligt, men der skal være en form for indre logik hvis jeg skal kunne forholde mig til begivenhederne. Det nævnes at der aldrig må være mere end een person derinde, men i det meste af filmen render adskillige mennesker rundt derinde - tilsyneladende uden negative konsekvenser. Jeg har også svært ved at se forskel på de "rigtige" og "forkerte" valg. Faktisk er det til tider svært at se at der overhovedet er et valg. Den ene mands fri fabuleren, er den anden mands nonsens.
Mr. Nicks handlinger er uforståelige. Hvorfor tilbyder han et væddemål når han allerede har hævd på gevinsten? Han kan jo ikke vinde noget. Hvorfor pudser han svindleren Tony (Heath Ledger) på Dr. Parnassus? Uden hans tricks ville doktoren ikke have haft en chance i væddemålet. Og hvem vandt i grunden? Og hvordan? Den eneste jeg med sikkerhed kan sige er jeg ikke kan se forskel på Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell.
Naturligvis kan man bare læne sig tilbage og nyde billederne, men så fantastiske er de nu heller ikke. Dog passer deres stil ganske glimrende til Øst for Paradis' sale.
Sherlock Holmes
Filmens markedsføring og tanken om Sherlock Holmes spillet af Robert Downey Jr. havde egentlig afskrækket mig fra at se den, men jeg blev nødet. Heldigvis var filmen bedre end forventet (omend jeg småkedede mig undervejs) og Downey leverer en ganske habil og karismatisk Holmes. En moderne Holmes der naturligvis hverken ryger, tager stoffer eller går med hat. En Holmes der håndterer sin violin som en guitar. I fraværet af narkotika er Holmes skildret som en adrenalinjunkie, og det virker faktisk rigtigt godt.
Filmens plot er der ikke det store i, men det fungerer. Dog trækker det kraftigt ned at filmen så åbenlyst lægger op til en toer.
Det victorianske London er i stor stil genskabt elektronisk og det virker ikke særligt overbevisende i mine øjne, uden at jeg kan sætte finger på hvorfor. Måske den arkitektoniske udgave af the uncanny valley? Filmen skal dog roses for at have en scene indspillet på Brompton Cemetery - min yndlingskirkegård.
The Imaginarium of Doctor Parnassus
Filmens store problem er The Imaginarium. I et drømmeland er alt naturligvis muligt, men der skal være en form for indre logik hvis jeg skal kunne forholde mig til begivenhederne. Det nævnes at der aldrig må være mere end een person derinde, men i det meste af filmen render adskillige mennesker rundt derinde - tilsyneladende uden negative konsekvenser. Jeg har også svært ved at se forskel på de "rigtige" og "forkerte" valg. Faktisk er det til tider svært at se at der overhovedet er et valg. Den ene mands fri fabuleren, er den anden mands nonsens.
Mr. Nicks handlinger er uforståelige. Hvorfor tilbyder han et væddemål når han allerede har hævd på gevinsten? Han kan jo ikke vinde noget. Hvorfor pudser han svindleren Tony (Heath Ledger) på Dr. Parnassus? Uden hans tricks ville doktoren ikke have haft en chance i væddemålet. Og hvem vandt i grunden? Og hvordan? Den eneste jeg med sikkerhed kan sige er jeg ikke kan se forskel på Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell.
Naturligvis kan man bare læne sig tilbage og nyde billederne, men så fantastiske er de nu heller ikke. Dog passer deres stil ganske glimrende til Øst for Paradis' sale.
Sherlock Holmes
Filmens plot er der ikke det store i, men det fungerer. Dog trækker det kraftigt ned at filmen så åbenlyst lægger op til en toer.
Det victorianske London er i stor stil genskabt elektronisk og det virker ikke særligt overbevisende i mine øjne, uden at jeg kan sætte finger på hvorfor. Måske den arkitektoniske udgave af the uncanny valley? Filmen skal dog roses for at have en scene indspillet på Brompton Cemetery - min yndlingskirkegård.
Abonner på:
Opslag (Atom)
